Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en lidt sløj dag i Rochefort, ankom vi fredag aften til Oberanven i Luxembourg. Af alle de steder vi har besøgt, kan vi nok anbefale et ophold hos Elin og Per allermest! De sidste fire dage er vi blevet skamforkælede med bl.a. eget værelse, tøjvask, lækker mad, øl, vin, guidede ture rundt i området og rigtig dejligt selskab!
Lørdag gik vi rundt i byen, var på marked og nød udsigten fra flere forskellige udkigsposter, inden Elin tog os med til sin arbejdsplads ved EU-domstolen, hvor vi så nogle vilde lokaler der emmede af autoritet, og aede alle marmorskulpturerne som et par ægte crime riders. Om aftenen kunne vi se dansk håndbold og hele danmarksindsamlingen på tv, hjemme i privaten. Det er dejligt, og en smule spøjst, at befinde sig i et rigtig dansk hjem, der minder en om alt det gode derhjemme, men når man kigger ud af vinduet, er man ikke i tvivl om, at vi ikke er i DK. Luxembourg er i det hele taget virkeligt gode til dét med udsigter, lige meget om man kigger op eller ned.
Søndag var vi et smut over grænsen og nød udsigten ud over die Saarschleife, hvor man også kan nyde en lækker gullaschsuppe. Senere kom de danske naboer forbi til intimkoncert, og udgjorde et perfekt publikum, der lagde ører til hele vores repertoire. Planen var derefter at tage videre mandag morgen, men for at opdatere vores gps, skulle vi have fat i et sd-kort, og vi tog derfor en dag til.
Det viste sig at være en rigtig god idé at blive i Luxembourg, for mandag, da vi tog ned i byen for at handle, kom der nogle sjove lyde fra Eva. Af og til skal hendes skavanker "bare køres væk", så vi tænkte, at det nok var fordi hun havde holdt stille et par dage. Da motoren senere begyndte at ryge, og bilen gik ud (lige ud til et stort kryds), blev vi dog hurtigt klar over, at der var noget HELT galt. Vi kunne heldigvis trille op på et stort fortov/cykelsti og ringe til Falck, som efter en times ventetid sendte en sød, lokal mand, der kun talte fransk. Per var også kommet os til undsætning, og med lidt fælles tegnsprog blev vi enige om, at blive kørt ud til et værksted, hvor Per kendte en af mekanikerne. De fik hende dog hurtigt lappet sammen (det var noget med en lille dims, der fik kileremmen til at knække og så en stor dims...) og vi kunne hente hende allerede i eftermiddags. Der røg desværre ca. fem dages budget på reparationen, men efter så mange dage i luksusforplejning hos Elin og Per, kommer det nok ikke til at betyde så meget.
Nu håber vi, at hun holder resten af turen, uden flere nedbrud, og vi regner med at kunne tage til Frankrig i morgen.
- comments