Blue Mountains

Den sidste dag i november startede tidligt for os, da vi skulle på en dags tur til Blue Mountains umiddelbart vest for Sydney. Denne gang havde vi sikret os, at turen var bekræftet for ikke at gentage samme stunt som med turen til Fraser Island. Så langt så godt! Men svedperlerne begyndte dog alligevel at melde deres ankomst i takt med, at usikkerheden vedrørende det rigtige opsamlingssted begyndte at stige…Det skulle da bare passe, at vi dukkede op det forkerte sted. Så galt gik det heldigvis ikke, og vi nåede da også frem i god tid. Det var dog noget mere end man kunne sige om en af turens hollandske deltagere, der brillerede med at dukke op 30 minutter for sent. Hvad skal man da også bruge dem til??

Efter vores guide, Jason, havde præsenteret sig selv, gik det med fuld fart mod de blå bjerge. (Tilnavnet er stammer fra Nationalparkens mange eukalyptustræer, hvis olie kaster et blåligt skær fra sig, når solens stråler rammer træerne). Første stop var ved en campingplads i parken, hvor vi skulle se på "vilde" kænguruer. Hvad de tre kænguruer havde gang i, da vi forstyrrede dem, vides ikke med sikkerhed. En ting er dog sikkert; han-kænguruen var vældigt opstemt!

Efter en pause i lille by, hvor vi havde mulighed for at købe lidt morgenmad, hvis man skulle have sprunget det over hjemmefra, fik vi det første rigtige syn af bjergkæden ved Wentworth Falls. Her tog vi en rask gåtur i det noget kuperede terræn på ca. en 1 ½ time, hvor Jason fortalte vidt og bredt om bjergene, vegetationen og ikke mindst dyrelivet. Herunder fik vi lige genopfrisket hukommelsen vedrørende landets dødbringende edderkopper, hvis jordhytter vi passerede adskillige af!! Edderkoppens brod er så stærk, at den kan stikke gennem en storetånegl… hhhmmm måske vores egne lykkeedderkopper ikke er så slemme trods alt? Gåturen bød også på flotte lookout points, små gangstier langs klippevæggen og diverse kodak-moments. Samtidig blev de blå bjerge omdøbt til de våde bjerge, da himmel og hav pludselig stod i ét. Godt man havde spenderet næsten 50 kroner i den bette by på to store plastikposer med huller til arme og hoved i, så vi ikke blev våde.

Frokosten bestod af sandwich og pastasalat ved Wentworth Falls, hvorefter Jason tog os med til Jamison Valley, hvor vi skulle se de berømte klippeformationer "The Three Sisters". Et gammel ordsprog siger, at først må man yde, før man kan nyde. Dette passede da nok meget godt på denne del af turen, da vi skulle gå godt 900 trin nedad blandt andet stejle trapper for at få den ultimative udsigt til de tre søstre. Heldigvis havde de gode gamle minearbejdere i tidernes morgen etableret en jernbane op ad bjerget til at transportere kul på fra minerne i bjerget. Denne bliver i dag brugt til at fragte turister, der har været tosset nok til at gå ned ad bjerget, op igen, samt de dovne af dem begge veje! Togbanen kan dog være lidt en prøvelse for nerverne, da den er den stejleste i verden med sine 52 grader, hvor det går vildest for sig. Vi skal hilse og sige, at det næsten føles som om, at det går lodret op. Da benene var så småt holdt op med at ryste efter de mange trappe-trin, gik turen atter mod Sydney, hvor aftenen for vores vedkommende sluttede med middag i China Town.

En masse feriehilsner fra

Tim & Marie