Profile
Blog
Photos
Videos
Silence silence. Ja, jeg har måske været lidt stille det sidste stykke tid. Dette har den seneste uge skyldtes tekniske vanskeligheder, idet jeg ikke har kunnet komme ind på min blog, men mest af alt har stilheden på det sidste været på grund af, at jeg nu efterhånden har været i Ho Chi Minh i et godt stykke tid, og at jeg ærlig talt har kedet mig lidt. Faktisk har jeg været så lidt inspireret, at jeg er begyndt at tænke, at det da måske kunne være at man skulle sig finde et eller andet herrebekendtskab at fjoller med, bare så der sker lidt... Når man har tid til at tænke sådan, ved man, at det er på tide, man tager videre… Ej, så hellere tage til Nepal og bo i et kloster i en måned, så man bliver lidt forelsket i sig selv i stedet, og giver plads til at skæbnen kan gøre sit arbejde, uden man afbryder den med aktiv deltagelse i matchmaking, ved at søge rundt efter en mage diverse steder nær og fjern. Desuden er Asien heller ikke stedet med størst sandsynlighed for at finde ens livs kærlighed, når man har tendens til at falde for høje, bredskuldrede fyre, der kan få én til at føle sig lille og fin. Her er jeg, som tidligere nævnt, større end mange mænd, og tager f.eks. mig selv i, hver gang jeg hopper bagpå 'min' motorcykel-mand's motorcykel, at tænke: "Jesus, den er motorcykel virker ligesom skæv, det er som om den er meget tungere bagpå end foran", for så bagefter at opdage, nå ja, jamen det er jo fordi jeg sidder bagpå, og at den lille mand der styrer er lettere end mig! Tal om dårlig selvtillid altså…
Anyways, i sidste uge havde jeg så faktisk også ret travlt. Først havde vi en 'åbent hus'-begivenhed på shelteret i weekenden, hvor vi fejrede shelterets fødselsdag, og det krævede naturligvis en del forberedelser. Derudover har Ole, koordinatoren på projektet jeg arbejder på, og nogle andre fra Dansk Vietnamesisk forening har været herude i en uges tid, fordi vi skulle afholde et seminar om vores projekt i Hanoi i torsdags. Deres besøg bød på mange møder bl.a. med Ho Chi Minh Child Welfare foundation, hvor vi diskuterede kommende projekter og den Vietnamesiske Danske venskabsforening (VIDAFO), der står i forbindelse med den vietnamesiske regering. Det var i virkeligheden nogle meget sjove oplevelser at være ude til frokost med begge parter. Så sad man dér, mens de bestilte en helt masse forskellige vietnamesiske retter, som man så kunne sidde og nippe til. Det hele virkede så formelt og stift på en måde, og alligevel meget venligt. Lidt ala: Okay, vi kender ikke rigtigt hinanden, men nu leger vi, at vi er rigtig gode venner. Very funny.
OG så havde jeg bare den mest fantastiske oplevelse, da vi var i Hanoi fra onsdag til lørdag; Da vi stiger ud af flyet i Hanois lufthavn regner det. Men ikke bare det der tropiske regn, hvor det står ned i stænger, og man nærmest bliver kogt. Nej, det støvregnede, og så var vejret ret køligt - ca. 20 grader. "PLING" sagde det (næsten) og så kunne jeg mærke, at det kriblede i hele min krop. Ja, jeg have da taget mine løbesko med, idet jeg vidste, at vejret ville være en del koldere dér end i Ho Chi Minh + at de rent faktisk har nogle søer med plads til at løbe rundt om, og som samtidigt sikrer at man ikke bliver væk, hvis man har en forfærdelig stedsans som mig, men det her oversteg enhver forventning. Vejret mindede jo helt som dansk sommervejr! Vi nåede kun lige tilbage til hotellet efter frokosten med VIDAFO, før jeg var hoppet i løbetøjet. Jaja, der blev da MEGA-stirret på den hvide pige, der i fuld hopla kom springende ud og ind mellem alle vietnameserne på vejen i sit ret så iøjefaldende tøj. (Vi snakker knald pink top og blå og gule løbesko, der i øvrigt har en fest.) Men jeg var da bare så skide ligeglad. Med Beyonce dunkende i ørene forlod jeg for en stund vores lille planet, og fløj i mit sind rundt om søen, alt imens min krop havde travlt med at bruge al den ophobede energi på at spæne derudaf, og mærke hvordan de kølige regndråber forsigtigt lagde sig på min hud. HELLO HEAVEN…! Jeg løb i knap en time, ligesom jeg gør derhjemme, og bagefter var jeg så høj, at jeg, selv da det blev nat, ikke kunne sove. Pludselig kunne jeg igen huske hvem jeg er, og hvor stor en del af mig, der ligger i mine løbeture. Jeg renser simpelthen ud i alle tanker og følelser, når jeg glemmer mig selv og alt andet, i mine løbeture, hvor jeg bliver et med naturen og musikken jeg har i ørene.
En lignende bonus oplevelse jeg også havde på denne tur, var, da Ole, Van Khanh (også fra projektet) og jeg, den sidste aften i Hanoi, var på en Jazz bar. Som vi sad der, blev jeg igen suget ind i musikken, og mindet om, hvor meget jeg elsker at synge og stå på en scene. Det sniger sig helt ind under huden på mig, så jeg kan mærke det strømme i blodet på mig, mens det ændrer energien i min vejrtrækning. Jeg bliver helt let og tom. På en eller anden måde minder det lidt om at meditere, men så alligevel ikke, for følelsen er anderledes. (Måske derfor jeg ser lidt mærkelig ud på billedet, men det ver et Van Khanh tog, da jeg sad mit i denne 'trace')
Foruden dette har jeg så også fundet et ret fantastisk yogasted, der ligger ret tæt på, der hvor jeg bor. Det havde selvfølgelig været nice, hvis jeg havde fundet det lidt tidligere end tre uger inden jeg rejser videre, men så har jeg jo i stedet til gengæld været travlt optaget af sporten 'going soft'. Aldrig har jeg oplevet min krop med så få muskler og med så mange former- ja det skulle da måske lige være, da jeg var på højskole i 4 måneder og praktiserede masser af øldrikning hver torsdag, fredag og lørdag. Jeg tror sgu ikk lige, det er mig altså. Så nu er jeg igen på yoga bølgen, som jeg elsker helt op til stjernerne, om end jeg 'killer' min krop en lille smule hver gang jeg gør det, som følge af de tre måneder, hvor jeg kun har gjort det en lille smule på mit værelse. Men altså f*** det, det føles skønt alligevel.
I dag er der præcis tre dage til at jeg flyver mod Kuala Lumpur, hvilket jo betyder, at jeg har taget hul på min sidste uge i Vietnam. Mit arbejde er færdigt, så jeg har besluttet, at den sidste tid skal gå med bare at nyde byen, der trods 'overfald' og manglende natur, alligevel er begyndt at føles som hjem for mig. I søndags havde jeg derfor den mest vidunderlige dag med Christina. Vi havde haft en sjov aften i byen lørdag aften, og besluttede af den grund at mødes dagen efter til en god brunch klokken 11. Derefter tog vi på marked og sluttede så dagen af på spa stedet, der ikke tager hensyn til nogle vesterlændinges blufærdighed. Skønno skønno. Mandag stod jeg op til 90 minutters yoga efterfulgt af café besøg om dagen og middag + cocktails om aften, og sådan har de andre af mine sidste tage i denne hektiske by altså fulgt trop. Selvfølgelig, har der i denne uge også skullet være plads til praktiske ting, så som at få styr på visum, og planlægning af Nepal, men eftersom jeg har to gode venner, der har kontakter i Kathmandu, er det hele gået ganske nemt. Gennem dem, har jeg allerede nu, fået to Facebook venner, der bor i byen, hvoraf den ene kommer og henter mig i lufthavnen, og finder sætter mig op med et godt sted at bo de første dage, mens den anden er i fuld sving med at finde et godt yoga-retreat sted til mig i Nepal. It's all about the contacts, som man siger, og jeg har tilsyneladende scoret mig nogle gode nogen allerede. Er helt fjollet spændt på, på tirsdag, hvor eventyret når nye højder!
Jeg håber, I alle har det godt (derhjemme), og husker at forkæle jer selv engang imellem - ligesom jeg gør det i denne uge.
Love love love
- comments