Profile
Blog
Photos
Videos
D. 14/8-10
Vi var klar kl. 8 til afhentning ved vores hotel. Vandrestøvlerne var pakket og vi var klar til noget trekking. Blev kørt til nationalparken, hvor vi fik to timer til at nå 200 meter op af et bjerg, op i et udkigstårn og ned igen. Det er ikke lang tid når der er en gennemsnitsstigning på 20 % og det er bjergterræn. Det var rigtig fedt, men til tider nervepirrende, med skarpe klipper, langt ned og meget mudder. Tre ord der vist beskriver meget godt: Hårdt, fedt og varmt! Det var en rigtig god oplevelse, og vores, i forvejen meget ømme ben, blev endnu ømmere! Var tilbage på hotellet kl. 13, hvor vi med det samme gik op og fik et tiltrængt bad, og jeg fik vasket vores meget mudrede sko! Vi havde fået tilbud om at tage på en tur til "Monkey Island", som, hvad navnet antyder, er en ø med aber. Vi havde besluttet os for at tage med, men nåede aldrig at få sagt det til vores turguide. Dette resulterede i, at der ikke kom nogen og hentede os. Vi besluttede os for i stedet at leje en scooter. Fik et kort over Cat Ba Island, og kørte af sted. Vi havde fået anbefalet nogle grotter, så de var vores mål. Første grotte var en "hospitals grotte". Det er en grotte, der blev brugt som hospital under Vietnamkrigen. Det var rigtig spændende at se, og vi fik vores helt egen lille guidede tur igennem den. Vi kørte videre mod den næste grotte, som var en "helt almindelig" drypstenshule. Der var ingen mennesker til at tage imod os, så vi gik bare ind. Disse grotter er heldigvis ikke så store turistattraktioner (endnu), så det er rart med noget autentisk, ikke turistet, flot natur. Det viste sig, at vi var de eneste i grotten. Efter at have bevæget os lidt igennem, mødte vi en mand, som åbenbart står for at lukke folk ind. Vi købte to billetter, eftersom man ligesom ikke har så mange valgmuligheder, når man står midt inde i grotten og bliver spurgt, om man vil købe en billet J. Manden gik videre og ud, og vi gik igennem grotten. På et tidspunkt kommer vi til et stykke med en masse vand på gulvet. Jeg stopper op, mens Martin går lidt videre. Og bedst som jeg står der, på to mursten i vandet, dryppende vand ved siden af mig og Martin et pænt stykke omme på den anden side af hjørnet, går lyset ud. Og når lyset går ud i en grotte, så er der sgu mørkt! Det var en temmelig spooky oplevelse, men Martin havde heldigvis sin telefon og jeg stod desperat med mit søde lille kamera og prøvede at få lidt lys. Martin fandt tilbage til mig og vi fik tændt lommelygten i min telefon. Vi besluttede os for at gå lidt videre med det lys vi nu havde, men bedst som vi var klar til det, kom vores billetsælger ind til os, med en lygte i hånden. Vi fik en lille guidet tur resten af vejen, og fik også set nogle flagermus der for rundt, (godt det ikke var dér jeg var fanget i mørket! J). I stedet for at gå hele vejen tilbage til indgangen, blev vi lukket ud af en lille udgang i den anden ende. Det gik senere op for os, at det højst sandsynligt har været fordi at grotten lukkede kl. 17, at lyset slukkede. Så var vi alligevel lidt glade for at ham billetsælgeren havde set os! J Vi gik tilbage til vores knallert (der var et stykke vej, da vi jo var kommet ud i den "forkerte" ende). Herfra kørte vi videre mod nogle af de andre grotter. De var dog nået at lukke, så dem fik vi aldrig set. Derimod fik vi i stedet set den absolut største edderkop, jeg nogensinde har set (og forhåbentlig kommer til at se!). Du godeste for en krabat! Vi blev enige om, at dens diameter har været på omkring de 10 cm. Puha. Selv Martin syntes at den var ulækker. Vi skyndte os væk igen, og besluttede os for bare at køre rundt i den flotte natur. Vi endte med at køre rundt i den flotteste bjergkørsel og suse forbi små landsbyer, i håbet om, at vi på et tidspunkt kom om på den rigtige side og i den rigtige højde, til en flot solnedgang. Og det må man sige lykkedes! Vi fik set den smukkeste solnedgang i ren idyllisk natur. Nøj, det var flot! Det var en perfekt afslutning på en skøn dag. Vi kørte tilbage i mørket af de fredsfyldte bjergveje - også en helt speciel intens oplevelse. Kl. 20 var vi tilbage ved udlejningsstedet, hvor vi fik afleveret knallerten. Vi gik hen til vores eget hotels restaurant, og fik en god omgang Phó (nationalret, der består af en omgang nudelsuppe med kylling eller grøntsager). Derefter gik vi en tur op ad gaden og fik kigget på de mange boder der var opstillet og fik i det hele taget et kig rundt i byen. Da vi kom op på værelset, var vi igen totalt udmattede, efter en god og oplevelsesrig dag.
- comments