Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme!
D. 22. marts
I dag havde vi besluttet os for at tage til Lumbini. Vi stod tidligt op, fordi vi først skulle ud til den thailandske ambassade, for at søge om visum til Thailand. Efter det, tog vi en bus, som skulle køre os til Lumbini. Lumbini er en by, som ligger næsten 300 km, fra Thamel, hvor vi bor. Derhjemme kan man komme hurtigt fra A til B, og på 2 timer kan man jo komme til København, så 300 km, er jo ikke så lang afstand, som sådan. Men 300 km derhjemme, er ikke som 300 km her i Nepal. Vi vidste således godt, at det ville blive en lang bustur, men turen tog alligevel længere, end vi havde regnet med. Da vi havde kørt i bus i ca. 10 timer og stadig ikke var nået frem til byen, besluttede vi os for at overnatte i Bhairawa, fordi det var blevet så sent. Her fik vi noget aftensmad, for vi havde ikke spist siden morgenmaden.
Busturen havde været, som det nu er i Nepal, meget bumpet på veje, som ikke altid er veje, men store stier, da deres infrastruktur ikke er så moderne som derhjemme. Nogle steder var der dejligt landskab at kigge på, blandt andet bjerge og skove. Men det meste af tiden kørte vi igennem byer, der alle ser ret øde ud og er meget støvede. Jeg var så heldig at sidde ved siden af en nepalesisk pige, som jeg kom godt ud af det med. Hun sad og forklarede mig alle mulige ting, som vi kom forbi, og om Nepals historie. Så det var utrolig lærerigt at sidde sammen med hende, og dejligt at have en at snakke med. Jeg blev inviteret hjem til hende, når jeg kommer tilbage til Kathmandu, så det bliver spændende at se lokal kultur på fuldstændig tæt hold.
D. 23. marts
I dag tog vi tidligt afsted, for at komme til Lumbini. I går var en lang tur med den offentlige transport, men i dag var det til vores fordel, at man bare kan komme med bussen, når den kommer forbi. Således var vi nærmest kun lige kommet ud af døren, før en lokal bus samlede os op, så det var super nemt at få skaffet os en bus. Efter en times tid nåede vi Lumbini, hvor vi fik os lidt morgenmad. Vi betroede vores store backpackertasker til de lokale, som vi spiste hos, fordi vi ikke kunne slæbe rundt på dem mens vi sightsee'ede. Det er noget af det dejlige ved det napalesiske folk - de er meget ærlige. Dernæst lejede vi cykler, og så skulle vi ellers ind og se på templer! Vi kom ind og så dagens højdepunkt: Maya Devi Templet. Maya Devi var Buddhas mor, og det var på dette sted, hvor templet er bygget, at Buddha blev født. Templet var i sig selv ikke noget prangende, men det er selve historien bag, der er spændende, og det var selvfølgelig rigtig fedt at være derinde, især fordi vi har lært så meget om buddhisme i religion i gymnasiet. Ellers cyklede vi rundt og var inde og besøge mange forskellige templer. Således var der både thailandsk-, sri lankansk-, malaysisk-, og mange andre forskellige templer. Det var spændende at se, men jeg kunne ikke nå at se dem alle sammen, for der var virkelig virkelig mange, og i dag skulle jeg også nå til Pokhara. Så efter at have set på nogle af templerne, tog vi ud igen og spiste frokost. Lækkert! Så skulle jeg have fat i en bus, og den fandt Henrik til mig. Her skulle vi skilles, for jeg vil til Pokhara og Henrik tager til Last Resort. Jeg kørte med bussen tilbage til Bhairawa, hvor jeg fandt en bus, der kørte direkte til Pokhara. Jeg skulle dog vente til kl. 18.45, og det var lang tid, når jeg allerde var der ca. 14.30. Jeg spurgte fyren, som jeg havde booket min busbillet hos, hvad man kunne lave, og der var egentligt ikke meget at lave. Så han tilbød at tage mig ud på scootertur! Det sagde jeg ja til, og så kørte vi ellers rundt og han viste mig byen. Det var super hyggeligt, og så lærte jeg meget mere om nepals kultur og normer. Og så lærte jeg at køre på scooter!
Da vi kom tilbage var det næsten tid til, at jeg skulle med bussen. Han tilbød mig at arrangere, at jeg blev hentet i Pokhara på busstationen, og at jeg kunne få et gratis hotelophold i Pokhara, og da det ikke ville skade ham overhovedet, fordi han var bossen, sagde jeg ja tak til dette tilbud. Sidder nu i bussen og venter på at komme frem i morgen tidlig. Det har været så god en dag!
Farvel så længe!
- comments