DAG 1 - D. 11/01- 11, "CAPE TOWN"

I morges vaagner jeg til lidt af et syn: fra flyets ene vindue kan jeg se et af Afrikas utrolige oerkenomraader. Det slaar mig, at jeg om et par uger selv skal vandre igennem Namibias oerken til fods, og tanken om de mange kommende oplevelser giver mig en brusende fornemmelse indeni. Jeg skuler over paa min sidemand, en aeldre dame, som aftenen foer stod for underholdningen ved at spilde sin aeblejuice udover sig selv hele to gange. Hun spoerger mig om jeg har sovet godt, og jeg giver hende et soevnigt smil som svar.

Anders og Mark sidder og filmer oerkenen med et videokamera. Jeg er glad for at have moedt dem. Bare tanken om, at vandre rundt i Cape Towns gader alene, en af verdens mest kriminelle byer, virker skraemmende.

I lufthavnen bliver vi hentet af to taxachauffoerer. Jeg skal koerer med Tapuwa, en soed og hoeflig mand. Han koerer mig til mit hostel, Ashanti. Paa vejen fortaeller han mig om Cape Towns sevaerdigheder, om hajer og om vejret. Han spoerger mig, hvordan vejret er i Danmark, og jeg svarer ham, at der er meget koldt!

Paa vejen i taxaen danner jeg mig mit foerste indtryk af Cape Town. Kombinationen af storslaeet natur, betonbygninger og fattigdom er maerkvaerdig. Jeg ser gamle bygninger med oedelagte reklameskilte, et glitrende hav i horisonten og en mand, der gaar i vejkanten paa motorvejen uden sko.

Efter en opfriskning paa hostlet tager Mark, Anders og jeg ned til byens midte. Vi bliver moedt af afrikansk stammesang, larmende trafik og ivrige saelgere i boderne paa "Green Market", Cape Towns stoerste marked. Her bider jeg paa et koeb af en stenfiguer, formet som en afrikansk kvindes hoved. Saelgeren paastaar at han selv har lavet den, men jeg tror ham ikke rigtig, da jeg har set de samme slags stenansigter i mange af de andre boder.

Efter markedet gaar vi igennem den frodige botaniske have, som vrimler med duer og tamme egern. Her dufter rent af smukke blomster. Som saa mange andre beboerer paa Ashanti overgiver vi os til hostlets pool, da vi kommer tilbage paa hostlet, grundet de intense 30 grader.

Cape Town har taget mig med storm, og jeg kan ikke vente med at se, hvad mere byen har at byde paa.

DAG 2 - D. 12/01-11 "THE LIONS HEAD"

Da den ene af mine varelseskammerater paa hostlet, den 38-aarige Justin, spoerger om vi ikke er friske paa at bestige "The Lions Head", et af Cape Towns bjerge, siger vi straks ja. Vi koerer afsted i Justins soelvfarvede Kia, og stopper i foerste omgang paa Table-bjerget, som er det stoerste bjerg i Cape Town. Her fra kan vi se ud over byen og over paa det bjerg, som vi skal bestige. Fra det sted, hvor vi staar, ser "The Lions Head" ikke saerligt stort ud, og vi snakker om, at det umuligt kan vaere saa stor en udfordring af bestige det, men der tager vi fejl!

Efter 3 udmattende timer lykkedes det os at komme op og ned ad bjerget. Faelige skraaninger, og store sten er bare nogle af udfordringerne. Fra Toppen af bjerget er udsigten over havet helt fantastisk.

Efter bjergbestigningen, stoevede sko og fugtige bluser, tager vi paa stranden for at blive koelet af. Vandet er overraskende koldt og saltet, men det foeles vidunderligt, efter 3 timers haard bjergbestigning.

Tilbage paa hostlet drikker vi iskolde oel. Jeg smager for foerste gang den sydafrikanske national oel, "Castle", som passer perfekt til varmen. Justin fortaeller os forskellige historier om Afrika. Det viser sig, at han har boet og rejst i Afrika det meste af sit liv. Han fortaeller os blandt andet om den sorte Mamba, Afriaks farligste slange, der ved din mindste bevaegelse rejser 2/3 af sin krop (som er omkring 3 meter lang). For i et lynangreb at staa oprejst ved din side for at undersoege hvad, eller hvem du er. Han siger, at man aldrig vil kunne overleve bidet fra den sorte Mamba.

Noget af det der fanger mig mest i loebet af snakken, er Justins kaerlighed til Afrikas natur. Han siger, at hvis man virkelig vil opleve den vilde natur, skal man tage til Bostwana, hvor man bor side om side med loever og elefanter. Aabenbart bor der kun omkring 1,4 mio. Mennekser i Bostwana, et af Afrikas stoerste lande. Derfor kan man hurtigt koerer 100 km. i den rene natur for at komme fra hus til hus.

Mens vi sidder paa hostlets terrasse, traekker det op til kraftig storm. Blaesten tager i traerne, skyerne laegger sig som et hvidt lagen om bjergene, og Afrikas vilde stoev og napper i mine ben. Vi traekker hurtigt indenfor i sikkerhed...

DAG 3 - D. 13/01-11 "CAPE OF GOOD HOPE"

I dag gik turen til "Cape Point og "Cape of Good Hope". Sjaeldent har et sted betaget mig saa meget! eg husker, at have haft den samme foelelse, da jeg besoegte Monmatre i Paris. En foelelse af at hoerer hjemme, og ikke have lyst til at forlade stedet igen. Naturen - dyrene, duften, havet og klipperne, danner alt sammen en smuk helhed ved "Cape of Good Hope".Vi vandrer vidt omkring i "Table Mountain National Park", som er det omraade, hvor baade "Cape Point" og "Cape of Good Hope" ligger.

Turen ud til "Cape of Good Hope" skiller sig dog ud. Foerst paa turen moeder vi en flok strudse, hvor den ene har taget patent paa vejen. Vi toer ikke gaa forbi, da vi alle tre har hoert historier om vrede strudse, som angriber, hvis de foeler sig truet. Til sidst forsvinder strudsen dog fra vejen, og vi kan fortsaette turen, hvor vi kort efter ser nogle graessende dyr, der ligner antiloper. Vi gaar langs kysten og har hele tiden udsyn til de enorme klipper, heriblandt "Cape of Good Hope". Da vi naesten er naaet ud til maalet, ser vi en trappe, der foerer ned til en strand, der er isoleret af alle klipperne. Stranden hedder "Dias Beach", og er den flotteste sandstrand, jeg nogensinde har set! Vandet her er tyrkist og moerkeblaat paa samme tid, og sandet er helt utroligt hvidt og rent. Uberoert. Jeg saetter mig ned i sandet, og fornemmer et af de oejeblikke, hvor man foeler at man lever i nuet.

Vi naar "Cape of Good Hope" og hopper ivrigt rundt paa klipperne for at tage en masse billeder. Selvom vinden er meget staerk, kan vi naesten naa helt ud til spidsen af klippen, hvorfra man kan se hele kysten og udover det uendelige hav. Paa den anden side af klippen, loeber nogle smaa dyr rundt, og vi gaar hurtigt derned for at se, hvad de er for nogle dyr. Det viser sig, at det er "Dassies", der er det eneste dyr i verden, der har samme skeletform som en elefant.

Vi forlader nationalparken for at koerer hjemad. Paa vejen stopper vi i Simons Town for at se paa Sydafrikas pingviner. En af dem bliver irriteret over, at jeg tager billeder af den, og vaelger derfor at gaa til angreb paa mit kamera. Heldigvis sker der hverken noget med pingvinen, eller kameraet.

INFO:

• I Sydafrika koerer man i venstre side af vejen. Lige meget om vejene er smaa eller storer koerer bilerne altid i hoej fart, og som fodgaenger har man 10 sekunder til at komme over vejen, foer lyset skifter til roedt.

- det kan umuligt undre nogen, at de har saa mange trafikuheld hernede!

• I Cape Town findes der ikke en eneste cykel. Jeg har i hvert fald ikke set en endnu.

• Naar du som kvinde moeder en lokal, kalder han/ hun dig altid for "my lady".

• Det stormer hver aften i Cape Town. Som en lille advarsel, fortaeller skyerne, hvornaar stormen er paa vej, ved at laegge sig rundt om bjergene.

• "Cape of Good Hope" er ikke Afrikas sydligste punkt. Og trods mange paastande moedes det Indiske Ocean og Atlanterhavet ikke her, men derimod ved "Cape Agulhas".

• Tros utallige advarselsskilte findes der ikke bavianer i og omkring "Table Mountain National Park"... jeg saa i hvert fald ikke en eneste.

• Efter hvert maaltid faar man et italiensk mintbolsje.