Profile
Blog
Photos
Videos
Savanne, slette og Serengeti.
Vi var blevet opdelt i jeeps efter hvem der ville hvad, og da vi fire piger fra Danmark var de eneste som ville ud til den lokale landsby, blev det os der kørte sammen.
Vi startede i Ngorogoro krater, som er et beskyttet naturområde, det kan ikke kaldes en nationalpark da der bor mennesker i området, de såkaldte masaier.
Men mere om masaier senere - vores første dyr mødte vi efter 5 min kørsel, en stor bøffel stikkede hovedet ud af en busk, men inden kameraet blev fundet frem, var den væk igen. Ét ud af de store fem dyr var fundet. De fem dyr vi hovedsageligt jagtede var; bøffel, leopard, elefant, næsehorn og løve.
De er sværest og med hver deres egenskab er det de dyr alle jagter, især leoparden er nærmest et trofæ ar finde, der er få af dem og meget svære at se. Det var også denne vi missede, ellers fandt vi resten af de fem, og mange andre.
Det skønne ved en safari er at man ikke kan være sikker på hvornår næste dyr dukker op, så det et med at være vågen og have falkeblikket, ellers kan du gå glip af meget.
Og falkeblikket havde vores chauffør, Nicko. Han kunne på lang afstand lokalisere dyr, bevægelser og lyde, en fantastisk evne i et krater som aldrig sover.
Bavianer løb over vejen, så efter os med nysgerrige blikke og spejdede efter alt spiseligt. Og før vi er videre på vejen, dukkede der giraffer op ude i horisonten. Giraffen er et virkeligt fredfyldt dyr, det eneste den koncentrerer sig om er at spise blade fra træets top, så med ro i sindet kunne vi komme tæt på og få taget en masse billeder. Det samme med zebraen, som jo egentlig bare er en stribet hest - så meget hest, at vi fik lyst til at gå ud og klappe dem.
Krateret er meget frodigt, især i regntiden, som er den tid de har nu. Alt er grønt og det var derfor lettere at spotte dyrene.
Frokosten blev serveret i kasser, hvor det blev anbefalet at spise inde i bilen, da der ellers er høj risiko for at der er fugle som vil spise med. Og selvfølgelig var der nogle som skulle tage chancen - ærgerligt for dem, væk var kyllingen.
Mens vi spiser kommer fuglen, som er kendt for rekorden i størst vingefang, marabu. En marabu er er særdeles grimt dyr, den er kæmpestor og det er måske en fordel i Afrika.
Efter frokost var det tid til lokalbesøg hos masai befolkningen, en meget speciel oplevelse. Idet vi trådte ud af bilen samlede drengene sig i en gruppe og pigerne i en anden, hvorefter de bød velkommen med dans og sang. Vi fik lov til at se hvordan de boede, som én stor familie med 150 medlemmer i en lille landsby. Vi besøgte skolen, hvor en kvinde fra lejren lærer små børn engelsk. Og man skal være et følelsesløst menneske hvis ikke de børn gav indtryk!
Da masai besøget var slut kørte vi til indgangen af Serengeti nationalpark. Vores jagt satte for alvor ind, og som sagt lykkedes det os næsten.
De to dage vi var på safari sov vi i telte, fik mad fra bål og sov blandt bøfler.
Vi så en masse dyr, det hele virkede så uvirkeligt. Det føltes som at gå rundt i en udendørs zoologisk have, og så alligevel langt fra. Det er ikke alle som har været i zoologisk have som kan blære sig med at have set en løve gå til angreb på en gnu, slå den ihjel og derefter spise den - det kan vi!
Og apropos gnu, i regntidsperioden foregår gnuernes vandring. 2 millioner gnuer vandrer fra Ngorogoro krateret til Serengeti, sammen med gnuerne tager endvidere zebraer, antiloper og gazeller samme vej.
Elefanten, flodhesten, næsehornet, hyænen og vortesvinet så vi også, men med alt det vi oplevede på de timer vi var ude, kan ikke skrives. Det skal opleves.
En glædelig overraskelse ventede os efter safari turen, med heldet på vores side flaskede det sig sådan at den nyuddannet afrikanske lærer Søs, vores søde veninde, havde tid til en kort sludder og et langt kram inden vi skulle videre. Byen hun underviser i lå netop lige på vejen tilbage til Arusha, hvor den sidste nat skulle bruges i telt.
Det blev endnu en kort aften for os, da vækkeuret ringede kl. 03.55.
Bussen kørte videre til Dar És Salaam, Tanzanias hovedstad. En bustur på små 16 timer, med veje bestående af grus og jord. Var vi engang heldige at ramme noget seriøst asfalt, var der sat chikaner op så vi var nødsaget til at sænke farten til 30 km gennem byerne, og dem er der mange af!
For ikke at snakke om den kø der danner sig ind til byen, fra byskoler til vi ramte vores camp gik der yderligere en time.
Nu er vi landet, vi har det godt og snakker om alle de ting der er sket de sidste dage. Safari var virkelig fedt, vores veninder Nikoline og Irati er søde og maden som guiden kokkererer er god, så hvad mere kan vi forlange?
I morgen går turen til Zanzibar!
Xoxo
Malle og Stine
- comments
Birte Overbeck Petersen Super beretning og oplevelser, hårene rejser sig på mine arme og jeg mindes vores tur til Kenya. Tænk I fik hilst på Søs, fantastisk. Nu kan i tælle på fingrene inden vi ses. kh fra Aabenraa