Vi beklager den lange ventetid og undskylder på vores (Christians) grædende knæ: en opdatering er her på vej!
Det er efterhånden et par dage siden, at vi udsatte os selv for Swakopmunds farlige aktiviteter i form af skydiving og quadbiking - sidstnævnte også en stor succes, til trods for guiden, der mod alles forventninger valgte at sætte Mathilde i fronten, med tre 19-årige drenge bag sig. Med rystende hænder og svedige håndflader måtte hun derfor sætte speederen i bund, i håbet om at kunne undgå drengenes fordømmende blikke og brok over pigekørsel. Dette skulle dog vise sig overflødigt, idet drengene (som var blevet instrueret i at køre på en lige linje) lå og kørte dødemandsræs og overhalede hinanden på livet løs, op og ned blandt de mange store sandklitter. Typisk var dette gået helt over hovedet på Mathilde, som ellers så fint lå og fulgte guiden under hele den halvanden times lange køretur - til drengenes store underholdning.
Blot et par dage senere ankom vi til Etosha, hvor vi skulle opleve vores første rigtige safari. Med strenge ordrer om ikke at opbevare mad eller noget der lugtede af citrus i teltet, idet vi i den forbindelse ville kunne risikere en elefantfod eller to, satte vi dermed ud for at finde nogle dyr. Efter 2-3 safariture kunne vi derfor endelig krydse følgende dyr af på listen: løver, næsehorn, giraffer, hyæner, men desværre ingen elefanter. Vi måtte derfor sætte vores forhåbninger på den næste park, nemlig Okavango Deltaet; men inden da skulle vi først krydse grænsen til Botswana.
Her havde vi vores første stop i Kalahari ørkenen, hvorfra de nomadiske bushmen skulle forsøge at introducere os til deres primitive livsstil. Dette i form af lokale og ældgamle historier foran lejrbålet om aftenen, samt en bushwalk næste morgen, hvor de to bushmen - en kvinde og en mand, klædt i deres hjemmelavede skindtøj - fremviste adskillige spiselige planter, dyrespor og dyrebæ, hvordan de jager, osv. Hvad der var mest interessant var dog deres sprog, som mest af alt mindede om dyrelyde der blev slugt - helt og aldeles umuligt at gøre efter.

Omsider ankom vi dog til Okavango Deltaet, som i bund og grund består af en enorm sump. Med kun en lille rygsæk, en sovepose og et liggeunderlag tog vi afsted til hvad der skulle være 2 overnatninger midt i bushen, med dyrene som vores naboer, og en skovl og toiletrulle som toilet. Idet vores camp ville være placeret på en ø midt i deltaet, var vi derfor nødt til at blive transporteret i små kanoer - i vand der kunne indeholde både flodheste og krokodiller - og til at navigere os gennem sivene var en familie fra den lokale landsby. De skulle her agere lokale guides på vores bushwalking, i håbet om at kunne komme tæt på dyrene til fods. Den første aften fik dog en brat afslutning, idet den vildeste lyn- og tordenstorm væltede ind over os, og alle trak sig tilbage til deres forhåbentlig vandtætte telte. Vi fire unge havde i mellemtiden samlet os i ét telt, da vi ikke mente vi kunne falde i søvn kl. 7 om aftenen, og dette gik også problemfrit - lige indtil vi et par timer senere blev forstyrret af en særdeles høj prusten i mørket. Pludselig blev der meget, meget stille inde i teltet, mens vi alle lå og spekulerede over hvilket stort dyr der mon gik rundt i vores camp.
Det viste sig at være den amerikanske dame, der lå og snorkede i sit eget telt.
Næste morgen stod den igen på en tidlig bushwalk, men det bedste af det hele var vores kok, Denford, som stod klar med pandekager, bæg og acon da vi kom tilbage. Brunch kan også spises midt i en sump!
Om aftenen skulle den igen stå på underholdning rundt om lejrbålet - og efter en sang- og danseopvisning fra den lokale familie, blev det vores tur. Alle skulle supplere med noget, så vi fire danskere var gået i tænkeboksen - resultatet blev en opvisning af Nik&Jays velkendte sang, nemlig "Hot", suppleret med solbriller og en pandelampe sat på diskoblink. Hverken vores medrejsende eller de indfødte har sandsynligvis anet hvad der foregik, men de klappede da.

Den 3. dag var det endelig tid til at vende tilbage, men inden vi kunne få lov til at nyde et velfortjent (og meget nødvendigt) bad, skulle vi først på en helikoptertur over deltaet. Dette foregik i en åben helikopter, hvor dørene var taget af, og meget tæt på jorden. Sammenlignet med vores bushwalking, var antallet af dyr vi så nu steget drastisk, og det var en helt igennem fantastisk oplevelse. Her så vi både store zebraflokke med unger, massevis af giraffer, flodheste, vortesvin og en enkel krokodille i vandet. Stadig ingen elefanter, men helt klart pengene værd!

Mr. Mugabe here we come! Ankomsten til inflationens land Zimbabwe forløb strålende allerede fra den første grænsepost. Aske, den ene af de danske drenge, fik sit pas tilbageholdt i 40 minutters tid, da den ene paskontrollør glemte hans pas under skrivebordet. Det løste sig dog til sidst da hun kom i tanke om det og modvilligt gav ham det tilbage.
Vi kørte derefter til en større campingplads i udkanten af Bulawayo. Den blev bestyret af en venlig mand med det vildeste hentehår der længe er set. Næste morgen stod den på næsehornstrekking i bushen med guiden Ian. Han udgjorde en lidet imponerende figur iført hurtigbriller og verdens korteste shorts - manden var samtidig udstyret med ben så lange at flere giraffer kiggede misundeligt på ham. Det gjorde os lidt roligere da vi fandt ud af at han har 4 animal planet programmer på samvittigheden. Det krævede en stejl klatretur før vi fik øje på næsehornene. De havde imidlertidigt stået 20 meter fra der hvor vi var kravlet op. Enten er vi blevet blinde og døve eller også gemmer de sig fandens godt! Det lykkedes os at snige os ind på dem - der blev gjort solidt brug af forskellige bushman teknikker. Resten af dagen forløb med historiefortælling og mere bjergbestigning.

Et par dage senere ankommer vi så til hwange naturpark. Her har vi fornøjelsen af at blive kørt rundt af næsehorns Ian's lærling der til den kvindelige del af selskabets fryd havde en slående lighed med Leonardo Dicaprio. Vi var jævnt heldige den første tur og så verdens mest dovne løve midt på vejen. Da det var 36 grader burde den ligge i skyggen, men havde i stedet valgt den brændende asfalt. Den eneste forklaring vores guide kunne komme på, var at den var mere doven end de fleste. Det hele kulminerede på vej hjem da vi så stille og roligt sad og var mere end imponerede over den velvoksne elefant vi lige havde set - og så endda på under 30 meters afstand! Pludselig træder der en elefant midt ud på vejen og når sådan en krabat stiller sig i vejen, så bremser man! Yderligere en elefant gør den selskab. Da vi er kommet os oven på det første chok kommer kameraerne frem og der bliver blitzet løs. Christian, den eneste uden kamera og informativ som han nu er, gør de andre opmærksomme på den pereskop lignende snabel der er kommet op bag busken blot 2 meter fra ham. De andre vælger at ignorere hans velmente observation, så det kommer som et stort chok for dem da den ubådsimmiterende elefant vælger højlydt at angribe buskene. På dette tidspunkt vurderer vores guide at aftensmaden har kaldt længe nok på os. Elefanterne fjerner han ved hjælp af det ældgamle bushman trick: stige ud af bilen, pege fingre af elefanterne og råbe: Væk med jer! Til alles lettelse duede dette relativt simple trick og vi kom alle helskindede hjem til kødgryderne. Opholdet i Hwange bød derudover også på en iskold natsafari og en endnu koldere morgen safari - begge uden udbytte. Os som troede at vi var i Afrika, hvor det regner med løver og altid er 30 grader. Åbenbart ikke ...

I skrivende stund er vi nu i Vic falls - Zimbabwes ultimative turistby. Her er massere af gadesælgere og en fastfood restaurant der faktisk sælger spiselig pizza! Ankomsten hertil blev fejret med en fælles middag og derefter drinks på den nærliggende backpackerbar. Hvad ingen på forhånd var klar over var at denne bar var udstyret med en stor pool. Der skal ikke mange drinks til før at det bliver farligt at opholde sig for tæt på kanten! Galskaben udvikler sig for alvor da Christian og de jyske drenge indleder et stortstilet angreb på turlederen Dave (magen til gorillamand skal man lede længe efter - ikke mindst hvad angår vægt og rygbehåring). I angrebets mest kritiske fase bliver Christian svigtet på det groveste af de jyske svinemikkeler og ender efter en heroisk kamp som den første i poolen. I løbet af aftenen ender alle i poolen, selv mathilde der troede hun kunne undgå det ved at melde sig som opbevarerske af alles værdigenstande. Det gik til sidst så vidt at den australske, kvindelige jurist i 40'erne næsten frivilligt tog en tur i poolen, stadig mageligt siddende i sin stol. Dog kun lige indtil det øjeblik hvor hun ramte vandet. Våde, halvafklædte og lettere forkomne ankommer dragoman gruppen så til campingpladsens port kl lidt over 1. Det kommer i midlertidig som en overraskelse for alle, da den søvnige vagt ved første øjekast ikke vil lukke os ind. Dave, gruppelederen, mønstrer derfor så meget autoritet det er muligt iført t-shirt, boksershorts og klipklapper og siger: i'm the dragoman Leader. I drive the Big Orange truck! Let us in!" Vagten var ikke synderligt imponeret, men blev til sidst træt af os og lukkede os ind.

Vi har nu været i Vic falls i 3 dage og gør os så småt klar til at tage afsked med de herlige jyder og sige goddag til Zambia og den resterende måned. Stay tuned!