Profile
Blog
Photos
Videos
Blog 1. - 4. juli-9.juli - Dubrovnik, Kotor og Zabljak
Det ville vaere ligefor at begynde hvor det hele startede, men indroem det, I vil hellere hoere om bjoerne end duer. Nuvel, Dubrovnik er duernes hovedstad - en ubeskrevet lille by i det absolut sydligste Kroatien. En aeldgammel bastion som stod imod selv de stoerste trusler fra baade oest og vest. Byen solgte alt andet end sig selv for penge i forsoeget paa at bevare sin integritet og stolthed, dvs. at de omkringliggende byer blev foraeret vaek med kyshaand i haabet om selv at bestaa. Missonen lykkedes og hverken Caesar, Anaturk eller Mousselini fik annekteret byen, men saa en dag ankom guder i skikkelser af duer og Tito fik kolde foeder - Dubrovnik blev besat.
Kuk kuk KUK!, siger de, mens de skraaler natioanalhymnen som baere samme faengslende navn. I Dubrovnik er her mange - det vil sige, vi har endnu kun set tre med naep. De kukker og kigger og smiler og droemmer IKKE for de lever allesammen droemmen. Det er forbloeffende! En dame udbryder, SE SKAT, endelig to danskere. Astrid kigger soedt paa dem og fremstammer et hej - vi har ikke set andet end danskere, nordmaend, tyskere, briter og andre godtfolk som eftersigende har belejret byen og forvist de lokale til huler og grotter i de omkringliggende bjerge.. En mearkelig by, vi sveder champagne og proever ellers bare at falde ind i flokken som to forelskede Le Carres spioner.
Vi boede hos en mand med strubekraeft som havde overvundet sin sygdom, prisen var stemmen, men humoeret intakt og sammen med sin viv og soen drev de et lille ydmygt hostel. Engelsk beherskede soennen som tog imod os med aabne arme og kolde oeller. Tonci havde ogsaa en kone og tre piger - saa han havde ikke saa meget at sige, men baaden var hans og der var det ham der dikterede slagets gang.. Vi lagde fra Dubrovniks kaj med kurs mod smaa oeer og hvide strande. Paa baaden smagte vi lokal grappe og lyttede opmaerksomt til historier om bjerge der engang udgjorde verdens staerkeste feastning, om havnen som handlede med alt der skinnede. Faenomener som stadigvaek skinner den dag idag Tunis eller Istanbul eller Valetta.
Nu handler byen med andre ting, hovedsageligt duer og vaerdipapirer - men Toncis historie vidnede om en stolt fortid som stadig kunne skimtes, naar blot man saa igennem mylderet og faelderne - vi maatte videre til Montenegro. Farvel due goddag ulv og bjoern og tankpasser!
Rejsen matte fortsaette og kompaspilen pegede mod Kotor. Bussen susede over graensen og hej hej til Montenegro. Frodigt og bjergrigt land skal man lede laenge efter. Hoje cigar-traer og dybe dale. Kysten og Kotor tonede frem. En aeld-gammel-tuse-by der laa under bjergkaederne og taet paa selveste Montenegro aka det sorte bjerg. Smuk lille idyllisk by med smaa taette gader, barer og spisesteder. Vi slog os ned paa Montenegro-hostel, vandrede rundt i byen, kravlede op langs den gamle faestening der i tidernes tider havde beskyttet byen for megt og meget. Haardt det var det. Svedigt det var det. Ja sveden loeb af os. Dog var det al sved vaer og smukt var det med solnedgang over bjerge, den gamle by og bugten. Ja vi lever!
Middagen blev indtaget paa vores hostel. Underligt lille sted, hvor man ikke sad sammen og spiste. Mathias proevede dog ivrigt,og en snak med to sode Lettere, paa motorcykel gennem landet, var rar. Lidt oel her og der.
Dagen derpaa lejede vi en bil og Mathias koerte i naalesving op gennem bjergene. Foerst til Njegusi - en lille landsby som er kendetegnet ved dens specielle og laekre gedeost og skinke. En god mand boed os velkommen og serverede diverse goder for os og kold lokal roedvin. Smukt og landigt med geder, koer og groenne marker. Videre gennem Lockem nationalpark til den gamle hovedstad Centinje. Indenda op paa selveste Montenegro. Den gamle hovedstad var en spoelgelsesby. En gammel storstad, men nu i forfald. Stille - musestille. Gamle smukke bygninger og ambasader ligger nu stille hen. Engang havde byen baaret praeg af magt. Nu mere afmagt.
Videre mod Budva maatte vi. Meget touristet by - igen til alle papnaeserne. Der var peristaltiske bevaegelser i Ms tolvfingertarm hvilket inkluderede en vild og pinagtig flugt fra the old town.
Inden vi lagde bilen til kaj i Kotor, koerte vi nordpaa til Perast. Venedig i Montenegro siger de. Hygsomt, delikat og maden og muslingerne var mums filibaba! Tjeneren har en fremtid i DK hvis Mathias aebner en Restaurant med Oliver. Visitkort og haandtryk og fine smil. God mand fra Bosnien. Nu bosat sommeren over i denne smukke lokale fiskekutterby. Sadiner blev fanget og vi kom sikkert hjem efter en meget produktiv dag. Montenegro gav os det foerste varme smil!
I nationalparken Durmitor i det nordoestlige Montenegro findes der bjoerne og ulve og steppeulve. Ulvene spiser eftersigende kun mennesker naar de er virkelig sultne efter en laaang vinter. Lidt ligesom med lever, vi er helst fri, men skulle sulten blive for uudholdelig maa vi saette taenderne i. I modsaetning til mennesker spiser ulve ogsaa gerne mennesker naar de er i loebetid, og endnu har jeg ikke hoert om en foededygtig som fik en pludselig trang til lever - saa lidt forskellige er vi trods alt. Bjoerne spiser ikke mennesker, de draeber dem bare hvis de bliver forskraekkede eller som Astrid siger, hvis man vender dem ryggen og loeber. Derfor var taktikken klar, loeb ej for bjoern, haab ikke paa liderlig ulv. Det var med de spejderinstrukser vi begav os frygtloese ind i natioanalparken. I princippet afhaenger det af perspektivet om hvorvidt man vil moede bjoern eller ej, vi foelte os rustet.
Ordet mountainbike betyder bjergcykel. Det er heldigt for her er mange bjerge., og det er ingen hemmelighed at en af de fedeste ting ved at se tour de france ar at man selv sidder afslappet tilbagelaenet med en kold oel, mens andre pines til lyden af Joergen Leths romantiske summen. Forleden dag var rollerne byttet, og Astrid og jeg kastede os ud i vores egen tour! Med bjerge udenfor kategori kastede vi os ud en selvmordsmisson der fik japanernes kamikazu angreb paa pearl harbour til at ligne det rene barnemad. Blod, sved og taare, nej graad var noegleord som uboenhoerligt knyttede sig til de strabasser vi tilbagelagde. Heldigvis var det langtfra en forgaeves tur, isoleret, udenfor reakkevidde af breve og gemte bekymringer - kunne vi sjaelsomt betragte Tare Canyon sno sig gennem visdommens stille bjerge. Vi maatte til hoejeste punkt! 1300 m. dyb laa hun under os, Europa dybbeste canyon, og udgjorde passet som tidligere havde ageret en af de vigtigste handelsruter mellem Oest- og Vesteuropa. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal formulere mig Walter, poetisk anlagt synes jeg naesten (Op paa fars hat).
Aktiv ferie maa man sige, maaske vi snart skulle finde en lille sandstrand? Magen til spritmarnekin! Det er research! Vi har ikke saet mange haelebarer endnu, men Astrid bebuder at de i en naer fremtid vil skyde op overalt omkring i landskabet. Vi maa vente og se!
Jeg glemte et par sure underbukser det sidste sted vi boede. Det maa vaere den stoerste synd indtil videre.
Og nu sidder vi her i Podgorica, hovedstaden, drikker iskoldt vand fra hanen - er vi nu indfoedte? Maaske. Mavens reaktion vil give os svaret.
Oensker om ordliv,
Astrid Marie og Mathias, 10. juli 2012.
- comments
Vibeke Mencke Hej unger, lyder fantanstisk. gode billeder, skægget røg - blev det for varmt?. Vi befinder os i Berlin - med knap så godt vejr som jeres. Pas på jer selv og hinanden Knus Kenny og Vibeke
Vibeke Mencke Hallo, hallo, intet nyt godt nyt. Vi er nået til Wien, endeligt godt vejr. Glæder os til høre nyt på bloggen. Knus os
Vibeke Mencke Lyder helt vildt spændende, fantastiske billeder, føler man er med på turen. Misunder jer vejret, kan i ikke sende varme og solstråler nordpå! Knus herfra Wien