Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist blevet tid til en update herovre fra det caribiske. Vi har været i Playa del Carmen i 4 uger med spanskundervisning nu. Undervisningen har foregået om formiddagen i små hytter i skolens have. På begynderholdet var vi 8 stk. som blev undervist af en lille charmerende mexicaner som hedder León. Super flink lille fætter som virkelig forstår at gøre det sjovt at gå i skole. Når vi ikke går i skole tager vi som regel ned til stranden og bader. Man bliver helt afhængig af det dejlig varme vand og den lækre hvide sandstrand. Om aftenen laver vi som regel selv aftensmaden. vi har bl.a. lavet sandwich, burgere og spaghetti. Om mandagen er der gratis biograf på stranden, så det har vi også benyttet os af nogle gange. Derudover får vi da også holdt nogle fester. Vi har bl.a. holdt nogle fester på taget af vores hotel, hvor man kan se ud over hele byen.
I weekenderne har vi lavet lidt forskelligt. En af weekenderne var vi alle 18 ude på en bådtur. Vi sejlede fra Cancún (en stor turistby lidt nord for Playa del Carmen) over til en lille ø kaldet Isla Mujeres. På båden var der fri bar og musik hele turen og et mandskab i festhumør. Halvejs ovre stoppede vi for at snorkle. Det var superfedt at ligge ude midt i vandet langt fra land og svømme rundt blandt en masse fisk i forskellige farver. ovre på øen fik vi noget at spise og spillede volleyball, og turen hjem nød vi bare at ligge på dækket mens båden kastede sig rundt i de store bølger.
Derudover har jeg blandt andet haft gang i lidt dykning. Jeg har været ude og dykke 1 gang. Det er virkelig en nice fornemmelse at ligge helt vægtløs under vandet og svømme rundt midt inde i en fiskestime. Jeg mangler stadig nogle dyk for at få dykkercertifikat, som jeg helt klart skal have.
Af andre vilde ting skal jeg næsten lige nævne at jeg var ude og skydive i går (fredag). Der var 6 fra holdet ude og springe i torsdags og så var vi 6 som sprang i går. Det var virkelig noget af en oplevelse. Vi skulle springe to og to, og imens stod de andre nede på jorden og så når vi kom ned. Flyveturen op i luften var egentlig i sig selv ret vild. Vi fløj med et vildt lille fly som man næsten ikke kunne være i. Vi var 5 personer på sådan ca. 2 kvadratmeter (os 2 som skulle springe + de 2 som vi skulle have på ryggen + piloten). Jeg sad lige ved siden af piloten. Flyet var bogstaveligt talt tapet sammen med gaffatape, hvilket ikke er helt betrykkende når man flyver rundt 3 km over jorden. Da vi nåede 10.000 fod blev vi så smidt ud af flyet, og fik 30 sekunders frit fald, efterfulgt af 6-7 minutter i faldskærm, og en landing på stranden, hvor de andre ventede. Nok noget af det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Superfedt.
Vi er nu færdige med spanskundervisningen og har 2 friuger som vi må bruge som vi vil. Jeg tager med 2 andre drenge til Cuba og derefter Jamaica. Vi flyver i morgen eftermiddag fra Cancún så i hører nok ikke så meget fra mig de næste par uger.
- comments