Profile
Blog
Photos
Videos
Første hilsen fra Australien
Gold Coast, Queensland
Hej alle sammen!
Her kommer så første officielle hilsen fra Australien. Turen herned var lang, men til at overleve, da vi havde alverdens film, spil og musik til rådighed i hver vores skærm i nakkestøtten. Vores første dag herovre gik med at se lidt af Cairns - en super fed by med udendørs, offentlig pool, udendørs træningsstationer, grønne områder og store gader med butikker. Eneste minus var luftfugtigheden som var niveauet lige under regn og de skyhøje priser på mad, men alt i alt en lækker og stor turistby. De næste fem dage gik med at få taget dykkercertifikat, så vi nu må dykke ned til 18 meter. Vi havde to dage med teori og pool, og tre dage på en båd ved Great Barrier Reef - her dykkede vi med hajer, skildpadder og farvestrålende fisk - en rigtig fed oplevelse, som vi meget gerne vil gentage. Specielt aftendykket gjorde stort indtryk på os begge - det eneste lys vi havde var det fra båden og i vores små lommelygter, og så kunne vi ellers bare se hajerne kredse omrking os. Vi havde ingen problemer med ørene, som vi ellers frygtede, men Mads blev lidt søsyg, så han sov en del mellem dykkene. Tirsdag aften tog vi ud at spise og i byen med dykkerholdet - alkohol var ifølge instruktørene den eneste løsning på følelsen af stadig at være på en båd - og det turde vi skam ikke sætte spørgsmåltegn ved. Vi havde en fed aften med nogle hyggelige mennesker og der var godt gang i byen - selvom det var på en tirsdag. Dagen efter (med lidt tunge hoveder) blev vi hentet af Signe (en bekendt af Mads som bor i Cairns), som viste os lidt af byen som vi ellers ikke ville have set, blandt andet en super lækker strand og et luksuskvarter med fine hoteller. Vi fik også set wallaby's (små kængurer). Vi blev også inviteret hjem privat. For at I kan relatere til det, boede hun et sted der minder om hvor vi tager på ferie, når vi skal stresse af. Der var gym, pool og bare rigtig hyggeligt. Før vi havde set os om var der gået 7 timer - sådan er det jo i godt selskab.
Onsdag den 18. ved midnat tog vi med bussen fra Cairns til Rainbow Beach - en tur på lidt over 25 timer. Vi havde et stop i Hervey Bay på omkring 6 timer fra kl 2 om natten. Da vi var for nærrige til at finde et hotel for så kort tid, blev natten brugt på at finde et offentligt bad, så vi kunne vaske os lidt inden busturen gik videre til Rainbow Beach.
Rainbow beach er en meget lille turistby, hvor vi havde to overnatninger. Én før Fraser Island og én efter. Fraser Island er en stor sandø med en 124 kilometer lang strand der fungerer som landevej for de firehjulstrækkere man tager derud i. Derudover kører man på små sandveje midt i regnskoven. Vi havde lejet en Toyota Landcruiser sammen med Andreas og Kristian - dejlig benzinsluger med en stor V8 motor, som kunne komme frem overalt. På Fraser Island var vi i tre dage, så vi fik set alle naturattraktionerne på øen. En af dem er Champagne Pools - en naturskabt saltvandspool, der ligger ud til havet og bliver fyldt af bølgerne. En anden er Lake Wabba - noget der minder om Sahara med en sø lige midt i det hele. Fantastisk flot (billeder kommer). På anden dagen fik vi besøg af en stor lizard midt i maden, og vi har også fået set både store og små edderkopper, papegøjer og sjove fugle. Vi fik dog ikke set nogen slanger eller dingoer derude. Fraser Island var en dyr fornøjelse, men det var det hele værd med de oplevelser vi fik med i bagagen.
I tirsdags tog vi videre til Brisbane, så nu er vi over halvvejs igennem Australien. Vi fandt et YHA hostel, som er det fedeste, nyeste og største hostel vi har boet på indtil nu, og til en pris som er til at betale. Onsdag tog vi ud i Sunny Bank for at spise frokost i et kineserkvarter, som Signe anbefalede os. Vi fattede intet af menukortene, men maden var rigtig god. I torsdags var vi i Lone Pine Koala Sanctury - en dyrepark i Brisbane - hvor vi fik set koalaer, næbdyr, dingoer, krokodiller og kom helt tæt på kænguruerne. Vi har haft meget regn, men det har ikke forhindret os i at komme ud og se byen, så fredag tog vi ned og så et kvarter der hedder South Bank, med museer, teatre og et dejligt, stort, grønt område med pools, åer og pariserhjul.
Idag (den 28. Januar) er vi taget videre til Gold Coast City for at se Surfers Paradise og tage i Wet 'n Wild (lalandia x 4) imorgen. Næste stop herefter bliver Byron Bay, og så skulle vi gerne lande i Sydney med cirka en uge tilbage af Australien.
Der er meget rent i gaderne hernede og det offentlige gør meget ud af at have hyggelige, grønne områder med pools, grillstationer og træningsmuligheder til rådighed for borgerne. Det er rigtig fedt. Folk er venlige og man bliver altid mødt med et "How are you?" selvom det nok mere er en hilsen end et reelt spørgsmål. Det har været en ting man skulle "lære"; at smalltalke med alle. Ingen af os er direkte generte anlagt, men det er en stor omvæltning at komme fra et land, som Danmark, hvor vi i sammenligning er mere reserverede og "mind your own bussiness"-agtige til at skulle tale om alt og intet bare man køber et stykke frugt i supermarkedet. De første dage havde vi lidt svært ved at ændre den "indre stemme" til engelsk. Efter 14 dage, hvor vi endda nogle gange har talt engelsk indbyrdes, hvis der har været andre til stede, så tænker vi mere og mere engelsk. Vi er rigtig spændte på at se hvor vi er i den sammenhæng om en måned og om to måneder. Don't worry, vi kommer ikke hjem med bandana og Sidney Lee accent.
Vi har haft mere regn end solskin her de første uger, men her er stadig varmt. Det skulle efter sigende klare op i starten af næste uge, så det ser vi frem til.
Det var så vores første blogindlæg og der er flere i vente jo længere vi kommer frem. Vi savner jer alle og håber I har det rigtig godt derhjemme.
Kærlige hilsner
Mads og Jesper
- comments
Jens Sweet dudes!
Jens Hvor ser det der surfers paradise bare vildt ud, er så misundelig! :b
Anne, Niels og Mette Fedt at høre at I har en god tur. Håber det fortsætter.
Sara dejligt at høre fra jer....fortsat god tur