Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 17 - Chobe
Dagen startede tidligt, da vi skulle ud på en game drive i Chobe reservatet - kun 10 minutters kørsel fra camp site, så vi stod op kl. kvart i 6 og kørte afsted. Chobe reservatet var fantastisk! Det var både langt det flotteste (mht. natur, floder osv.) og det, hvor vi har set flest dyr. Vi var blevet forberedt på, at vi nok ikke ville se elefanter, men allerede efter fem minutters kørsel i reservatet så vi den første flok elefanter - 9 styk! De vandrede helt stille og roligt rundt og spiste i morgensolen. Kort efter så vi også to vortesvin, der i fuld fart flygtede fra vores safarikøretøj. Derefter kørte vi i retning af en stor flod (Chobe-floden), der går igennem reservatet. Her så vi både flodheste og krokodiller, og der var masser af dem! Kort efter så vi en gigantisk flok bavianer og impalaer, der sprang frem midt på vejen, og der blev bare ved med at komme flere og flere frem. Der må have været mindst hundrede af hver! Desværre så vi ikke nogen løver, som vi havde håbet, men alt i alt var det tre fantastiske timer, og der var masser af dyr og et fantastisk landskab - reservatet kan helt klart anbefales!
Da vi kom tilbage, fik vi morgenmad og tog kort efter ind til byen, hvor vi havde mulighed for at gå på internetcafe og købe lidt småting ind.
Klokken 3 blev vi kørt ned til Chobe-floden igen, hvor vi skulle ud på et lille 'cruise' ned af floden. Her så vi igen krokodiller og flodheste, og flere gange kom vi meget tæt på dem - omkring 5 meters afstand mellem vores båd og dem på bredden! Her så vi også bøfler (en af 'big 5'), så med de tre, vi har set (næsehorn, elefant og bøffel), har vi vel bestået safarien om end knebent :)
Da vi kom tilbage til campen, spiste vi vores sidste 'hjemmelavede' måltid, og hvilket måltid! Vores chauffør, TJ, havde grillet mørbrad på klassisk afrikaaner-vis, og det smagte fantastisk - de kan virkelign grille hernede!
Da vi skulle til at gå i seng, hørte vi, at der var en flodhest lige på den anden side af det hegn, der adskiller campen fra det omkringliggende område. Vi gik ud for at se den og ganske rigtigt. Kun 20 meter fra os spadserede en flodhest stille og roligt gennem mørket - vildt! Derefter hørte vi brøl fra elefanter og gik i retning af lyden, og på den anden side af campen gik en lille elefantfamilie rundt og græssede - man må virkelig sige, at vi boede 'vildt'! :) Senere på aftenen hørte vi fem voldsomme skud, og morgenen efter hørte vi, at elefanterne var på vej gennem porten til campen, og de var kommet så tæt på, at vagterne havde måttet affyre skud for at skræmme dem væk - noget af en aften!
Om morgenen så vi så vores første 'kill'. Det var nu ikke så voldsomt, som det lyder - det var bare en kat, der fangede en mus, som vi så den partere - ret makabert, men så kan vi da også krydse det af på listen over ting, vi skal nå at se :)
Jeg er efterhånden ved at være ret sej mht. håndtering af insekter og lignende kryb :) Nu har jeg så småt været udsat for diverse insektangreb i hoved, krop og i mit telt en milliard gange, så jeg tager mig faktisk ikke rigtigt af dem mere - kun de meget store ting hernede (dvs. Dimser på over 5 cm - de må stadig ikke være i nærheden af mig!) :) Det er sjovt at se, hvordan man hurtigt ændrer holdning til sådan noget!
I morgen går turen så til Livingstone, hvor vi skal se Victoria Falls og har mulighed for at prøve diverse forskellige aktiviteter - det skal nok blive spændende!
Sarah is super awesome!!!!!!!
And Herve too..even better…if it is possible
Selvom turen her er mega fed, begynder jeg også så småt at glæde mig til at komme videre. Det er ikke alle, man kommer lige godt ud af det med, og det kan man godt mærke efter at have gået op og ned af dem i 20 dage. Desuden glæder jeg mig til at få mulighed for decideret at pakke mine ting ud og ikke bare mase det hele ind i et lille 'locker'. Og så bliver det skønt at få en seng indenfor! Så selvom turen (der trods alt ikke er slut endnu) har været super(!), begynder jeg også at se frem til de lidt mere komfort :)
- comments