Profile
Blog
Photos
Videos
Nå så er det sidste dag i Peru. På en måde føles det som om, at jeg har været på farten i meget lang tid, og alligevel er tiden bare fløjet afsted. De sidste par dage har vi været ved Lake Titikaka, som er en kæmpe sø beliggende i 3800 meters højde. Først besøgte vi Uros Islands, som er kendt for deres flydende øer lavet af siv. De lokale var meget venlige, men det var alligevel lidt for opstillet til min smag, da de lokale pressede meget på med at sælge ting og hive fat i en for at vise en rundt på deres mikroskopiske ø. Det var interessant at opleve, men selvom denne kultur nutildags udelukkende overlever på turisme, var det alligevel lidt for turistet synes jeg. Bagefter sejlede vi videre med båd til en ø kaldet Taquile Island. Her fik vi fortalt hvordan at mændenes strikkeevner kommer dem til gode, når de skal finde deres udkårne. Det er simpelthen en del af deres kultur, at den der er bedst til at strikke, har størst chance for at score den eneste ene.
Senere på eftermiddagen sejlede vi hen til en halvø kaldet Luquina, hvor vi skulle opleve en lokal hverdag med et homestay. Vi blev mødt med det lokale band samt vores værtsfamilier klædt i originale dragter. De var meget imødekommende, men igen er vi bare turister = penge, så det var stadig lidt påklistret. Vi blev udfordret af de lokale drenge til at spille en fodboldkamp. Det var temmelig hårdt, da vi her befandt os 4000 meter over havoverfladen, så ilt var en stor mangelvare. Ca. hver andet minut havde vi to udskiftninger, fordi man blev så forpustet på ingen tid. De lokale havde sammenlagt to udskiftninger under hele kampen! Vi tabte selvfølgelig stort, men sjovt var det. Efter kampen blev vi introduceret til vores mama og papa. Vi var to personer om en familie, og heldigvis var jeg sammen med en irsk pige, der var rimelig god til spansk. Så hun tog sig af det meste kommunikation. Hele vores gruppe blev iført originale dragter, hvorefter vi skulle danse den lokale dans. Det var rigtig festligt og sjovt.
Derefter gik vi hver især hjem til vores værtsfamilie, hvor vi fik god, men simpel aftensmad, og derefter tidligt i seng (kl. 20!). Næste morgen regnede det rigtig meget de første par timer, så der sad vi indenfor og spillede kort. Da regnen holdt op, var det tid til at lukke fårene ud samt fodre dem. Det var ikke helt nemt at holde styr på den fåreflok, så nogle af dem rendte op på markerne, hvor vi måtte løbe lidt rundt for at fange dem. Bagefter hjalp vi vores mama med at lave frokost i køkkenet, ved at skrælle kartofler og skære grøntsager. Det har været meget interessant at opleve det her homestay, fordi man får et indblik i hvordan deres hverdag er. Man kommer virkelig til at værdsætte alle de ting og muligheder man har derhjemme, når man ser hvor lidt de har at gøre godt med.
På bådturen hjem blev vi udfordret af vores guide til at hoppe søen. Jeg tog selvfølgelig udfordringen op selvom jeg udmærket godt vidste, at vandet kun er 9 grader! Det var hundekoldt, men også sjovt og dejlig forfriskende. Om aftenen var det vores sidste dag i Peru, og det blev selvfølgelig fejret med god mad og en bytur. Jeg havde dog absolut ingen kontanter tilbage, så det blev en ædru aften for mig. Det holdt dog ikke de andre tilbage, og der var en stor fest på dansegulvet.
Jeg har haft en super god tur gennem Peru. Der har været så mange dejlige oplevelser og forskellige indtryk, fordi der er så mange kontraster imellem den vestlige verden og her i Sydamerika. Jeg har mest levet af især majs, kartofler, quinoa og avocado, da det bliver dyrket i stor stil. Men udover det har jeg også prøvet nogle forskellige peruvianske retter, som bl.a. marsvin og alpaka.
Inka er også et kæmpe hit, der flittigt bruges til at navngive ting og sager. Bl.a. den nationale læskedrik inka kola, apotekerne hedder inka farma, supermarkederne inka market osv.. Landskabet har været utrolig smukt, og det har været fascinerende at se, hvordan det skifter så meget afhængig af hvor i landet man er. De lokale har været meget imødekommende og venlige. Jeg synes også det hat været interessant at opleve de forskellige mønstre, farver og hatte de har i de forskellige regioner. Og sidst men ikke mindst, så er jeg begyndt at værdsætte små ting, som vi normalt bare tager forgivet, såsom varmt vand og el, samt følelsen af succes når toilettet gerne vil skylle nr. 2 ud :)
Alt i alt har jeg virkelig nydt tiden her i Peru, og det er helt sikkert et sted jeg gerne vil besøge igen.
Next stop: La Paz i Bolivia!
- comments