okay.. jeg giver op.. Jeg bliver aldrig munk..

I dag er dagen hvor jeg efter planen skulle have forladt munkeklostret og vendt tilbage til Chiang Mai. Men jeg maatte allerede give op efter to dage. Jeg har saa lige skullet bruge et par dage paa at sunde mig over at jeg nok aldrig bliver munk, saa er nu klar til at kigge paa hele eksperimentet lidt fra afstand.

For det foerste er jeg ynkelig. mig og Jacob har stort set ikke vaeret vaek fra hinanden siden vi begyndte at komme sammen, og det var bare lidt haardt naar vi ikke havde nogle maader at komme i kontakt med hinanden paa (nok en af ideerne med et retreat = tilbagetraekning) og jeg vidste at han hoejst sandsynligvis ville komme til skade med hans vanvittige eksperiment, Thai boksning. Skal hurtigt tilfoeje at Jacob ud over at han er saa oem i hele kroppen at jeg overhovedet ikke maa roere ham, ikke er kommet noget til.

For det andet skulle vi vaere stille. ikke bare lidt stille, men fuldstaendig holde kaeft. Ingen spoergsmaal.. INTET. det var haardt, af flere grunde. foerst og fremmest anede jeg ikke hvad de ville have mig til, saa det ville have vaeret rart at kunne stille et spoergsmaal. Jeg savnede Jacob, og da jeg fandt ud af at det ikke var meningen at det her skulle vaere en social sammenkomst havde jeg masser af tid til at gaa og taenke paa om han nu var kommet noget til. og saa gav det en ret ubehagelig atmosfaere fordi vi var bange for at kigge paa hinanden, for taenk nu hvis vi skulle komme til at falde for fristelsen og sige noget!? naaeh ja.. og saa elsker jeg jo at snakke hvis nogen skulle vaere i tvivl.

Vi rendte rundt i hvide kitler (det skulle man naar man var "elev") og kiggede skaemte paa hinanden og det eneste tidspunkt vi sagde noget paa var naar vi snakkede med os selv eller chantede. At chante er noget med noget helligt (var ikke den bedste elev saa er ikke helt sikker) og foregaar paa et eller andet gammelt sprog med en meget underlig stemmefoering, og saa skulle vi ligge med numsen i vejret. Snakke med os selv gjorde vi nar vi skulle meditere: een, to eller: ud, ind. Eller naar vi gik i raekker (staaende meditation) og kiggede ned i jorden mens vi sagde: hoejreeee, veeenstree. eller: loeft, gaa, traed. Alt i alt syntes jeg at vi ret godt lignede nogen fra den lukkede afdeling, og jeg var saa hende der en gang imellem grinede hysterisk naar jeg syntes de andre saa lidt for serioese ud - eller det gjorde jeg ikke for jeg var bange for at nogen ville blive sure paa mig, men jeg havde lyst.. Og isaer da vi paa et tidspunkt skulle oeve liggende meditation og alle omkring mig faldt i soevn. ved siden af mig laa to tyske herrer hvoraf den ene snorkede frejdigt og den anden snakkede i soevne- det loed som om nogen var efter ham.

Jeg ville jo faktisk gerne give det der meditation en aerlig chance og havde derfor sagt til Jacob at det var noget jeg gerne ville goere selv, for jeg vidste at hvis han var der ville vi paavirke hinanden negativt ved ikke rigtigt at tage det serioest. Er derfor ret ked af at jeg ikke rigtig duede til at meditere. Havde nok lidt forestillet mig at det ville vaere nemmere, eller i hvert tilfaelde sjovere. Havde oven i koebet meldt mig til yoga foer jeg skulle afsted, saa jeg rigtig kunne komme i stemning, men lige meget hjalp det. Er stadig ret positivt stemt over for meditation, fik to dages intensiv introduktion, og har oevet mig efter jeg er kommet tilbage til Ciang Mai. Meditation er skide svaert men jeg har da ikke givet op endnu.

Munkelivet er jeg knap saa begejstret for. Noget af det kunne jeg godt leve med eller i det mindste forstaa at andre gad leve med. Ligge med numsen i vejret og tilbede Budha er ikke saa slemt, heller ikke selv om man oven i koebet skal staa umenskeligt tidligt op for at goere det. Vi var oppe kl 5 om morgnen og dagen sluttede kl 21. Der imellem var der 2 gange en halv times pause til at spise og et par gange fik vi hele 5 min. til at vaere for os selv. Nu rejser jeg jo mere eller mindre for at spise, hvilket ogsaa passer meget godt med Jacobs livstil. Vi sidder ofte 3 timer over maden og snakker og hygger os. Nu er jeg jo godt klar over at det ogsaa har sine synlige bivirkninger men at maaltiderne pludselig skulle blive den vaerste tid paa dagen havde jeg ikke forudset. Foer vi skulle spise skulle vi chante. chantningen (eller hvad det hedder) gik ud paa at vi skulle vide hvor forfaerdeligt det var at vi i det hele taget spiste, at vi kun spiste for ikke at doe af sult, at vi ikke maatte nyde maden osv. Det var ogsaa svaert, for det var en flot bedrift at de gentagne gange kunne servere saa uinspirerende mad. Vi maatte jo som sagt ikke sige et ord til hinanden og der var en noget saa ubehagelig stemning, som kun blev brudt naar vi efter at have slugt lidt mad skyndte os at flygte ud af spisesalen som virkede super klaustrofobisk naar en masse mennesker sidder og skuler paa hinanden.

Jeg synes det var haardt at vaere i klostret, men selvom vi havde lange haarde dage uden at maatte snakke og hvor vi tit sad i ubehagelige stillinger, saa hele kroppen smertede, saa var det ikke derfor jeg valgte at tage hjem. Det var heller ikke fordi jeg savnede Jacob. Det var fordi munkene var hellige. Jeg er godt klar over ironien i det, men jeg var ved at blive vanvittig. De blev ved med at fortaelle hvordan munkene var de eneste som levede et ordentligt liv , at vi mennesker var materialistiske og egoistiske osv.osv. F.eks. blev han ved med at fortaelle om hvor ydmygt munkene levede at de kun spiste minimum og for minimum penge at de kun koebte det billigste toej og sko fordi de daekkede deres behov, osv. osv. sikken loegn. Vi havde allesammen set munke der rendte rundt med store isvafler eller fastfood som havde dyre maerkesko under munketoejet. Det goer mig faktisk ingen ting, selvfoelgelig skal en munk have lov til at spise en is, men saa lad vaer med at sig at han ikke goer det!.

I vores halve diskussions-time om morgnen spurgte jeg derfor en af vores laere-munke hvorfor Jacob og mig saa havde set mange munke rende rundt med Iphones, Ipods smarte baerbare computere osv. maerker som vi selv har valgt at sige var alt for dyre til os. Saa mumlede han et eller andet laaangt svar om noedvendigheden af en telefon. Det mindede mig lidt om dengang jeg var 12 og proevede at forklare min mor at det var livsnoedvendigt at jeg fik et par Diesel-bukser til 1200 og at alle andre bukser slet ikke var gode nok, og at.. ALLE de andre har jo ogsaa Diesel-bukser mor. Alle de spoergsmaal vi havde fik vi vage svar paa, som f.eks. : hvorfor chanter vi om at ingen maa lide nar i siger at alle lider i hverdagen og det er en noedvendig del af livet. - der var ingen svar. Der var sikkert et godt svar, men de kendte det i hvert tilfaelde ikke.

Den sidste draebe kom dog da de begyndte at snakke om karma. Karma er ifoelge munkene noget med at man faar som fortjent. gode handlinger bliver man beloennet for og den anden vej rundt. de kan ikke oploese hinanden altsaa kan man ikke slaa ihjel og saa blive tilgivet ved at goere en masse godt. Fint nok. Problemet kom da vores laerer paa en eller anden maade kom ind paa spoergsmaalet kraeft og hvor han saa med stoerste overbevisning fortaeller os at 99 procent af dem der faar kraeft selv er uden om det. det er jo daarlig karma. De har gjort noget ondt som goer at de fortjerner at blive syge. saa var det lige som om at jeg besluttede mig for at tage hjem. Det var vist bare et emne der var lidt for taet paa mig.. Desuden minder det mig meget om kastesystemet i Indien som jeg hader af hele mit hjerte. Du er foedt saadan og saadan og det er din egen skyld, du har gjort noget i dit tidligere liv derfor gider vi ikke hjaelpe dig eller have ondt af dig, faktisk traeder vi paa dig i stedet.

Saa jeg tog hjem. og det var en lettelse, og en stor skuffelse. Jeg vil gerne proeve at meditere mere og faa traening i det, men tror det skal vaere af nogle undervisere som har en lidt mere jordnaer tilgang til emnet.

Men synes jeg vil slutte af med en succeshistorie. naah jah, en succeshistorie af de mindre maaske. Men jeg er blevet ret vild med det der Yoga selvom jeg tumler rundt og ligner et fjols alt imens jeg sveder som en gris. Jeg havde forestillet mig at jeg ville vaere rigtig yoga-laekker, men det er en stor fed loegn inde i mit hoved. Min stoerste succes er faktisk at min yoga-laerer siger at jeg ikke er HELT haabloes, men det er ligemeget, for jeg synes det er fedt. Jeg har mege ondt i kroppen naar jeg vaagner og det er rart at maerke at man har vaeret brugt.

Skal ogsaa lige tilfoeje at jeg ikke er den eneste, som har haft for hoeje tanker om mig selv. Jacob har endnu ikke vaeret til Yoga, fordi han konstant er ved at graede af smerte. Han har ogsaa maatte nedjustere sine planer saa han faar massage om formiddagen for at mindske smerten og gaar saa til Thai Boksning om aftnen og bygger smerten op igen. Han er til gengaeld super lykkelig over at blive taesket igennem, og jeg kan godt forstaa ham.

Har faktisk overvejet om jeg skulle proeve at tage med, og Jacobs traener og Jacob proever paa at overtale mig, men saadan som Jacob ser ud naar han kommer hjem er jeg alligevel lidt skraemt. Saa har lovet at tage med og kigge en af de naeste par dage og saa tage stilling efter det.

Haaber alle derhjemme har det godt. Vi glaeder os rigtig meget til at komme hjem igen, selv om vi ikke rigtig har lyst til at stoppe med at rejse.

knus og kys Sofie (Jacob er til traening og skulle hilse mange gange)