Profile
Blog
Photos
Videos
Vores tid i Antwerpen blev kort, men vi fik kigget lidt på den smukke katedral midt i byen.
Lørdag og søndag har vi tilbragt i fantastiske Brügge, som vi begge havde glædet os meget til at besøge. Ud over de mange turister, selv sidst i januar, har byen mange kvaliteter: flot arkitektur, små hyggelige barer og spisesteder, smalle gader a la Ribe og en masse butikker (hvis man altså gider det). Byen var vildt charmerende og der var en enormt rar og hyggelig stemning. Så hyggelig, at vi søndag aften spillede en spontan koncert midt i en stor park, hvor et par satte sig ned og lyttede :)
Vi har travet byen tynd (det gør vi i øvrigt hver gang vi skal enes om et spisested) og været på et fint lille kunstmuseum (Groeningemuseum) med flamske malere. Byen er virkelig, som Ralph Fiennes siger det i filmen "In Bruges", som i øvrigt også er anbefalelsesværdig, "It's a f***ing fairytale city!"
Det eneste negative møde med byen var søndag aften, hvor vi ledte i flere timer efter en vaffel. Da vi endelig besluttede os for en restaurant, og trætte kunne sætte os til bords, meddelte tjeneren, at vafler kun blev serveret til kl 18 :( :( Vi har derfor taget revanche i morges, med en stor, ulækker chokoladevaffel fra vores rasteplads.
Dagen i dag har vi brugt i Gent, som i vores guide bliver beskrevet som et uopdaget Brügge. Vi var derfor meget lidt begejstrede, da vi ankom til en grå, øde by. Efter en meget lang gåtur, med fed graffiti (det kan de nemlig i Gent), nåede vi dog midtbyen, som ganske rigtigt også er rig på smuk arkitektur, små gader, vilde butikker og hygge. Vi faldt over musikbutikken "Musicmania", som solgte old school vinyler og cd'er og havde et helt vildt udvalg, så det er vist et mirakel, at vi kun kom af med omkring 25 euro derinde.
Ifht. maden er vi generelt begejstrede, især fordi ost (kaas) og pomfritter (friets) er i høj kurs, både i Holland og Belgien! Vi holder vege-/pescatarstilen rimeligt, men måtte lige smage på en lokal gryderet i går. Udvalget for ikke-kødspisere er ok, sjovt er det dog, at det ofte for belgiere og hollændere virker som det oplagte valg at smække fondue og gedeost på vegetarmenuen som eneste valgmuligheder.
De lokale er generelt søde, og tror vi er belgiere/franskmænd/tyskere når de ser os, men svarer godt på engelsk, når vi siger "sorry"?! Vi har dog haft (endnu) et møde med ordensmagten, da vi kom til at dreje ind på en ensrettet vej (damn you, gps!), hvor der tilfældigvis holdt en politibil. Lad os bare sige, at betjenten ikke var venligsindet over for sådan et par turister! Belgierne er i øvrigt ikke fans af "nøl" på vejene, så de dytter ivrigt, når vi (Emilie) tager os lidt for god tid til at navigere i trafikken.
- comments