Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag var dedikeret til Frihedsgudinden og shopping. Det tog os dog lidt tid at komme til os selv og ud af sengen, men da vi endelig kom op, tog vi en dejlig lang metrotur ned til færgen. Vi havde besluttet at benytte gratisfærgen til Staten Island, som sejler lige forbi Frihedsgudinden, og hvor der er godt med plads og luft til tømmermænd. Morgenmaden bestod af en meatlovers-pizza inkl. en diet coke, som blev nydt på færgen. Selvom tømmermændene fyldte en del, var det fedt at se New Yorks kæmpestore vartegn - hun er sgu for vild!
Efterfølgende stod den på mere tiltrængt frisk luft ved Hudson River Park. Det er et af de helt store sportsområder i New York, hvor vi så alle mulige former for sport blive dyrket; trapez, kajak, basket, tennis og løb mm. Det var et super lækkert område, hvor der var dejligt stille og roligt.
Fra Hudson River Park gik vi over i SoHo - Kias yndlingsområde i New York. Her fik vi oset og shoppet. Undervejs mødte vi et virkelig godt band, der stod og spillede på gaden, og Kia var så heldig at finde en New Yorker plakat hjem til lejligheden ved en gadesælger.
En af årsagerne til at vi var i SoHo, udover at Kia ikke havde fået stillet sin shoppetrang for dette område, var det verdensberømte Magnolia Bakery. Gennem Sex and the City er stedet blevet kendt for sine cupcakes, og der var kø helt ud på gaden. Vi skulle selvfølgelig også ind og have en kage, og dørkvinden sørgede for, at hver gang der gik nogen ud, måtte et tilsvarende antal personer komme ind i butikken. Kagerne var suveræne og blev nydt i den nærliggende park.
Vi havde spurgt Jean til et godt sushisted, og hun havde anbefalet TakaTaka i SoHo - heldigt nok, når vi nu alligevel skulle derned. TakaTaka serverer Mexican sushi and Japanese tacos, men så eventyrlystne var vi slet ikke den aften - en gang running sushi var dog lige hvad tømmermændene havde brug for. De havde en mærkelig mani med at putte flødeost i sushien - det er altså ikke et hit hos os..!
Dagen var på sin vis præget af tømmermændene. Vi var begge en smule mere instinktive end hvad vi ellers havde været på turen, hvilke gav sig til udtryk i Lines mor-kommentarer og Kias efterfølgende reaktioner. Vi benyttede os af metroen flere gange den dag, og Line udbrød på et tidspunkt; "Du må ikke gå så tæt på kanten, Kia..", hvortil Kia meget demonstrativt valgte at vise hvor tæt på kanten hun "rent faktisk må gå.. Mor!". I Soho havde vi været inde i en skandinavisk slikbutik, hvor de også havde remoulade og andre danske og skandinaviske produkter. Efter vi havde været inde i slikbutikken, og før vi havde fået aftensmad, fik Line i sjov sagt til Kia, at hun højst måtte spise 3 stykker slik inden aftensmaden, hvorefter Kia i protest valgte at gumle løs på det slik hun netop havde købt.
Efter hvad havde føltes som en lang dag, tog vi i biografen inde ved Times Square. Slikket (eller hvad der var tilbage af det) havde vi gemt til biografturen, for i USA er der ikke de samme muligheder for at købe slik i biffen, som vi har hjemme i DK. Vi havde egentlig planlagt at se Jobs (film om Apple-skaberen Steve Jobs), men da den ikke kørte på det tidspunkt, besluttede vi os i stedet for at se The Millers med Jennifer Aniston. En klart anbefalelsesværdig film, også selvom Kia faldt en lille smule i søvn.. igen.. ;)
Line & Kia
- comments