Sjuuuum…! Sagde det (som et stort og hurtigt fly). Det var de 10 sidste dage der fløj forbi. Marley og jeg har simpelthen haft så travlt med at nyde Bali og lave en masse forskellige ting, at det virker uvirkeligt, at vi lige nu allerede sidder på en café i Sydney og venter på at få vores hotelværelse. Vi er mega smadrede, idet vi de seneste to nætter nærmest ikke har sovet; først på grund af min fødselsdag, der skulle fejres med Cocktails og ballade og senest i nat på grund af flyveturen fra Bali til Australien.

Men hvis jeg nu lige spoler tiden tilbage, kan jeg da lige fortælle jeg lidt om, hvad vi fik tiden til at gå med i Indonesien. Marlene ankom og mødtes med mig i byen Seminyak d. 17. Februar. Her var vi i to dage, hvor vi hyggede ved poolen og shoppede lidt. Derudover fik jeg også stiftet bekendtskab med den nærmeste hospitalsklinik, idet mit sår på foden efter motorcykelstyrtet simpelthen ikke ville hele og måske også begyndte at se mere og mere mistænksomt ud. I en uges tid, var jeg af France og andre blevet opfordret til at opsøge en læge, da det ikke så så godt ud, men når man har en lav smertetærskel og man udmærket er klar over hvordan det virkelig kan gøre ondt at få renset et sår, så valgte jeg det første stykke tid altså at leve i min egen lille verden; Denial. Hver dag stod jeg altså op om morgenen, og sagde højt både for France og jeg, at i dag så det da bedre ud, og udskød altså mit lægebesøg på bedste mande-vis… France's ansigtsudtryk, der mindede om en blanding af afsky og et 'keep-dreaming' agtigt udtryk, vidnede om, at hun ikke var helt enig… Men til sidst måtte jeg jo så overgive mig - selvfølgelig kun for at få bekræftet at min frygt for 'rensningen' var berettiget. Der var simpelthen NO MERCY fra de sygeplejersker der på ingen måde nænsomt først viste mig en kæmpe pincet, som jeg lige kunne nå at tænke; "Øhhh Hvad tror du lige du skal med det der tortur-instrument", om, inden hun med hård hånd fyrede det ned i mit sår, for at skrælle det der kunne minde lidt om en sårskorpe af. f*** hvor gjorde det ondt, og jeg kunne simpelthen ikke styre mig, inden jeg vidste af det lå jeg på den der briks og maks hylede som var jeg 6 år gammel, mens jeg halvt i arrigskab halvt mega bedende og en anelse desperat sagde, at hun skulle holde op med det hun havde gang i. Det endte med at en eller anden fra sygepleje-teamet hentede Marley, selvom jeg havde afslået det, da de spurgte, så den stakkels pige, pænt kunne stå og se på at et ulækkert betændt sår blev renset, mens hendes veninde græd som et barn. Velkommen til Bali, Marlene… Nå men altså, det hele blev lidt bedre, da jeg bagefter fik nogle fine og pinke smertestilende piller + antibiotika og nogle andre piller.

Efter denne omgang, gik turen så tilbage til Ubud. Her indlogerede vi os på et lækkert hotel med en fin pool, så Marlene kunne have en chance for at hale lidt ind på mig med hensyn til solbrun hud. Det fik vi naturligvis en del af vores tid til at gå med, men vi fandt derudover også tid til at shoppe lidt mere, tage på udflugt ud til et vandfald og en vulkan samt at få lidt forskellige skønhedsbehandlinger. Lyder det nice? ;)

Og så kom dagen jo. Dagen jeg har ventet på helt siden d. 27. Februar sidste år; d. 26. Februar 2013 og min 24-års fødselsdag. Ja, jeg er lidt ligesom et barn, når det kommer til at have fødselsdag - jeg ELSKER det - min dag - yay. Jeg vågnede ved at Marley lige så sødt sang fødselsdagssang for mig. Så åbnede jeg en gave, hun havde medbragt fra mine forældre, og derefter hoppede vi videre, for at starte dagen ud med halvanden times intens yoga, inden vi klokken 10.30 mødtes med France og fik en lækker morgenmad. Herefter fandt jeg lidt tid til at skype med min mama, papi og lillebror, der også sang og flagede for mig, før vi tog videre ud og shoppede min fødselsdagsgave fra Marlene; Et superfint lille smykkeskrin og et sødt lille armbånd. Vi endte med først at få frokost klokken 17.30, så efter at have været tilbage på hotellet og chille lidt ved poolen og gøre os 'fejrings-klar', droppede vi middagen og sprang direkte til Cocktails og dessert. På den første bar vi var, var de så søde at synge fødselsdagssang for mig, da de serverede vores dessert og give den os første cosmopolitan gratis. Dernæst gik turen til en anden lille hyggelig bar, hvor der var live jazz musik. Det var ganske hyggeligt, men ikke helt party nok, så vi smuttede videre op på en tredje bar, hvor der var noget lidt mere festligt live musik. Her fik de selvfølgelig også nys om, at jeg havde fødselsdag, og der gik ikke lang tid fra vi kom, til bandet spillede fødselsdagssang for mig (foran en fyldt bar!), og jeg på pinligste vis blev tvunget op og danse med en lille balineser - som de eneste på dansegulvet. Heldigvis tog Marlene en for holdet, og gjorde mig selskab med en anden lille balineser, så vi nu var 4 på dansegulvet. Bagefter serverede de et fødselsdags shot med ild i for mig. Bum bum, og så var der fest. Det blev simpelthen den skøreste og sjoveste aften, jeg har haft længe. Vi blev naturligvis venner med de to små mænd vi havde danset med, men også med en af deres venner, fra bandet, der spillede og som er dansk, men som har boet på Bali i omkring 10 år. Marlene og Mai + de tre fyre fyrede den så maks af, efter vi havde afslået at spise svampe, med masser af drinks, shots og dans på et par forskellige barer, inden vi endte hjemme hos en af dem til en sang-session, for i vores rush, syntes både musikeren og jeg at vi da skulle lave noget musik sammen. Jeg skulle da være med i hans band! Efter et par timer derhjemme og klokken nærmede sig de 6 am, følte vi dog, at det var ved at være på tide at vi tog tilbage til hotellet. Nok var det næsten stadig min fødselsdag på grund af tidsforskellen - jeg kunne jo også lige køre den på Danmark tid, hvilket købte mig 7 timers ekstra fødselsdag, men vi blev simpelthen nødt til at flygte. Vi havde naturligvis (begge to) fået kærlighedserklæringer det meste af aftenen af de små balinesere, og nu kunne vi altså ikke lige holde det ud længere. Så aftenen/morgenen endte lidt i en flugt; Mai, Marlene og den danske musiker 'klistret sammen som et futtog' på én scooter, væk fra den lille balineser, hvis hjem vi havde været i. Det var en 'wild' tur hjem, hvor vi lige crashede morgenmarkedet på vejen, lige var nødt til at tage en lille omvej for at undgå politiet, og hvor spanden af en motorcykel larmede derudaf, så man var overbevist om, at den var en anelse "syg". Men we made it, og blev pænt hilst godmorgen af det venlige hotelpersonale, da vi ved 6 tiden gik ind i vores lille hytte, for at sove. Men men men, sådan en lille balineser giver ikke bare lige sådan op, så mens vi stod der og børstede tænder og grinte af aftenens eskapader, blev der ringet fra receptionen, at vores 'ven' var der. "Ven, hvilken ven?" Det skulle vi hurtigt finde ud af. Den lille fyr, vi havde været hjemme hos, havde da efter en halv time fundet vejen til vores hotel, og stod nu udenfor vores dør og hamrede og bankede på som i desperation. Vi flygtede naturligvis, flade af grin ind på badeværelset, hvor vi låste døren, så han ikke kunne se os. Hvad havde han lige tænkt sig??! Heldigvis fangede hotelpersonalet, at vi ikke lige var klar på selskab, så han kort tid efter med en sand jamren i form af "Why are you doing this to me?" blev bedt om at gå.

Endelig kunne vi komme i seng, men det var selvfølgelig ikke tid til så mange timer på øjet, for vi skulle tjekke ud klokken 12, og inden da, skulle vi lige have pakket osv. Dagen i går, gik derfor med at være ret trætte, men så var det jo godt, at vi havde tid til at få pedicure og manicure og ellers bare lave ingenting indtil turen klokken 18 gik til lufthavnen. Og 1-2-bum, nu sidder vi her, i Sydney. En del af eventyret er jo så slut, men mon ikke det her bliver lige så godt? Det tror jeg - vi skal bare lige have ramt en seng snart, og så er vi nok game igen i morgen.

Solskinshilsner, fødselsdagskuller og englehop til jer alle

fra Mai