21. august 2013, kl. 21:30
- Chiang Khong, på den thailandske side af grænsen til Laos ved Mekong floden få meter væk. Mod nord grænsen til Burma og Kina.
Mørket har lagt sig, regnen siler ned og der er torden og lyn i luften. Chikaderne synger og gekkoerne gnækker. Chili er lagt i seng under myggenettet inde i vores rum/"trækasse". Fælles bad og "lokum i gården". I morgen tidlig er der afgang over grænsen.

22. august 2013, kl. 18:00
- et sted på Mekong mellem grænsebyen Huay Xai og Pak Beng, Laos.
Motorstop! Efter godt 4 timers sejlads flyder vi frit i strømmen - der er problemer i motorrummet! Skipper smider tøjet ned til underbukserne og springer i vandet med et tov der sikre os kontakt til bredden.
Nu ligger vi her med jungle omkring os, langt fra alt - og ved ikke om vi når Pak Beng inden mørkets frembrud - om overhovedet for natten.
Skumringen er begyndt, og myggene er så småt begyndt at summe omkring os. Lyde fra junglen blander sig med laotiske stemmer der diskuterer hvad der skal ske og med rumsteren i motorrummet.
Chili tegner...

23. august 2013, kl. 8:15
- Pak Beng, Laos.
Vi sidder klar i båden ved bredden nedenfor landsbyen Pak Beng - klar til endnu en dag på Mekong på vej til Luang Prabang. Forventet afgang kl. 9:00.
Vi har i nat fået en god nats søvn i et fint og rent værelse på Duang Pasert Guesthouse, efter sen ankomst og sen aftensmad.
Båden fyldes med flere og flere, da der i dag kun er en båd fra Pak Beng til Luang Prabang - vores båd fra i går er aflyst grundet fortsatte motorproblemer...

Vi startede vores rejse ind i Laos om morgenen d. 22. august - vi gik de få meter ned til floden fra vores logi. Med en lille 'longtail'-båd sejlede vi over Mekong til den laotiske grænseby Huay Xai på den anden side. Her blev grænseformaliteterne ved indrejse klaret - visum og passenes udrejsestempler var allerede klaret forinden af vores guesthouse: et par underskrifter, og overdragelse af vores pas til en vildt fremmed aftenen før - så var det klaret (man må jo stole på folk!). Vi har garanteret givet alt for meget for visum - men ikke så meget at det gjorde ondt, og så blev formaliteterne klaret for os natten over.

Afgang med "slowboat" fra Huay Xai ca. kl. 12, i strømretningen "ned" ad Mekong, med Pak Beng som bestemmelsessted for natten. Chili fordrev ventetiden inden afgang med at inspicere en død rotte i vejkanten.

At transportere sig ad vandvejen er stadig en meget almindelig og billig måde i Laos, da vejnettet stadig ikke forbinder alle steder eller er af ringe stand... En billet med "slow boat", fra Huay Xai til Luang Prabang koster ved kajen/bredden 110.000 kip (ca. 70 kr.). På denne afgang var vi vel henved 30 rygsæksrejsende og ca. 50 lokale - båden var ikke fuld, så vi kunne fylde lidt på de installerede aflagte bussæder, som har erstattet de oprindelige træbænke.

Vi ankom meget forsinket til Pak Beng efter motorstop på vejen. Efter en time at have lagt stille og melding om, at der var ny båd på vej for, at hente os lød der pludselig "sprutten'' fra motorrummet og vi var undervejs igen.

Vi sejlede det sidste stykke i total mørke - kun stjernerne over os - og pludselig var der lys ved bredden forude: Pak Beng.
..."You have room"? "Clean room, cheap room"! "Welcome to Lao"! Vi lagde til neden for landsbyen - her stod en horde af folk - store og små, som stod klar og ventede på dagens sidste ankomst - stod og ventede på dagens sidste dollars.
Heidi og Chili kom af båden og trådte lidt til side - for nu startede kampen om bagagen. Vi var inden afgang blevet rådet til, at fange vores rygsække idet de blev læsset over bord, for ikke "hjælpere" skulle gribe dem og i bedste fald følge en til sit overnatningssted mod en skilling - i værste fald forsvinde i mængden med ens ejendele. Så i et hav af hænder, en ansen og masen greb jeg vores baggage og vi kunne få nøglen til vores værelse lidt i kl. 21.

Over aftensmad blev fodboldsituationen i Danmark klaret, ved en snak med en ung lokal fyr som remsede danske fodboldspillere op; Schmeichel, Laudrup, Bendter... Der er væsentlig større tiltro til dansk fodbold, her i den laotiske udørk end hjemme!

Turen ned ad Mekong går gennem et øde landskab, med tæt regnskov op af bjergskråningerne og spartanske landsbyer med hytter af strå. Når der lægges til ved en landsby undervejs, kommer børnene løbende for at tage imod dem som står af, og vinke til os som bliver i båden.
Vejret er meget omskiftelig. Det ene øjeblik sejlede vi under den bagende sol fra en skyfri himmel, for pludselig i fællesskab at måtte foranledige bådens plastikpressening ned som læ for et tropisk regnskyl.

Uden rigtig at vide hvornår rejsen på Mekong fik sin ende, meddelte flere af de lokale at det aktuelle stop var Luang Prabang - vi så rundt og fik øjenkontakt med flere af de andre rygsæksrejsende ombord. Vi havde lagt til bredden - en mudret lerskrænt med trætrin op. Ikke just den forventede ankomst til en større laotisk - og vigtig - by. Men jo, ganske rigtigt. Dette var endestationen!

At ankomme omkring kl. 17, med en lavt hængende sol, til et fremmed sted, hvor man ikke ved hvad er op og ned, med en 5 årig, og ikke vide hvor man skal tilbringe natten - det giver lidt sved på panden, når man render rundt i gaderne med ca. 20 kilo hver på skuldrene.