It's kili time.
Jeg undskylder meget for vente tiden siden sidste blog indslag, men har ikke haft tid til at vaere paa nettet siden sidst.
Siden sidst er jeg blevet officiel bjerg bestiger. Tirsdag den 5/10 var vi fire forventningsfuldepiger som startede vores tur op af kilimanjaro. Vi havde dagen forinden vaeret i byen Moshi for at leje toej af en soed soed dame ved navn Gladys (Min mors veninde Lisas niece). Tirsdag morgen koerte vi til Manganu, hvor turen skulle starte. Vi skulle heldigvis ikke selv baere paa vores ting op, saa vi havdei alt 14 mennesker til at passe paa os op af kili.
Tirsdag og den foeeste del af turen foregik inde i en regnskov med aber, smukke groenne traer,ilianer og tilmed koer, som lever vildt inde i regnskoven. Vi skulle gaa meget pole pole (LANGSOMT).
Vi havde to rigtige soede guider med Oktati og Andrew som skulle passe paa oss resten af turen. Mandag aften naede vi til Mandara huts, hvor vi skulle sove natten over. Vi var alle fire traette, men klar til resten af turen.
Onsdag morgen stod vi tidligt op, fik morgenmad, pakkede vores ting og gik videre til Horombo huts, en tur paa 11 km. Vejret var dejligt, saa vi kunne sadig have short og t-shirt paa.
paaa grund af, at vi skulle soerge for at drikke 3-4 liter vand i loebet af dagen, maatte vi stoppe mange gange for tisse.Humoeret var stadig hoejt ved os alle og ved tre tiden, naede vi til Horombo huts (3700.20 meter over havets overflade), hvor vi skulle sove om natten. Resten af dagen slappede vi af,spillede kort og efter aftensmad gik vi i seng.
Torsdag og 3 dag paa kili forlod vi horombo huts klokken otte. Vi kunne tydeligt maerke at vejret var blevet koldere. Vi skulle nu have skiundertoej, langbusker og lange troejer paa. Efter en times tid,kunne vi endelig begynde at se toppen at bjerget. Det var et fantastisk syn og det gav virkelig eksta gaa paa mod, at se toppen!
Ved 12 tiden holdte vi middagspause og matte herefter begynde at have vanterog hue paa, for at holde varmen. Det var tydeligt at maerke at man kom op i tyndere luftlag, for hvis man anstrengte sig for meget, blev man nemt for pustet og fik hovedpine.Da vi ved halv to tiden kom til Kibo hut, havde jeg kraftig hovedpine, men guiderne mente at jeg blot traengte til hvil.
Kibo Hut ligger i 4700 meter over havet, saa vi matte have store tykke jakker paa,for at holde varmen. Vi fik lidt te og popcorn og skulle saa hvile os i to timer inden aftensmaden var klar. Efter aftenmaden som var faerdig klokken halv syv, skulle vi sove til klokken 23.00, hvor vores guider kom og vaekkede os. Det var ikke meget soevn jeg fik, da jeg var meget spaendt paa at skulle gaa op paa toppen.
klokken 23.30 havde vi pakket vores ting sammen taget vores toej paa (fire lag + vinterjakke paa overkroppen og to lag + skibukser paa underkroppen og tre par stroemper og to par vanter) og var nu klar til at gaa op paa toppen. Vores guide Andrew gik forrest dereftermig, Sarah, Karoline,stine og Guide Oktati.
Vi var ikke de eneste som skulle gaa op paa toppen den her nat, jeg tror der var omkring hundrede, som hver isaer gik med deres pandelampe i en lang slange op af bjerget. Et helt fantastisk syn.
Det var allerede skide koldt og man maatte soerge for at bevaege sig hele tiden for ikke at fryse. Det var vigtigt at man taenkte paa noget andet, da de paa den maade blev nemmere for en at vaere mere positiv. Efter halvandentime begyndte det at blive rigtig godt og mine foedder kunne naesten ikke maerkes mere. Sarah fra gruppen havde saa store problemer med at holde varmen, at hun til sidst maatte give op og Oktati maatte foelge hende ned igen.Det var underligt at staa tilbage der med Andrew,tre piger og vide at ens veninde ikke kunne klare det. Men man maatte bare taenke paa sig selv,da det var ens droem der skulle opfyldes.
Jeg begyndte at faa mere hovedpine og kvalme og maatte ogsa kaste op, for at faa det bedre. Den naeste halve time floej bare afsted, men man kunne maerke at ens kraefter var ved at vaere brugt op. Den sidste time inden vi naede Gilmanspoint, som er det sidste stop inden toppen, foelses som en evighed. Jeg taenkte virkelig mange gange,f*** det hele,men alligevel var jeg bare saa staedig,at jeg skulle naa toppen,naar jeg nu var kommet saaa langt. Jeg maatte traekke paa alle de kraefter, som jeg egentlig ikke havde. Ved 05.00 tiden begyndte solen at staa op, og man kunne begynde at se skiltet til gilmanspoint. 05.60 naaedevi Gilmanspoint,vi var 5690 meter overhavet og sidste stop inden toppen. Det var en lettende fornemmelse. Alle folk var saa glade og graed og sagde tillykke til hinanden. Jeg havde det sadig daarligt,saa stak to finger i halsen for at faa det bedre - og endelig kunne jeg nyde at vaere kommet saa langt.
Andrewfik os hurtigt paa benene igen og videre mod toppen.
Vi kunne se toppen fra Gilmanspoint, saa det foeles ikke saa langt vaek. Men vi var alle saa afkraftet, saa hvert eneste skridt kraevede store krafter og selvom manikke ville give op, saa kunne ens krop ingenting. Man maatte tvinge hver eneste bevaegelse frem i kroppen. Jeg har aldrig vaeret saa udmattet i hele mit liv.
Men endelig - 100 meter fremme - var min droem - toppen - Uhuru peak. Pludselig kunne min krop gaa uden problemer og vi tre piger tog hinanden i haanden og gik til toppen sammen.
VI GJORGE DET! Vi var naaet toppen. Min droem var gaaet i opfyldelse. 5895 meget over havet!
Vi faldt alle tre sammen paa jorden og begyndte at graede. Det var en meget blandet foelse af at vaere stolt, glad, traet og udmattet paasamme tid. Det var den stoerste foelse i hele mit liv og jeg goer det aldig igen.
Efter lidt tuderi var der tid tilat tage billeder af os, sammen med mit lille danske flag. Vi fik taget vores billeder og maatte derfter igen starte turen ned af kili.
Turen ned tog kun to dage, saa loerdag var vi igen helt nede og tilbage til Arusha,ved de soede piger fra resten af gruppen.
Dagene efter kili var mine ben helt oedelagte, saa det kraevede lidt afslapningsdage.
Jeg har det stadig rigtig godt.Tiden hernede flyver afsted paa soendag tager vi tilbage til Dar Es Salaam, hvor vi skal vaere resten af turen, med lidt afbraek paa Zanzibar.
Haaber i har det godt i ikke alt for kolde Danmark.
- Tanker fra Mathilde