Profile
Blog
Photos
Videos
San Christobal here we come! Torsdag den 24 marts var vi 12 piger som rejste til San Christobal- som er hjertet af et af de mest besoegte indianer reservater iMexico. Det er altsaa en by med base for at opleve den centrale historie omkring indianerne. Det er en 18 timers lang bustur til San Christobal fra Playa del Carmen, saa vi pakkede mange forskellige spil for ikke at komme til at kede os for meget. Desuden smurte vi laekre sandwich, koebte kiks og chips samt iced coffee. Vi rejste fra Playa del Carmen torsdag eftermiddag og var i San Christobal fredag middag.
I San Christobal var det meget koldere end i Playa del Carmen, saa da vi steg ud af bussen froes vi alle meget. Der var omkring 25 grader hvilket ellers ikke betragtes som koldt, men naar man kommer fra 35 graders varme er det noedvendigt at traekke i lange bukser og strikket troeje. Saa paa busstationen fandt vi alle det varme toej frem og pakkede os godt ind. Vi gik mod byens centrum i haab om at finde et hostel. Vi fandt et farverigt og hyggeligt sted hvor vi indlogerede os - her var dog ogsaa meget koldt! Med al hvor toej drog vi ud i den ellers skoenne by som vrimlede med indianere. Lille Mathilde foelte sig pludselig meget stor der mellem alle de smaa indianere. Mange af dem gik mig til brystet dvs. at de mindst var 30 cm lavere. Det var primaert damerne som vrimlede paa gaden sammen med boernene. De forsoegte at saelge alle deres sager - armbaand, toerre- og halsterklaeder, baelter, huer, vanter, smykker osv. Jeg koebte et armbånd af en dame som sad paa torvet i San Christobal med sine 6 yndige boern. Jeg havde rystet paa hovedet og sagt nej tak alle de mange andre gange, hvor vi var blevet tilbudt deres hjemmelavede ting, men det skar en om hjertet at lade dem faa nej gang paa gang. Boernene var alle meget beskidte og saa alle meget bedroevede ud. De sad paa torvet og gik rundt i gaderne med deres moedre fra tidlig morgen til sen aften. I byen var der ikke specielt mange turister saa vi fik ekstra opmaerksomhed og de pryglede os virkelig om at koebe deres ting. Flere gange saa vi soeskende vandre rundt i byen helt alene med smaa kurve med ting de forsoegte at saelge til os. En dag gik jeg med en pose med to appelsiner og 2 juice - en lille pige pegede paa posen og spurgte tilsyneladende om hun ikke maatte faa maden jeg havde. Jeg gav hende en appelsin som hun loeb af sted med hvorefter hun satte sig i en gyde og spiste den - senere kom hun tilbage med et stort smil paa laeben og denne gang havde hun to andre piger med sig. Igen pegede hun paa posen og jeg besluttede mig for at give dem det hele, det vil sige den sidste appelsin og de 2 juicer jeg havde. De blev tydeligvis glade og fornoejede.
Vi gik rundt i byen det meste af dagen og fik paa den maade hurtigt en fornemmelse af, hvordan det staar til i hjertet af indianer reservatet San Lorenzo Zinacantan, som vi befandt os i. Der var tydeligvis stor forskel paa at vaere indfoedt og tilflytter. Byen er meget besoegt og derfor flytter mange amerikanere hertil med droemmen om at starte en cafe eller restaurant. Amerikanerne ligner naturligvis ikke de indfoedte - saa udefra set er der desvaerre meget stor forskel paa rig og fattig i denne by. Flere af de saelgende indianerne boede tilsynladende heller ikke i byen men et stykke udenfor i og med det er billigere, men de levede deres liv paa gaden i San Christobal.
Loerdag den 26 marts fik vi fat i en guide som kunne vise os rundt uden for San Christobal - dvs. vise os noget mere af San Lorenzo Zinacantan reservatet. Vi koerte vaekfra byen og efter en times tid ramte vi en lille indianer landsby. Her blev vi budt ind i et rigtigt indianer hjem. Mor, far og 8 boern var hjemme. I stuen havde de noget ligende et alter med mange afskyelige plastic blomster, omkring 50 romantiske lys, et stort billede af jomfru Maria og en lille krukke hvori de lagde smaa ofringer. Hjemme lavede familien shots/nippe nappere som vi blev tilbudt. Det var med alkohol som hovedingrediens ogsaa ellers en lille smaa af blomster og baer. Vi smagte paa det med et smil men det smagte errligtalt forfaerdeligt. Manden var stolt over sit vaerk, som guiden fortalte os var ulovligt fremstillet, men vi roste ham da for det. Konen havde flere ansatte i sit vaeveri som vi fik lov at se. Her var de 7 damer som vaevede taepper, toej, klaeder osv. De var alle en smule generte men boed os hjerteligt velkommen. Nogle af os proevede lokale klaeder som disse kvinder havde lavet - dvs. deres nationaldragt (reservatdragt). Inden vi forlod stedet koebte vi alle et eller flere toereklaeder som de havde lavet. Forresten var boernene her ogsaa - de vrimlede rundt mellem de arbejdende moedre. I stalden ved siden af sad to og lavede tortilla pandekager som vi fik lov at smage. Til tortilla pandekagerne hoerte hjemmelavet gedeost, chilisovs og guacamole. Disse pandekager smagte rigtig godt tilforskel fra deres hjemmelavede shots.
Efter besoeget hos indianer familien koerte vi til en kirke, Templo de San Juan, som er en centrum for nogle unikke religioese ritualer. Det er en spoegende hvid kirke med groenne og blaa moenstrer udenpaa. Inde i kirken er der hundrede knaelende indianer omringet af tusinder af lys. Nogle gaar rundt med noget ligende urner med urter og roegelse og tilbeder hver en religioes i denne kirke (billeder af de forskellige religioese mennesker). Dette er et symbol paa glaede! Andre sidder samlet i deres familier og beder samt graeder/sorger over mistede. Disse har medbragt Coca Cola som et symbol paa deres rigdom, alkohol som et symbol paa deres frihed og en hoene som de vil ofre. Hoenen er levende naar de medbringer den, maa paa et tidspunkt lide. De holder hoenen over de braendende lys og knaekker efterfoelgende halsen over paa den, hvorfter de pakker den ned igen saa de kan tage den med hjem til aftensmad. Amerikanerne bryder de sig ikke om fordi de har haft stor magt og undertrykt dem, men alligevel vaelger de at medbringe en Coca Cola hvilket forvirrede os alle meget .. Guiden forklarede at de alligevel har lidt respekt for Amerikanerne og ser Coca Cola som et vigtigt symbol paa Amerika, hvilket de kan have ret i. Men men men .. ironisk, absurd og trist at Coca Colaen har faaet denne religiose betydning for denne befolkning.
Paa vej mod San Christobal koerte vi forbi en kirkegaard.Gravstederne var markeret med store farverige kors og ikke en sten som vi kender det hjemmefra. Farven paa korset beskrev alderen paa den doende dvs. hvor gammel den begravede blev. Det var ret skraemmende for kirkegaarden var praeget af hvide kors, som var boern under 5. Derudover var der mange blaa kors som var voksne mellem 60 og 65, som aabenbart er den gennemsnitlige levealder i dette omraade.
Guiden satte os af i centrum af San Christobal. Vi fandt busstationen og bestilte billetter til bussen soendag. Efterfoelgende undersoegte vi mulighederne for at se noget soendag inden vi skulle af sted. Vi opdagede at der i byen var et teatre, hvor de opfoerte forskellige musicals blandt andet en om mayaer. For 150 pesos dvs. 75 danske kroner kunne vi se musicalen Palenque Rojo el espectacuio. Vi havde muligheden for at se denne musical den paagaeldende aften, hvor vi i forvejen ikke havde nogen planer saa naar denne chance boed sig maatte vi selvfoelgelig tage den. Musicalen var rigtig god!
Vores soendags arrangement blev en sejltur, hvor vi sejlede mellem bjerge paa 1 kilometers hoejde. Det var en smuk og imponerende tur. Bjergene havde helt lige klippesider og var meget enorme, naar vi i vores lille baad kom sejlende forbi.Undervejs saa krokodiller, forskellige fugle, aber osv. Mange af dyrene havde vi set foer men vi noed alligevel turen.
Kl. 16.05 gik det igen hjemad mod Playa del Carmen. Her ventede os 18 timer i bus - som vi umiddelbart snildt kunne klarer. Men placeret taet paa bussens toilet, ujaevn, bumlende og svingende vej, og mange med daarlig mave blev det pludselig en lang tur. Vi havde det alle selv meget daarligt og snakkede stort set ikke sammen de foerste 4 timer. Midt om natten blev vi alle vaekket og bedt om at gaa ud af bussen. Ingen af os forstod hvorfor. De snakkede meget daarligt engelsk dvs. naesten intet- saa lidt at de i hvert fald ikke kunne forklare hvad der foregik. Men vi stegud af bussen og tog de vigtigste ting med os. Med alle ude af bussen koerte den vaek. En mand sagde: "10 minutter - 10 minutter". Men der gik 20 og der gik 30 foer bussen dukkede op. Alle vores ting var der stadigvaek og vi blev nu bedt om at saette os ind igen - maerkelig, maerkelig … Bussen koerte med retning mod Playa del Carmen og vi lagde os igen til at sove, med forhaabningen om at vaere i Playa del Carmen naar vi vaagnede. Og ja - efter 18 timer i bus naaede vi Playa del Carmen med sine 35 graders varme. Trodsdet at vi var ifoert lange bukser og striktroejer var vi glade for denne stegende varme og well known city!!
- comments