Længe siden !!!

Jeg prøver lige igen. Sidste gang jeg skrev oplæg, gik det ikke helt så godt. Jeg havde skrevet det hele og ville ligge det ind, men så svigtede computeren lige og det hele blev slettet. Men det er jo Afrika ! Et stort eventyr!

64 dage nu tilbagelat i Tanzania. Det er ikke helt til at forstå, men når jeg ser tilbage på alle mine oplevelser og kigger i min kalender og der i dag stå d. 11. marts 2012, er det jo helt rigtigt at jeg har været er så længe. Jeg føler at vi lige er ankommet for en uges tid siden, men egentlig er det snart 3 måneder siden og jeg har kun 2 tilbage.
I det at jeg snart har været her i 3 måneder, betyder at alle pigerne snart rejser hjem og jeg skal rejse til Arusha alene. Jeg er begyndt at få lidt kriller i maven og jeg er så spændt på hvordan mine sidste to måneder bliver.
På fredag stopper jeg med mit frivillige arbejde her i Dar es Salaam. Det er underligt at alle de uger allerede er gået. Jeg har i den grad nydt at arbejde her og jeg har fået knyttet nogle gode bånd med de små børn på skolen.
Om en uge (d 19 marts) rejser jeg til Zanzibar, hvor jeg skal være i 10 dage. Det er jeg ret spændt på. Det bliver en lille "ferie" inden de andre rejser hjem og eg tager videre til Arusha. På Zanzibar har vi nogle forskellige ture og denne gang skal jeg ikke op i højden med ned i dybet, da jeg har valgt at jeg vil tage dykker certifikat. Zanzibar er med på listen over et af de flotteste steder i verden, så det ville jeg bare opleve - man lever jo kun engang J

Vejret i den her uge har været helt fint, men i sidste uge var det ret dårligt. De lokale snakkede om at det var regntiden der var startet meget tidligt, så vi går rundt og håber på, at det bare lige var det for denne gang, da vi vil have godt vejr de 10 dage på Zanzibar. Jeg har aldrig oplevet sådanne tordenvejr, som der var her flere dage i streg. Det lynede så meget at skyerne konstant var lyst op. Det var enormt flot. (og ja, jeg fik billeder) Det betød så også at strømmen gik her hele tiden. Det gør den altid når det regner det mindste. Når strømmen går, går vandet også. Det er så irriterende! Det er noget med at det er en pumpe der bruger strøm til at pumpe vandet rundt i huset. Det er så smart! Hele sidste uge havde vi næsten igen vand.
Når det skal til at regne her, bliver det meget varmt. Her er ulideligt og man kan ikke holde noget ud. Når det så regner, er her okay, men så snart det er stoppet igen, bliver her igen ulideligt varmt. Jeg glæder mig til Arusha hvor temperaturen er køligere end i Dar Es Salaam.
Heldigvis skinner solen nu og den sidste uge har jeg ligget på den lokale strand, hvis ikke jeg har været på børnehjemmet om eftermiddagen.

I mit sidste oplæg skrev jeg om de børn på den skole jeg er på. Skolen er meget fattig og hvis ikke vi ville gøre noget blev læreren nød til at lukke skolen. Da vi kom i skole fredag den 24 Februar, var det et stort kaos. Læreren hev fat i en af os piger og snakkede med hende om, at han blev nød til at lukke skolen da han ikke havde råd til at køre den. Han fortalte også at han skyldte hans udlejer penge og at hvis han ikke betalte snart blev han sat på gaden. Det gjorde så ondt at høre, og da vi kørte hjem fra skole den dag var vi ikke i det bedst humør, da det gjorde os ondt at han skulle bo på gaden og der nu var 50 børn der ikke kunne gå i skole. Vi vidste desværre ikke rigtig om vi skulle tro ham, så vi lod det ligge over weekenden.
Da vi kom mandag morgen, var læreren der ikke og børnene løb rundt over det hele og legede. Et stort kaos igen. Efter noget tid kom han. Han fortalte os at han nu var sat på gaden (med hans børn på henholdsvis 3 og 6 år). Han fortalte også at konens mor var kommet hjem til dem, for at hente sin datter hjem, da hun ikke kunne bo med en der ingen penge har. Så nu stod han selv på gaden med sine to børn. Han sagde at han sov på skolen og at børnene sov hos en eller anden af hans venner. Konen arbejdede også på skolen, så i det hun ikke var der betød nu at Senjeto, læreren, skulle lave alt hvad hun plejede at lave. Det betød at han ikke kunne undervise, så vi stod selv med børnene, som ikke fatter en skid Engelsk. Det var noget at en udfordring, som vi selvfølgelig blev nød til at tage på. Efter den dag, var vi helt sikre på at den var god nok, den historie han fortalte os. Det lyder så uvirkeligt og er ikke til at forstå, men når man ser hvor han "bor" kan man godt se at det ikke er der, der er flest penge. Vi besluttede os for at gøre noget, så vi snakkede med art in Tanzania som udmærkede godt kendte situationen. Tirsdag, onsdag og torsdag stod vi selv med børnene. Både onsdag og torsdag så vi ikke noget til ham, så det blev uden undervisning, da vi ikke kunne fortælle dem hvad vi skulle lave, da de kun forstår swahili. Vi var en anelse forvirret i vores hoveder. Vi vidste at nu måtte vi gøre noget. Torsdag aften havde vi en indsamling blandt os frivillige. Det eneste der skulle til var 700 danske kroner. For de penge ville han kunne betale sin husleje, få sin kone tilbage, som ville være på skolen igen og han ville igen kunne undervise. Alle de andre piger havde selvfølgelig hørt om vores situation og følte virkelig med os. Flere af dem er på "rige" skoler, som nemmere kan klare sig. Jeg er så absolut på den fattigste skole. Og det er jeg så glad for jeg har oplevet, selvom det er vildt hårdt og jeg flere gange er gået trist hjem fra skole fordi det er den rene elendighed.
Torsdag aften gik fantastisk!! Vi fik samlet 401.000 THS ind til skolen. Det dobbelte af hvad vi havde brug for. Vi var så glade og dybt taknemmelige, da det jo betyder at 50 børn nu igen kan gå ordentligt i skole.
Fredag var den bedste dag overhovedet på skolen.! Det var Annas sidste dag og hun havde slik med. Da vi kom der ud stod hans kone der!! Vi blev så glade for talte at vi var så glade for at se hende. Anna snakkede med Senjeto og fortalte ham at vi havde samlet 401.000 THS ind. Han blev så glad og begyndte at grine, fordi han ikke var helt sikker på om det var rigtigt, men det var det jo. Anna sagde til ham at han skulle kontakte Art In Tanzania for at få pengene. Det bliver nemlig sådan, at der er dem der kommer til at styre det for ham, da vi ellers ikke er sikker på hvad pengene går til. Men nu kan 50 børn i hvert fald gå i skole, de kan flytte tilbage hvor de boede og konen vil igen kunne bo hos ham. Fantastisk!! Da vi havde undervist en lille smugle, havde vi aftalt med Senjeto at vi skulle på stranden med børnene. Det var en fest! Alle børnene elskede det og det var en stor fornøjelse at de deres glæde. Da vi kom tilbage til skolen hjalp senjeto mig med at lave en gynge til børnene ud af noget reb jeg havde taget med fra Danmark. Det var så fedt at se for de blev så glade for den. Anna delte slik ud. De fik hver en slikkepind og 2 karameller. Flere af dem tyggede og slikkede lidt på slikket hvor efter de puttede det i lommen. Skønt. Da vi skulle følge børnene hjem, fik vi mzunguer de klammeste hænder, da børnenes hænder var få fedtede. Men de er jo skønne, så vi bed det i os.
Jeg er spændt på at se hvordan det hele er i morgen, mandag, når vi kommer tilbage fra weekend. Men jeg er sikker på at det nok skal gå godt på skolen. Hvis ikke for altid, men så bare for noget tid. Lidt skolegang er jo bedte end ingen.

Men nok om alt dette skole noget. Det er jo svært at rede hele Afrika og for dem er fattigdom en hverdag som ikke tager deres livsglæde.
Jeg selv, ved ikke om jeg dør her nede! Jeg er så træt af maden. Ris, bønner og ugarli er ikke lige min favorit. Måltiderne er bare nogle man spiser, for ikke at dø af sult. Jeg savner meget dansk mad og mors gryder. Selv en leverpostejs mad med agurk kunne jeg godt spise. Bare ved tanken, kan min mund løbe i vand. Der er lang tid til den 2 Juni 2012 når man allerede er træt af maden. Jeg frygter lidt mine sidste to måneder. Hvad mon det bliver for noget mad? I hvert fald savner jeg den danske mad som aldrig før.

Min sidste uge her i Dar Es Salaam inden Zanzibar byder kun på frivilligt arbejde. Jeg har to eftermiddage på børnehjemmet og ellers fri om eftermiddagen. Næste weekend har jeg igen friweekend, det havde jeg også i den her. Det er de eneste to weekender vi har haft fri i 3 måneder. Det har været hårdt, men også meget dejligt med et fedt program med en masse oplevelser. Mandag den 19 rejser vi 10 dage til Zanzibar og når vi kommer tilbage der fra, er det ved at være tid til at pigerne tager hjem og jeg rejser videre. Underligt at det er ved at være. Det er jo lige om lidt jeg lander i Kastrup lufthavn og kan se tilbage på 5 fede måneder i det store Afrika.

Jeg kan godt mærke at det er ved at være længe siden jeg har set folk der hjemme. Jeg savner alle så meget og jeg bliver helt misundelig når de andre snakker om at de snart ser alle igen og at de glæder sig til at træde ud af lufthavnen. Måske jeg for første gang i mit liv har en lille smugle hjemve. Jeg ville i hvert fald så gerne lige have en krammer hjemmefra. Jeg tænker på folk hver eneste dag, hvad mon i laver og hvordan mon i har det. Et sted i kroppen savner jeg, men et andet sted i mig, er jeg så glad for at jeg skal være her i to måneder mere og at jeg lige får den oplevelse med i bagagen.
Jeg glæder mig så meget til at komme hjem og vise billeder og til at fortælle om alle de fantastiske oplevelser jeg har haft. Om mit eventyr i Afrika.

64 dage ud af 149 er nu gået og jeg har det stadig fedt her i Tanzania.

En masse tanker fra
Matilde