Afrika er et eventyr!!

Efter min fantastiske tur på Kilimanjaro, gik turen videre tilbage til det meget varme Dar Es Salaam. Min krop var kun lige kommet oven på efter turen til toppen (min ene storetå sover egentlig stadig, mens den anden er helt fin igen), så det var jo godt med en bustur på 10 timer, det var lige hvad kroppen manglede! Vi kørte ind til busstationen tidligt om morgenen, fordi vi gerne ville med den tidligste bus mod Dar. Men her i Afrika er alt et eventyr, så vi kom først fra Moshi omkring kl. 8 Vi kom ind i en rigtig skod bus, hvor man skulle side i 90 graders vinkel, ellers kunne man ikke have sine ben der. Slet ikke når der sidder en afrikaner foran en, som har lagt sit sæde ned. Jeg havde tænkt mig at jeg skulle sove det meste af vejen, da jeg stadig var ret træt efter Kilimanjaro. Men nej ! Det kan man så ikke når man sidder i en 90 graders vinkel. Jeg sad lidt og sov på mit håndled engang i mellem. Men det var ikke så rart, så det blev ikke til så meget. Igen kom min stjålet pude fra flyet mig til gode. Den følger mig over alt her i Tanzania.
Da vi ankom til Dar Es Salaam busstation, kom der 20 taxa mænd og en masse folk med skod sækkevogne hen til bussen. Vores ting lå i bagagerummet, så vi mzunguer (hvide) stod bag ved bussen og ventede på at de kom så vi kunne få vores ting og komme væk fra hvirvaret. Da de åbnede begyndte de alle sammen at tage vores ting ud. Vi råbte meget højt Hapana (Nej!!), så de fattede at de ikke skulle hjælpe os. Afrikanere gør virkelig alt for at få penge ud af en, så derfor blev de også ved med at ville have os til at køre med dem. Efter at have ventet i 1½ time, kom der endelig nogen efter os og vi kunne komme videre ud til vores hus.
Da vi ankom her til, sad der 45 andre danskere. - enormt uoverskueligt!. Jeg var ikke helt tilfreds med situationen, da jeg ikke lige kunne overskue alle de folk, og så danskere, det var jo ikke danskere jeg var kommet her til for. Da der endelig kom mad, stormer folk op til maden, så der kom en kæmpe kø. Vi fra B gruppen, sad med åben mund og polypper, og var virkelig overraskede over at man her løber op til maden. Vi er stædig dem der sidder tilbage, og håber på at der er mad til os alle selvom vi ikke løber.
De næste dage skulle vi have noget intro til det hele her i Dar. Vi fik ikke lige den bedste start på det hele. Vi alle var ret kede af det over at vi ikke blev behandlet så godt at teamlederne. De talte til os, som om at vi var små børn som ikke fattede noget. Det gjorde os alle ret irriteret og kede af at være kommet tilbage til Dar es Salaam. Vi savnede Moshi!

Efter et par dårlige dage i Dar Es Salaam, skulle vi igen på safari nu i Ruraha (Ruraha er nationalpark som er halvt så stor som dk). Det var igen en lang bustur der ventede forude. På fire dage har vi kørt 40 timer i bus. Hvor af det kun var 24 timers safari. Mia fra min gruppe og jeg, endte i en daladala hvor der ellers kun var A2'er. Det var okay, men vi ville gerne have været kørt med resten af B2'erne. Dem savnede vi meget den sidste dag.
Den første dag skulle vi køre fra huset kl 8.00. Men Afrika er jo et eventyr, så vi kørte først kl 9.00!. Det var hårdt og en lang tur. Efter de første 3 timer, gik den ene daladala i stykker, og 7 B2'er måtte fordeles ud i 2 andre biler. Vi sad derfor 11 mennesker i en daladala, hvor der ellers kun var plads til 8. Det gjorde vi så i 7 timer til klokken blev 19.00. Det var ikke den rareste tur vi havde prøvet. Men da der pludselig stod 5 giraffer i grøftekanten steg vores humør meget og vi kunne klare resten af turen til Irinka.
Efter en nat i Irinka, startede vi daladalaerne igen og kørte mod parken. Der kom vi til ca. kl 12. Det betød at vi dagen efter skulle være ude af parken kl 12.00. Det var en helt anderledes safari end den i NgoroNgoro. Her var der ikke lige så mange dyr, og man skulle lede noget mere efter dem. Der var enormt mange giraffer og elefanter. Både i store flokke og alene. Det var så fedt at se dyrene i deres eget hjem. Vi kiggede meget efter løver. Det eneste vi i B2 gruppen manglede at se, var en hanløve! Det viste sig at det kunne vi ikke bare lige finde. Da dagen var ved at være ved ende, havde vi stædig ikke set den hanløve. Det var vi ret trætte af, men heldigvis var der en dag igen i morgen. Vi ankom til de bongalows vi skulle sove, var vi helt oppe at køre. Det var det rene luksus. Vi havde to håndvaske hvor der kom vand ud af hanen. Der var de bedste senge, et god bad og så var det lige ud til en kæmpe flod, der var fyldt med flodheste. Til aftensmad fik vi det bedste mad vi har fået i den tid vi har været her. Det smagte så godt! Vi var alle sammen helt fyldt op. Efter aftensmad blev vi fuldt nede til vores hytter af en masai. Han fulgte os der ned, fordi vi ikke måtte gå selv da der gik flodheste over alt på land. Han havde sågar ogsa mødt en løve lige der hvor vi skulle gå. Så da vi endelig kom til vores hytter, var vi ret glade, for nu var vi i sikkerhed igen.
Midt om natten vågner Maria og jeg fordi der lyder nogle voldsomme brøl uden for vores hytte. Det var så bare en flodfest der lige synes den skulle gå rundt lige ude foran os. Man kunne ikke lige lade hver med at tænke "Ja, foldhesten er det dyr i Afrika der slår flest mennesker ihjel, men Matilde, du ligger bag et fint myggenet i vinduet som den ikke kan komme ind af !!" Jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn igen til en rislende af vand uden for hytten. Da klokken blev 6, stod Maria og jeg op. Vi ville se når alle flodhestene skulle ned i vandet igen. De sover nemlig på land og når solen kigger frem, går de alle ned i vandet igen. Der var enormt mange af dem ! Den flodhest vi havde hørt om natten, kom gående lige forbi os og gik ned i vandet!! Ret vildt at være så tæt på dem.
Da vi havde spist morgenmad startede vores løvejagt. Man kunne tydeligt mærke at vi nu kun kørte rundt for at finde løver. Da der var en halv time til vi skulle være ude af parken, stopper manden bilen og kigger ud af vinduet. Vi kunne ikke se noget som helst, men Mia ser en sort skygge, som godt kunne være en hanløve. OG DET VAR DET !!! den største af slagsen ! Vi kørte helt tæt på den og var omkring 8 meter fra den største løve man kan forestille sig. Det var så vildt. Men vi fik besked på at vi skulle tage billeder hurtigt, for man måtte ikke bare køre ind mellem det hele, som vi gjorde der. Nu var der kun 15 min til vi skulle være ude, og vi havde lige en køretur gennem parken på over en time. - på grusveje vel og mærkede.. Da vi køre rundt der, for at ville ud af parken, havde vi virkelig held med os. Pludselig ligger der 11 store løver og sover under et træ. Dem skulle vi selvfølgelig også helt tæt på. Nu havde vi set alle dyr i Afrika man kunne. Det var så vildt og vi var så glade. Nogle glade B2'er.
Vi vendte snuden hjem ad på grusvejene. Jeg var efterhånden ret træt af at mit hjerte sad i halsen, lungen i min storetå og leveren i min arm. Sådan følte jeg det lidt, efter at have kørt på hullede grusveje i 2 dage. Jeg var for resten også ret sort i hoved og på kroppen fordi det støver enormt meget.
Da vi havde kørt i to dage mere, kom vi endelig tilbage til Dar es Salaam. Det var godt endelig at være kommet hjem, så vores tur på 40 timer i daladala var slut. Vi var trætte, så vi sov tidligt.

Dagen efter Ruraha safari skulle jeg starte på den skole jeg skal arbejde på den næste måned. Jeg er den eneste fra min gruppe på den skole, så jeg hoppede under armen på nogle fra a og c gruppen. Da vi kom ud på skolen, kom alle børnene løbende hen til en og ville holde en i hånden. Også selvom de ikke anede hvem jeg var. Det er en forskel man kan mærke på Afrikanske børn og danske børn. De danske ville ikke bare lige tage en i hånden hvis de ikke anede hvem man var! Men det gjorde de. En af de større børn, der hedder adam, fandt hurtigt ud af mit navn. Det har han så sagt 100 gange siden og vi er blevet bedste venner. Børnene er fantastiske og jeg ville ønske jeg kunne tage dem alle sammen med til Danmark og give dem et bedre liv end det de kan få her.
Den første dag, hjalp jeg læreren med de små, mens a'erne havde de lidt større. De små er igen delt i to. De helt små og de lidt større. Det eneste de sådan rigtigt kan er alfabetet. Det kan de som en remse. Men de børn på min skole, er lidt bedre end så mange andre, så de kan også godt det enkelte bogstav. Eller det kan nogle af dem. Når de har råbt alfabetet i kor mange gange, får de større en opgave hvor de skal skrive eks. F mange gange. Mens de gør det, sidder de små og glor. Det gør mig så ondt at de ikke lave noget overhovedet. De må ikke engang komme ud og lege. Underligt ! Jeg håber, at vi frivillige kan være med til at påvirke læren til at lave noget med de små også.
Når der er gået en time ca, er der en times frikvarter. Her leger vi med alle de skønne børn. Man finder hurtigt sine favoritter må jeg nok erkende. Det meste af tiden bruger jeg på at side med børn på mit skød. Børn som bare mangler lidt kærlighed og et godt kram. Man kan virkelig mærke på dem, at de kommer fra en bydel som er slum. Torsdag i sidste uge, brugte jeg 45 min med Adam siddende på mit skød. Han sad helt stille og var ved at falde i søvn. Så skøn en dreng. Jeg kan kun ryste på hoved af det hele, og tænke på, at jeg er en af de heldige mennesker der er født det rigtige sted på jorden. Jeg/vi kan helt frit vælge, hvad man vil bruge mit liv på. Så kan det godt være at man er elendig til engelsk eller matematik og ikke har fået de bedste karakter i skolen, men man har en fremtid. Mange af de børn på den her skole har ingen fremtid. Kun en fremtid med fattigdom. Det gør mig så ked af at tænke på det. Men jeg er glad for at jeg er her, så jeg måske kan gøre en lille bitte forskel for de børn. Med kærlighed kommer man langt!

Torsdag morgen havde vi aftalt med læren på skolen, at vi skulle ind og se byen. Han ville vise os, hvor alle de børn vi har med at gøre, kommer fra. Jeg glædede mig ret meget. Men det viste sig at jeg blev mere trist og ked af at se hvordan det var.
Vi vidste på forhånd at man ikke skulle gå rundt der alene, da det var det mest kriminelle sted her lidt uden for Dar Es Salaam. Da jeg kom ind i byen forstod jeg hvorfor. Det var det vildeste slum! Byen levede af at fiske og sælge fiskene på marked eller lokalt i byen. Det her er rigtig svært for mig at beskrive. Det satte virkelig mine tanker i gang i mit hoved.
affald lå over det hele, husene var de dårligste vi nogen siden havde set, der stank af fisk og det hele var så klamt. Tænk at børnene bor i det lort! Byen er fyldt med narkomaner, som går rundt og laver ingen ting. Fiskerne har ingen huse at sove i, så de sover uden for på deres net, når de ikke er ude på vandet, for at tjene til dage og vejen. Puha en oplevelse. De børn og den oplevelse vil vist altid ligge dybt i mig.
Læren på skolen fortalte os, at han selv var vokset op med slum. Han havde haft en rigtig dårlig barndom, men var af en eller anden grund kommet til Kenya hvor han havde lært engelsk.
Da han kom tilbage til Tanzania fik han to børn. Han var helt sikker på at de ikke skulle have den samme barndom som han havde haft. Derfor droppede han fiskerlivet (som er det der giver flest penge) og startede en skole, hvor hans børn og byens børn kunne få undervisning. På skolen går der omkring 60 elever mellem 2 og 7 år. Han fortalte os frivillige, at der kun er 7 ud af de 60 børn der betaler for at gå der. De betaler 6000 tsh (20 kr) om måneden for at have deres børn gående der. Han sagde til os, at de forældre der betaler, må ikke få afsvide at der går så mange børn som ikke betaler, for så kan skolen ikke køre rundt. Det kan den heller ikke i forvejen, så måske lukker den desværre snart. Læren får næsten ingen penge. Så i weekenderne må han tage med ud og fiske, så han kan få lidt flere penge. Sikke et liv!
En lære på en privat skole har en årsløn på lidt under 300 kr. Det synes jeg er ganske forfærdeligt! Og det er på privatskoler, hvad så med dem på de andre? Livet i Afrika er hårdt og uretfærdigt og det er ikke nemt at leve. Man forstår godt hvorfor de vil snyde en.
Men nok om slum, børnene er fantastiske!!

I Denne weekend har vi haft en lille smugle fri. Lørdag skulle vi ud til en lille bitte ø som ligger uden for Dar Es Salaam. Der ude skulle vi bare sole og hygge os. Om Fredagen havde nogen af os piger ligget på stranden og var blevet ret røde, så det var ikke lige det bedste at vi skulle have en hel dag på stranden igen. Men det var så skønt. Trods en faktor 50 som var vandfast blev jeg rød mange steder. Men jeg synes det er okay, når man tænker på, at det er en af de første gange jeg sådan rigtigt har været på stranden.
søndagen brugte jeg på et træ markede inde i Dar. Der kan jeg jo købe mig helt fattig. Ellers brugte jeg dagen på nettet og slappede godt af. Det var så skønt endelig at have en rigtig fridag hvor man kunne gøre som man vil.

Nu vil jeg slutte bloggen for denne gang. Jeg håber, at i alle sammen hjemme i Danmark har det godt. At det ikke er for koldt (her er det 40 grader og ulideligt at være) og at Danmark passer godt på jer. Selv kan jeg ikke forstå at der allerede er gået 1½ måned og at jeg lander i Kastrup lufthavn om 3½ måned. Så er det jo ved at være sommer i Dk igen. Afrika passer godt på mig og jeg passer godt på mig selv. Det er et eventyr at være her.

Stort knus og Mange tanker
Matilde