Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme!
Så var det endelig dagen, som vi begge havde glædet os til - nemlig dagen hvor vi skulle på Gletscherhike.
Vi skulle mødes ude foran mødestedet kl 9.15, og kort tid efter mødte vi vores guide, Will, som skulle følge os igennem turen. Vi blev derefter vist ind i et andet rum, hvor vi fik udleveret passende tøj, støvler, taske, og sådan nogle pigge (crampons) man kunne sætte på skoene. Det ville gøre det nemmere at bevæge sig rundt i det glatte terræn.
Efter en times tid hvor tøj og sko blev fundet, bevægede vi os ud mod helikopterlandingspladsen. Her gik vi kort igennem sikkerhedsreglerne for helikopterflyvning, men som vores guide selv sagde: så er det bare at tænke sig om. Man skulle bare tænke logisk.
Nu var det endelig tid. Vi blev delt i to helikoptere, og så var det ellers afsted mod Franz Joseph Glacier. Da ingen af os havde prøvet at flyve helikopter før, så var det en kæmpe oplevelse i sig selv. Vi havde den flotteste udsigt ud over hele landskabet, og vi var i stand til at se så meget, fordi vi for det første var så få i helikopteren, og for det andet - så var vi jo i en helikopter, hvilket gav os mulighed for at flyve tæt på bjergene. Det var virkelig en skøn tur. Efter 10 min. flyvning landede vi på gletscheren. Her startede vi med at montere vores crampons på skoene, og så startede turen derefter.
De næste tre timer stod på vandring op og ned af gletchere, gennem smalle passager, ned i et dybt hul, hvor der var utrolig smalt og ellers bare nyde den smukke udsigt som gletscheren bød på! Det var en kæmpe oplevelse! Hiken varede som sagt tre timer, men fordi det var så fedt, føltes det som halvanden. Efter afmontering af crampons, skulle vi igen med helikopter ned til byen igen. Vi blev enige om, at det helt sikkert havde været alle pengene værd! Det er helt sikkert en af de bedste aktiviteter, vi har været på.
Da vi kom tilbage var klokken 13.40, og vi havde hele dagen foran os. Vi besluttede derfor at få en gang middagsmad, og derefter gå hen på et græsareal, hvor vi kunne nyde den dejlige sol, der valgte at vise sig efter en formiddag med skyer. Her lå vi med mange af vores venner fra Kiwi Experience bussen, og der blev snakket og hørt musik. Kiwi bussen, der kørte en dag bag os, kom hen på middagen, og med bussen kom vores danske venner, vi sidst havde set i Kaiteriteri. Det var rigtig hyggeligt at se dem igen, og de kom og deltog i den hyggelige stemning på græsarealet.
Omkring kl 17.30 besluttede vi os at udnytte den anden del af vores gletscherhike, nemlig en tur i spa som hørte med i den pris vi havde betalt. Her var 3 store pools, med henholdvis 36, 38 og 40 grader varmt vand i. Her lå vi dog kun i 10-15 min, fordi vi vidste, at der var en limbo-konkurrence på vores hostels bar kl 19, hvor præmien var et styk Canyon Swing i Queenstown. Vi skyndte os derfor, for vi skulle nå at spise aftensmad inden. Imens vi lavede mad, gik Melanie hen i baren for at høre om det var kl 19, men så var det først kl 22. Lidt træls at vi kun havde brugt 15 min i spa, når vi kunne have nået meget mere.
Efter aftensmaden slappede vi af, og hen på aftenen gik vi ned og fik et par øl. Det viste sig så, at der ikke blev sat nogen limbo-konkurrence igang alligevel, hvilket var træls for Melanie, fordi hun faktisk havde en chance for at vinde. Det var hun ret ærgerlig over, ikke kun fordi hun kunne have vundet, men fordi det kunne have været sjovt.
I dag havde været en oplevelsesrig og meget dejlig dag. Det har især været dejligt, at være her i 2 dage, fordi vi har kunnet slappe af og gøre, hvad vi havde lyst til.
See you soon!
- comments