Efter en tur i junglen synes vi, at vi trængte til at komme lidt til stranden og i havet, så onsdag d. 22. besluttede vi os for at tage ud til en af de små øer, som ligger nær Kota Kinabalu. Der ligger 5 øer ret tæt på byen, som man kan tage en båd ud til på 15 min., så selvom man er i en storby, kan man i løbet af ingen tid ligge på en rigtig lækker strand med det flotteste vand. Vi tog ud til Sapi Island, og selvom der var mange japanere, som svømmede rundt med snorkel og redningsvest, så kunne det ikke ødelægge den flotte strand og det lækre vand. På øen var der også varaner, som bare gik frit rundt, og det var lidt skræmmende, for de var virkelig store. Men de gjorde ikke noget.
Omkring middagstid begyndte det heldigvis at tynde ud i antallet af japanere, da de er meget bange for solen, så det var dejligt. Kl. 14.15 tog vi en båd tilbage til Kota Kinabalu. Om aftenen spiste vi på seamarket, som virkelig er blevet vores yndlingssted at spise i Kota Kinabalu. Det er et marked, som åbner hver aften, og her kan man få helt frisk seafood. Det er rigtig lækkert. Vi gik lidt tidligt i seng, da vi skulle være friske til dagen efter, hvor vi skulle bestige Mount Kinabalu, et 4095 m højt bjerg, som ligger her på Borneo.

Om torsdagen blev vi hentet på vores hostel kl. 7.30. Vi regnede med, at vi skulle begynde at bestige bjerget kl. 9, men turen derop tog åbenbart længere tid end forventet, så det endte med, at vi først begyndte at gå kl. 11, som er det seneste tidspunkt, man må starte. Vi fik vores helt egen guide, en 18-årig dreng som besteg bjerget 3 gange i ugen. Han var ret sej! Vi skulle bestige bjerget og ned igen over 2 dage. Den første dag skulle vi gå 6 km. De første par hundrede meter gik det ikke ret meget op ad, og vi tænkte, at det blev en meget nem tur. Men der gik selvfølgelig ikke lang tid før, at det nærmest kun gik op ad, som det gør 99 % af vejen til toppen. Vi holdte nogle små pauser, når der var brug for det, og da vi havde gået omkring 4 km., fik vi frokost. Det var dejligt med lidt fornyet energi. Desværre begyndte det også at regne, og det blev koldt, så vi måtte have lidt mere tøj på. På hele turen derop var der en rigtig flot og meget frodig natur, så der var hele tiden noget at kigge på.
Omkring kl. 14.15 nåede vi 3272 meters højde, hvor den lodge vi skulle overnatte på lå. Dagens mål var nået. Vi tjekkede ind og for første gang på hele vores tur, skulle vi bo i et dorm med 4 andre. Vejret var stadigvæk ret dårligt, så resten af eftermiddagen blev brugt på at drikke en kæmpe kop varm kakao, skrive postkort og kigge på alle dem, som ankom trætte og udmattede efter os. Det var meget underholdende at se den ene japaner efter den anden, som havde kæmpet for at komme op til lodget siden kl. 9 i morges.
Vi spiste omkring kl. 17.30 og maden, der hvor vi boede, var rigtig god. Allerede kl. 19 lagde vi os til at sove, eller prøvede i hvert fald på det, det var lidt umuligt pga. en meget larmende Malay, som boede i vores dorm. Da han endelig fik slukket lyset og lagt sig i sin seng, gik der ikke to minutter før, han begyndte at storsnorke. Ikke engang ørepropper og et tæppe og en pude over hovedet kunne tage lyden (i hvert fald ikke for Marias vedkommende), så det var ikke den bedste søvn, man fik den nat.
Men kl. 2 om natten ringede alarmen, og det var tid til det mest spændende på hele turen. Vi skulle gå de sidste knap 1000 højdemeter (2,7 km.) op til toppen for at se solopgangen. Vi fik morgenmad, og kl. 3 startede turen op. I starten var der trapper, og vi gik med vores pandelamper i en lang række sammen med alle de andre, som også skulle op til toppen. Der gik ikke lang tid før, at trapperne blev til ren klippe, og resten af vejen var der et reb, som man skulle holde ved, fordi det var så stejlt. Det var helt vildt mørkt der midt på bjerget, men når man kiggede ned, kunne man se flere byer, som lyste op. Bl.a. kunne vi se hovedstaden Kota Kinabalu. Vi havde besluttet at gå i et stille og roligt tempo, så vi ikke kom op på toppen så tidligt, da vi så bare skulle sidde og fryse, imens vi ventede på solopgangen. Men alligevel overhalede vi ret mange, og tilsidst gik vi nærmest helt selv med vores guide.
Kl. 5.15 skete det så. Vi nåede toppen, den vi havde ventet på, siden vi startede med at gå i går kl. 11. Det var vildt! Solen var allerede begyndt at give lidt lys fra sig, så vi ankom på et perfekt tidspunkt. Samtidig skal det lige siges, at vi var de første piger på toppen, og at der kun var 8 andre før os, hvoraf de fleste var guides. Så vi synes, at vi var seje :-) Vi havde derfor nærmest toppen af bjerget for os selv og fandt en perfekt plads, hvor vi kunne sidde og kigge ud over bjerget. Det var så smukt og virkelig en helt speciel oplevelse at sidde på toppen af det bjerg, som vi i går havde stået og kigget op på og tænkt: Nøøøj, det er stort. Vi var meget taknemmelige for vores nyindkøbte hue og handsker og at vi på vores lodge havde lejet en kæmpe jakke hver, for det var meget, meget koldt. Vi ærgrer os dog lidt over, at vi ligner nogle retardos på alle billederne, men uden det havde vi nok ikke overlevet kulden :-)
Da vi havde set den smukkeste solopgang og havde siddet og nydt udsigten længe nok, gik turen nedad igen. Det var meget stejlt, og mange steder skulle man holde tungen lige i munden for ikke at glide. Tilbage på lodgen pakkede vi vores ting og fik igen morgenmad, så vi var klar til at gå de 6 km. ned igen. Kl. 9 var vi som nogle af de første klar til afgang. Og lige så meget som det gik opad dagen forinden, gik det selvfølgelig nedad nu. Da vi næsten var helt nede, begyndte det indimellem at flade lidt ud og her kunne ens ben nærmest ikke gå normalt, fordi vi havde gået så meget nedad. På vejen ned mødte vi en del, der var på vej op, og det var meget hyggeligt lige at få sig en lille snak med dem og fortælle, at de godt kunne glæde sig til det, der ventede dem på toppen.
Kl. 11.15 var vi helt nede, hvilket var en rigtig dejlig følelse. Meget glade og stolte, men godt trætte, fik vi lidt frokost og derefter gik turen tilbage til Kota Kinabalu igen. Resten af dagen blev bare brugt på afslapning og på at spise is, og klokken var ikke ret mange før vi begge to fandt vores senge, og sov bedre end vi længe havde gjort.

De sidste par dage har vi brugt på lidt forskelligt i Kota Kinabalu, og i går aftes kl. 18 tog vi en bus til Sepilok for at se orangutanger. Det var en bustur på 7 timer, så vi ankom ret sent.
Vi var meget spændte på at se dem, for det var noget, vi havde snakket om rigtig længe, men vi var også lidt nervøse for, om det nu ville leve op til vores forventninger. Men det gjorde det i den grad.
De skulle fodres kl. 10, og der gik ikke lang tid før, der var 6-7 orangutanger i forskellige størrelser. De var virkelig fascinerende og sjove at se på, og de gjorde rigtig mange menneskelignende ting. Så det var bestemt hele vores lange køretur værd.

Vores sidste tid på Borneo vil vi bl.a. bruge på at besøge flere af de øer, som ligger ud for Kota Kinabalu, prøve noget der hedder White Riverrafting og besøge en lille landsby med lokale stammer. Og så selvfølgelig blive endnu mere mæt af ris end vi allerede er i forvejen :-)

Knus fra Borneo,
Camilla og Maria