Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er nu tilbage i Pokhara (vi kom hertil i går) efter en helt fantastisk vandretur til Annapurna Base Camp der i alt varede 9 dage. Det var lidt trist at komme tilbage i går for vi har begge to virkelig nydt at rejse på den måde, hvor man bærer det man har brug for (udover mad og overnatningsmuligheder) i sin rygsæk, og ellers bare er fri og uafhængig og kan gå lige derhen hvor man har lyst til. Og ikke mindst fordi at det har været en kæmpestor naturoplevelse, som det bliver meget svært at toppe. Vi kan dog allerede nu godt mærke at vi på et tidspunkt bliver nødt til igen at besøge "verdens tag".
Vandreturen startede blandt de flotteste rismarker, gik op igennem jungle med bambustræer og aber, og sluttede i golde, barske og uvirkelige landskaber blandt bjerge i op mod 8000 meters højde (så føler man sig lille selvom vi selv kom op i 4130 meters højde!). Der er i den grad blevet tilføjet utrolige billeder til "nethinden" såvel som billeder til kameraet. Sidstnævnte har vi forsøgt at lægge lidt op af her på siden, da vi må referere til det gamle ordsprog om at "billeder siger mere end tusinde ord" (selvom billederne heller ikke retfærdiggør det vi har oplevet).
Selvom vi er lidt ærgerlige over at være tilbage i Pokhara så er vores kroppe glade for det, da vi virkelig godt kan mærke at vi har brugt os selv meget. Selvom vores tasker ikke vejede nær så meget som det de såkaldte "bærere" (lokale folk der bærer mad og grej op til overnatningsstederne, samt bærer mange turisters tunge tasker) havde på ryggen, så kan det godt mærkes at vi har båret rundt på en del kilo i mange dage. Så i går og i dag har vi slappet af og spist en masse god mad (selvom maden i bjergene bestemt ikke var til at klage over). I morgen skal vi så på farten igen når vi tager til Bandipur, en mindre by ca. 2-3 timer herfra som vi har hørt skulle være rigtig hyggelig. Her bliver vi i 2 nætter og tager så til Kathmandu, som vi kun lige fik snuset til da vi ankom til Nepal. Vi glæder os til mange nye oplevelser og selvom et stort højdepunkt på turen er overstået har vi heldigvis mange af disse tilbage!
- comments
Birgitte Thye-Rønn Kære Marie og Tobias. Tak for en fantastisk oplevelse!! De smukkeste billeder! Uhu hvor er det pænt af jer at give os en lille bid af det I har set. Hold nu op hvor er det flotte billeder, jeg tænker at I er max glade for det nye kamera. Godt gået (ha,ha) I to! Fortsat god tur, det lyder som skønne planer - hils verdens tag fra mig og os her i Odense. Knus og kram Birgitte/mor
Emilie Thye-Rønn Hej! Det ser mega vildt ud, hold da op, det er så fedt at I gør det. Jeg kom lige til at tænke, at I burde ligge en lille video ud, det er altid sjovt :) Jeg savner jer meget! knus