Turen til Los Angeles var lidt ulogisk planlagt og gik over Seattle. Hawaii ligger sydvest for Los Angeles og Seattle ligger nord for Los Angeles. Dvs. vi flyver hele vejen op til Seattle for så at flyve sydpå igen ned til L.A. Men sådan var vores tur altså booket. Turen fra Hawaii til Seattle tog ca. 5 timer og startede ud i den mest forvirrende lufthavn vi nogensinde havde været i. Check-in skrankerne var som kastet ind i terminalen og det var ikke let at finde ud af hvor man skulle hen, da der ikke var et naturligt flow i systemet. Først ankom vi til check-in skranken for Alaska Airlines, som vi skulle flyve med. Så blev vi sendt tilbage udenfor terminalen hvor vores tasker skulle køres igennem en maskine der tjekkede for madvarer. Så gik vi tilbage til check-in skranken hvor en dame pegede på en touch-screen hvor vi selv skulle tjekke ind. For det første kunne vi ikke komme til at sidde sammen. For det andet kom der ingen bagagemærker ud fordi vi ifølge vores boardingpas ingen bagage havde med. Vi søgte hjælp hos damen der så ville have $40 for at tjekke bagagen ind. Det syntes vi lød mærkeligt, for vi mente bestemt vi havde betalt for at få vores bagage hele vejen med tilbage til DK og ikke kun til Hawaii. Heldigvis havde vi printet vores rejseplan ud som Kilroy havde sendt til os, så vi slap for at betale og hun kunne endda finde to sæder hvor vi kunne sidde sammen. Det blev nødudgangssæder, hvor sæderne ikke kunne lægges ned, men hvor der til gengæld er vildt meget benplads. Nice! Da vi skulle igennem security skulle vi smide skoene. "Stakkels stakkels security vagter" tænkte Mie da hun smed sine gamle ballerinasko!

Ombord på flyet købte vi lidt morgenmad bestående af french toast, scramble eggs og to små kyllinge pølser. Ganske lækkert af et flymåltid at være.

Selvom klokken kun var 16.30 da vi landede i Seattle lufthavn var det allerede begyndt at blive mørkt. Og kombineret med den friske kolde luft kunne vi virkelig mærke vi er kommet længere nordpå. Efter vi havde spist gik vi ned til gaten hvor vi kunne kigge ud på den mørke landingsbane og pludselig kunne vi se at det sneede udenfor. Små snefnug dalede lige så stille til jorden og der bredte sig et stort smil på Mies læber. Mads var blot ked af at han nu ikke mere skulle have shorts på. Mie fandt næsten den manglende julestemning. Tænkt at kunne blive så glad for at se lidt sne en mørk aften. Vi krydsede dog fingre for at det ikke ville blive så slemt at vores fly ville blive forsinket. Vi kom heldigvis af sted til tiden - næsten. Der var allerede kommet sne på flyet så det skulle lige fjernes inden vi kunne lette. Igen var vi heldige med sæder. Vi fik tre sæder helt for os selv.

Det var en kort flyvetur, kun 2,5 time, så før vi vidste af det var vi i Los Angeles. Vi fik hurtigt vores bagage og kom med en shuttle bus til vores hotel Crown Plaza hvor vi havde bestilt vores første nat. Vi havde høje forventninger, da det ud ad til virkede som et rigtigt fint hotel, men vi var noget skuffede da vi næste dag forlod det. For det første sov vi begge rigtig dårligt. Hovedpuderne var hårde som sten og tæppet mega tungt og lidt ubehageligt at sove med. For det andet var det et dårligt badeværelse. Vandhanen ved håndvasken var svær at åbne og lukke, og bruseren havde to indstillinger - man kunne vælge imellem tilpas vandmængde og MEGA varmt vand eller tilpas temperatur i en meget lille stråle. Sidst men bestemt ikke mindst - receptionen havde ikke fortalt os at der var morgenmadsbuffet i deres restaurant og da vi kom ned kl. 10 for at finde noget morgenmad fik vi at vide at den lige havde lukket! Desuden havde de travlt med at få os ud af værelset. Et kvarter før vi skulle være ude af værelset stod rengøring klar og bankede på døren. Ja ja ja, vi skal nok!

Crown Plaza lå tæt på lufthavnen. De andre nætter i L.A. havde vi bestilt på Hollywood Hotel på Vermont Avenue, der lå et stykke fra LAX, men tæt på Hollywood. Vi troede vi kunne tage en taxa derind, men vi fik at vide at det ville koste omkring $90 så i stedet bestilte Crown Plaza en Town Car, hvor man aftaler et fast beløb inden i stedet for taxameter. Han ville køre os derind for $50, hvilket vi takkede ja til. Vi fandt senere ud af at vi nok kunne have taget en bus, hvilket kun koster $1,50, men det syntes de åbenbart ikke de ville fortælle os. Det var da også rart at have privatchauffør igennem L.A. bag tonede ruder, men han var lidt mystisk. Vi forsøgte at spørge ind til hvad han syntes vi skulle se her, men han blev ved at snakke udenom og fable om at vi skulle sørge for at finde et transportmiddel - vi kunne f.eks. hyre ham! Det havde vi ikke lyst til, så vi sagde pænt farvel og gav ham lidt drikkepenge da han satte os af ved vores hotel.

Og sikke et dejligt hotel! Vi fik et rigtig fint og stort værelse med to kæmpe store senge - med bløde hovedpuder! Vi ankom tidlig eftermiddag og receptionen foreslog at vi kunne tilbringe resten af dagen på Santa Monica Beach. Solen skinnede så det syntes vi var en fin ide. Det blev dog en lidt længere tur end vi lige havde regnet med. Først ventede vi en time på den rigtige bus. Derefter tog det os 2 timer at komme til Santa Monica - med en skramlende bybus pakket til randen - og 2 timer at komme tilbage igen! 4 timer der føltes længere end den 18 timers bustur vi havde fra Broome til Exmouth.

Men vi kom frem! Santa Monica er kendt for deres gade 3rd Street som er en lang shopping allé der strækker sig over 6 blokke. De kan blandt andet byde på Nordstrom, et shoppingcenter som vi kun troede fandtes i Sverige! Vi kunne forestille os at der ville være rigtig meget liv om sommeren med gøglere, gademusikanter og små boder på gaden, men da det var vinter var der lidt halv tomt. Også deres Pier som ellers kan byde på et tivoli med gratis indgang var tomt og øde, og halvdelen af butikker/cafeer på Pieren havde desværre lukket. Men vi kunne sagtens forestille os at der ville være super hyggeligt om sommeren, og der var da også en rigtig flot udsigt ud over vandet.

Busturen tilbage til vores hotel var lige ved at blive spændende da to mænd startede en diskussion omkring hvorvidt homoseksualitet er medfødt eller et valg man tager. Et lidt farligt emne at berøre i Amerika i en propfyldt bus. Der var også en enkelt homoseksuel der følte sig stødt af den enes holdninger og derfor brød ind, men lige inden det begyndte at blive spændende steg den ene af og så stoppede den diskussion.