Profile
Blog
Photos
Videos
Godt så... Så har jeg også haft den værste og kedeligste bustur nogensinde! Fra Bariloche skulle jeg først med en 15 timers bustur hele dagen hen til en lille øde by kaldet Perito Moreno (skal ikke forveksles med Perito Moreno glacier, som ligger længere sydpå). Denne by var et obligatorisk stop på vejen til El Chaltén, da man åbenbart ikke kunne køre med natbus det første stykke. Her havde jeg en overnatning inden jeg skulle videre med natbus den næste aften. Det var virkelig den mest øde by jeg har været i. Fordi at det var søndag kunne måske forklare det. Alt og jeg mener alt var lukket. Både supermarkedet, butikker og cafeer, ja selv hotellet jeg boede på lukkede ned mellem kl. 11-19.. Der var ingen mennesker, ingen biler, ikke engang nogen hunde.. Bare dødt. Thank god for wifi! Ellers ville jeg da for længst have været død af kedsomhed. Det var en lang kedelig dag der bare skulle overstås, især fordi det føltes lidt som spild af tid. Om aftenen skulle jeg så afsted med natbus. Den var bare ikke bygget til at være natbus, da sæderne ikke kunne lænes tilbage, der var intet toilet og bussen larmede generelt bare rigtig meget. Så jeg fik stort set ikke lukket et øje den nat. Øv.
Jeg ankom til El Chaltén tidligt om morgenen omkring kl 7. Efter lidt kort forvirring (de er ikke så glade for vejskilte i den her by), fandt jeg mit hostel. Da jeg var rimelig udmattet efter busturen, tog jeg mig en lille powernap på halvanden times tid, inden jeg skulle ud på dagens hikingtur. El Chaltén er en dejlig og hyggelig lille by, hvor det ikke tager længere end 20 min at gå fra den ene ende til den anden. Den er fuldstændig omgivet af store stejle bjergskråninger, og med udsigt til flotte snebeklædte Andesbjerge i baggrunden. Atmosfæren er meget præget af trekking og andre bjergrelaterede aktiviteter, da byen ligger lige klods op ad en kæmpe nationalpark. Jeg planlagde en hiking tur op til et sted, der hedder Laguna de los tres, hvor der også befinder sig den meget smukke bjergtinde Fitz Roy. Turen derhen var 10 km lang og tog omkring 4 timer at gå. Det var en lang tur, men det var helt sikkert også det hele værd! For nøj et smukt område! Solen skinnede, himlen var blå med enkelte skyer og landskabet var fantastisk. Jeg vandrede forbi store klippevægge, små enge med gule blomster, gennem skoven samt en stor steppe med små vandløb. På vejen kom jeg forbi et udsigtspunkt til Mount Fitz Roy. Desværre var det blevet lidt overskyet, så det var ikke muligt at se Fitz Roy, fordi skyerne dækkede den til. Ikke desto mindre fortsatte jeg min tur mod Laguna de los tres. Det var en hård og stejl tur op ad bjergsiden, hvor man skulle passe på ikke at glide på glatte og løse sten. Oppe på toppen var der store bunker sne og øde klippestykker. Udsigten var utrolig smuk, og jeg nåede endelig hen til lagunen, som også var flot med sin meget blå farve i kontrast til den hvide sne. Desværre var Mount Fitz Roy stadig dækket til af skyer, så man kan kun lige akkurat ane det på billederne. Det var en super fed oplevelse at vandre helt til tops, og man kan virkelig fornemme hvor stort og øde dette område er. Som sagt var det en 10 km tur one way, så jeg var da lige nødt til at gå de samme 10 km tilbage igen for at komme hjem til El Chaltén. Jeg var meget udmattet da jeg endelig nåede tilbage, så det hed hurtig aftensmad og så tidligt i seng.
Dagen efter var vejret ekstremt godt med ingen skyer og masser af solskin. Så jeg besluttede mig for at gå hen til udsigtspunktet til Fitz Roy for at få et ordentlig syn af denne flotte bjergtinde. Det var heldigvis kun 4 km one way, så det var ikke lige så slemt som dagen før. Jeg kunne dog godt mærke at mine ben og fødder var lidt trætte fra de mange kilometer dagen før. Til gengæld blev jeg belønnet med et fantastisk flot udsyn til Fitz Roy, der var helt fri fra skyer, så det var alle anstrengelserne værd.
Senere på eftermiddagen skulle jeg videre med bus til El Calafate. Der var dog lidt forvirring på busstationen, idet der var to busser der begge kørte til El Calafate og begge kørte kl. 13. Det var bare to forskellige busselskaber, og jeg havde selvfølgelig valgt at sætte mig ind i den forkerte. Så i sidste øjeblik fik chaufføren kigget min billet igennem for at konstatere at jeg skulle med den anden bus, så jeg måtte skynde mig at pakke min taske sammen igen og finde min rygsæk i bagagerummet. Jeg nåede det heldigvis, og denne bus var i meget bedre kvalitet end den anden, så jeg klagede ikke. Imorgen skal jeg på tur til Perito Moreno Glacieren, hvilket jeg glæder mig til.
- comments