JEG GJORDE DET !!!!

Loerdag var en vild dag ... Vaekkeruret ringede kl 04.50 og jeg naatte staa op og afsted gik det. Vi skal til "Last Resort" hele dagen. Vi blev afhentet kl 6 inde i Thamel, som ligger ca. en halv times gang fra platformen.
Busturen skulle tage ca. 3-4timer, hvilket egentlig ikke lyder saa slemt. Men naar bussen er ved at falde fra hinanden, og man koerer i bjergene, hvor der er fuld af sten og huller i de smalle veje, er det bestemt ikke nogen saerlig tryg eller behagelig oplevelse. Vi kom heldigvis godt frem, men uden saerlig meget soevn.

For at komme over til "Last Resort" skulle vi krydse en haengebro, hvorfra der blev sprunget bungy jump. Broen er over en kloeft, som er 160meter dyb. Hjemmefra have jeg allerede betalt for at jeg skulle lave dette vanvittige spring.
Udsigten var intet mindre end fantastisk, og jeg kunne maerke sommerfuglene i maven, over at jeg skulle kaste mig ud over kanten.

Vi fik information om hvordan vi skulle springe. Vi blev vejet og delt ind i grupper efter vaegtklasse. Jeg var med i den foerste gruppe, der skulle spring. Heldigvis sammen med 3 andre fra platformen. Sammen gik vi ud mod broen, hvor vi skulle vente paa, at det blev vores tur.

Jeg laa i den tunge ende af letvaegtsklassen, saa da min vaegt blev raabt hoejt blev jeg en smule nervoes. Jeg var nr. 4 der skulle springe. Jeg fik seletoejet paa, og der var ingen tvivl om at sikkerheder var helt i orden.
Broen vippede en smule, og jeg traadte frem paa den lille platform jeg skulle springe fra. Et lille vink til vennerne der kiggede paa, og saa blev der talt 3, 2, 1 BUNGY !!!

Jeg sprang altsaa de 160 meter... Og hvor var det en helt igennem fantastisk og uforglemmelig oplevelse!!!

Busturen hjem var dog mere dramatisk.. Alle var traette og stolte paa samme tid. Men kun faa lukkede et oeje paa hjemturen. Som tidligere naevt koerer de som en braekket arm. Pludselig hoerer vi et BOM, og der er en overhalende, der har koert vores sidespejl af. Kort tid efter holder vi stille paa tvaers af vejen, fordi vores chauffoer er godt sur.
De diskutere paa Nepali - hvilket lyder ret voldsomt.

Resten af vejen hjem korer vores chauffoer og den bil der ramte os og irriterer hinanden. Det er bestemt ikke sjovt at vaere passager og jeg frygter et kort oejeblik, om vi overhovedet kommer sikkert hjem.
Da vi naermer os byen bliver politiet indblandet, og efter godt en halv time kan vi koerer hjem til Thamel.

Alle kom sikkert hjem, og jeg gik i seng med et smil paa laeben efter at have sprunget et saa vildt spring :)