Tirsdag d. 10/8-10Vi aner ikke hvor vi blev sat af i Hanoi, men vi havde i bussen fået to muligheder - at køre med en minibus til centrum, eller at tage en gratis taxi hen til et hotel som chaufføren ejede. Vi blev enige om at minibussen var det bedste, men desværre kom vi ud hver for sig, og da jeg endelig kommer ud af bussen, har Martin allerede fået sagt ja til et lift - det forkerte! Vi havde ikke andet valg end at køre med, hvilket resulterede i, at vi godt nok endte i centrum, men midt i en gade, som mest af alt lignede en blanding mellem et slumkvarter og et marked. Der lugtede mildest talt ikke særlig godt, og jeg nægtede simpelthen at bo der. Så vi sagde nej tak til et værelse, og forsøgte derpå at finde rundt med vores lille kort kl. 8 om morgenen og med al vores bagage. Det var temmelig kaotisk med morgentrafikken der var i fuld gang og med hundrede gader der alle sammen lignede hinanden og manglede gadenavne. Det endte med at jeg insisterede på at tage en taxa hen til et område på kortet, som skulle ligge ved en sø. Vi kom op at diskutere med nogle knallertkørere, som insisterede på at give os et lift, skønt vi havde al vores oppakning med. Vi havde lige læst i Lonely Planet, at folk kan være meget grove, med både verbal og fysisk vold herhenne, hvis man afslår at købe deres "vare". Derfor fik jeg listet mig væk, imens Martin snakkede videre, og fik i stedet kontakt med en taxa, som vi med det samme tog imod. Det viser sig senere, at han sikkert har kørt en omvej, men det er temmelig svært at gardere sig imod, når man ikke kender området. Vi fandt, efter en del søgen, frem til et hotel, som så viste sig at være den mand fra bussen der kunne tilbyde en minibus. Så de to timer og 90.000 dong kunne være sparet. Vi blev vist enige om, aldrig at sige ja til noget, uden at vi begge er indforstået med det!  Vi fik indlogeret os, og jeg tog et bad, mens Martin var nede og købe noget brød. Da vi begge havde fået lidt mad og en lille lur var vi klar på at få set lidt af Hanoi inden Christian og Mettes ankomst. Vi besluttede os for at tage hen til en sø, hvor der lidt ude i vandet ligger et tempel. Der var en bro som førte ud til templet og der var en masse bedende mennesker derude og generelt en fredsfyldt stemning. Da vi sad og kiggede lidt i Lonely planet kom der en kineser hen til mig og begyndte på noget lidt gebrokken engelsk at snakke med mig. Det viste sig, at han studerede Engelsk og gerne ville øve sig lidt . Vi gik videre hen imod et fængsels museum, der lå lidt derfra, men besluttede os først for at få lidt mad og drikke. Inden vi skulle til at gå det sidste stykke fandt vi ud af, at vi ikke kunne nå at komme hen til museet inden det lukkede, så vi tog tilbage til hotellet for at vente på Christian og Mette. Det skulle vise sig, at vores timing var upåklagelig, da vi kom tids nok til at se dem træde ind i receptionen. De fik et værelse der lå over for os, således, at vi havde vinduer, der lå over for hinanden med ca. 1½ meter imellem. Meget praktisk, når man skal give en hurtig besked. Da de havde indlogeret sig, gik vi ud for at få en bid mad sammen. Efter maden, besluttede vi os for at tage hen til et område, hvor man kunne købe meget lokal nybrygget øl, som kaldes bia hoi og er fra Vietnams egne minibryggerier. Øllen skal drikkes med det samme, da den ikke kan holde sig og den koster ikke mere en 1½ kr. pr. glas. Det blev dog kun til et glas øl, da det var begyndt at regne (igen) og vi ikke sad helt i tørvejr. Vi var tilbage på hotellet ved 11-tiden, hvor vi smuttede i seng med det samme.