Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der igen sket lidt på den anden side af jorden, og som sagt så tog vi op til Airlie Beach efter Agnes Water.
Da vi efter 10 timers buskørsel, kom frem til Airlie Beach, føltes det ikke som om det var en by der var truet af en tropisk storm. Som i sikkert har læst i det tidligere indlæg, om cyklonen, så var Airlie Beach det sted hvor den ville ramme og være mest ødelæggende. Vejret var ganske normalt (lidt regn, lidt sol og overskyet), og lokalbefolkningen virkede ikke til at være videre nervøse. Men efter at have fulgt lidt med på internettet og i nyhederne, fulgte vi vores mavefornemmelse, og fik derfor hurtigt bestilt en bus videre næste morgen, og derfor tog vi kun en nat på det hostel vi havde fundet her inden vi skulle op til Townsville.
Men i hvert fald, var det en flot by, der lå helt ned til vandet, og så mødte vi også 3 piger, hvor af 2 af dem var pigerne fra mit tyskhold fra gymnasiet, så vi fik os en god lang snak med dem, det er jo altid skægt når man møder nogle man kender så langt væk hjemme fra.
I Townsville boede vi på et dejligt hostel, i et dejligt 3-mands værelse, med aircondition. Og specielt aircondition, var vildt dejligt, for på grund af cykolnen var luftfugtigheden blevet voldsomt høj, så det var dejligt at have et værelse med nogenlunde normalt klima.
Hvis man skal sige noget om Townsville, så er der meget positivt. Bestemt et besøg værd, syntes jeg i hvert fald. Beliggenheden var skøn, ud til havet, med 2 havne, og desuden lå der et lille bjerg midt i byen. Denne kunne man komme op til toppen af via en dejlig gåtur, som vi dog fandt ud af ikke var så rar, fordi man kæmpede med konditionen og de 1315 trappetrin der var, samt den høje luftfugtighed. Og at jeg undervejs skulle give pigerne vand, fordi de var blevet dårlige, og motivere dem til at komme med op på toppen, HVILKET IKKE LYKKEDES, gjorde det ikke videre nemt for mig selv. Så efter de havde drukket alt vandet, og besluttede sig for at tage det i deres eget tempo, og sagde at jeg bare skulle gå der op selv, kom jeg da os frem. Men lad mig bare sige, at jeg var rigtig glad for den vandhane med kold vand der var på toppen. Udsigten var desuden vildt flot, og man kunne se ud til en ø kaldet Magnetic Island, som var det sted hvor vi, trods vejret (de havde lovet 11 dage med regn efter cyklonen) havde besluttet skulle være vores næste stop på vejen op til Cairns. Mens jeg var på toppen, godt 35 minutter efter jeg var kommet op, mødte jeg endelig 2 vandtørstige piger, og der fik jeg igen maget at se til med de to, og blev straks ansat som waterboy.
Da vi havde haft 4 overnatninger i Townsville, indtil cyklonen var drevet forbi (den ramte aldrig Townsville, så vi havde bare høj luftfugtighed, og meget regn), gik vi alle 3 med fuld oppakning på ned til færgeterminalen ud til Magnetic Island. Og vi fik hurtigt købt en billet, og inden længe var vi ude på øen og fremme ved vores YHA hostel. Og det var ikke et godt førstehåndsindtryk vi fik her. Vi blev nemlig (vi tror at mandskabet var velvidende om at vores hytte ikke var vandtæt, men måske de bare ville se om vi var nogle dumme turister) smækket over i den dårligste af de dårligste hytter, med skimmelsvamp, gekkolort og til lige med regnede det ned gennem taget, og det var alligevel for meget for pigerne og jeg, så vi brokkede os, og blev ret hurtigt flyttet til 2 nye værelser. Et 2-mands rum med dobbeltseng til pigerne, og mig ind på et 3-msnds værelse. Og så kunne vi meget bedre overskue at vi skulle have 3 nætter der.
Ude på øen var det meget anderledes vejr, end på fastlandet, på nær den første nat, hvor det regnede voldsomt meget. Resten af tiden var det for det meste godt, og at solen skinner gør også at man har noget mere lyst til at udforske øen, så på anden dagen var vi allerede i fuld gang med en lang gåtur i en regnskov, hvor der var chancer for at se vilde Koalaer, vi så dog ikke nogen ØVVVV.
Jeg selv er meget imponeret over denne ø, da der er et utal af flotte strande, og af vilde dyr med de underligste lyde om natten. Desuden er dermange regnskove med små vandløb, og så bare selve øen. Den er blevet skabt på grund af et pladetektonisk sammenstød, og nogle steder kan man se hvor lavaen er strømmet op fra undergrunden. Utroligt smuk syntes jeg, og netop derfor besluttede jeg mig også for at tage en Jetski tur om morgenen inden vi skulle med færgen tilbage til fast landet. Dette var en vildt fed oplevelse, både fordi at være på et fartøj der kan bevæge sig så hurtigt på vand, er en fed oplevelse, men også fordi man kom ud og kunne se steder af øen, som man ikke ville være i stand til ellers at kunne se, fordi der ikke var nogen veje på den del af øen. Så det var jeg rigtig glad for jeg gjorde.
Efter Magnetic Island er vi nu taget med bussen op til Cairns, hvor pigerne og jeg skal have vores sidste dage sammen inden vi skal til New Zealand.
Og hvad vi foretager os her i Cairns skal jeg nok fortælle mere om senere. Håber i kunne lide hvad jeg havde at fortælle. Og håber at alt står godt til der hjemme. Men hav det rigtig dejligt alle sammen der hjemme, og nyd det dejlige forårsvejr.
- comments
Chrissers mor Hej Martin Dejligt med lidt nyt fra Caims. Og godt at se dig på skype i dag. Fint hår !!! Nyd de sidste dage sammen inden du er på egen hånd og rigtig god tur fortsat. Glæder mig til at følge dig lidt her på bloggen. Pas godt på dig selv og pigerne. Kh Anne
Simone og Christina Det lyder somom vi var ved at doe! Desuden var det dit eget tilbud at hente vand ;) God tur fortsat