Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg undskylder det sene upload af min første blog fra Argentina. Det første indslag har faktisk været færdigt længe, men jeg har ikke haft mulighed for at komme på nettet fra min egen computer, hvor den er skrevet.
Billeder bliver uploaded på den berømte facebook.
Rejseplan
Fra d. 18. november til d. 2. januar er jeg i Argentina. I starten vil jeg være i Neuquen, hvor jeg bor hos Catriel - vores tidligere udvekslingsstudent. Weekenden i uge 49, tager vi og nogle af hans venner til Buenos Aires, hvor der fredag d. 4. december er AC/DC koncert. Resten af weekenden og mandag med, vil vi ligeledes tilbringe i Buenos Aires, hvor de vil vise mig byen mv. Fra d. 12.-22. dec. tager jeg en tur vest på, hvor Andes-bjergene sætter deres præg på landskabet. Jeg skal i løbet af de 10 dage bo i byerne: "San Martin De Los Andes", "Villa La Angostura" og "Bariloche". Jeg har gennem turistbureauet meldt mig på en masse ture, hvor jeg bl.a. skal på et par sejlture, på tur til mikrobryggerier, sejle i kajak og nogle gåture i bjergene og på nogle vulkaner. Men dette skriver jeg nok om senere. Efter denne tur vil jeg vende tilbage til Neuquen, hvor jeg sammen med Catriel & co. vil fejre jul og nytår.
D. 2. januar flyver jeg så fra Buenos Aires til Panama City, hvor jeg skal på en tur gennem Centralamerika sammen med en anden dansker, som jeg mødes med i Panama. Turen er arrangeret af et selskab som hedder GAP Adventures, som laver forskellige ture over hele verden. Turen skulle oprindelig starte i Panama d. 7. januar, men starten blev rykket til d. 13. januar fra San Jose, Costa Rica. Men f*** det, for så backpacker vi da bare selv fra Panama City til San Jose. Herefter går turen den næste måned gennem fra Costa Rica gennem Nicaragua, Honduras, Guatemala, Belize og slutter i "Playa Del Carmen", Mexico d. 13. februar. Herefter har vi et par dage i Mexico, inden turen igen går hjem til det danske land. Jeg mangler lige at bestille billetten, men det skal jeg snart have gjort.
Ankomsten - De foerste par uger
Jeg er nu, efter lidt besværligheder, kommet godt til Argentina, hvor jeg som sagt skal være indtil d. 2. januar, hvor jeg flyver videre til Panama fra Buenos Aires.
Jeg fløj først fra Ålborg til Kastrup, derfra til Charles De Gaulle og derfra til Buenos Aires. Her skulle jeg så videre til en anden lufthavn for at komme til Neuquen. Først var flyet forsinket og blev udsat fra 18.20 til 20.15, så jeg satte mig pænt hen for at vente. Senere viste det sig dog at det var en fejl og i mellemtiden var afgangen blevet rykket frem til 19.25, hvilket jeg ikke lige havde bemærket, da mit spanske ikke er helt i top endnu. Det var dog ikke værre end at jeg fik ændret min billet til den første afgang næste morgen kl. 6.45. Så jeg måtte tage en nat i lufthavnen. Om morgenen blev flyet dog udsat adskillige gange før omkring kl. 8.00 endelig kom i luften.
Jeg bor hos Catriel, vores tidligere udvekslingsstudent, i byen Neuquen. Han bor sammen med Lucia aka Lula. Catriel arbejder i hans far pæreplantager og vinmarker. Lula arbejder som en form for Social sundhedshjælper - men lige i tiden strejker de dog, fordi de er blevet uenige med staten omkring lønningerne, som er bagud med et par måneder. Dette er fordi staten prøver at tvinge dem til at arbejde "sort". Derved går staten godt nok glip af lidt skatteindtægter, men til gengæld slipper de for en anden stor byrde, som er at skulle betale deres pension, når den tid kommer. Så man kan roligt sige det er den lidt omvendte verden hernede - hvor staten ligefrem prøver at fremme sort arbejde. Det politiske system er meget korrupt hernede.
Første weekend gik hurtigt. Jeg ankom fredag og var til fest både fredag og lørdag aften. Fredag aften var hos "os", hvor der kom nogle af hans kammerater til grill (med noget rigtigt godt kød) og lørdag aften var hos en kammerat. Fernet Branca og pot er meget populært når man er til fester hernede og det er ingen sag at køre hjem. Søndag tilbragte vi hele dagen hos Catriel's forældre, som bor i "nabobyen" Cipoletti. Dog skal det lige siges at det ikke er små byer, da der bor ca. 300.000 i Neuquen og 75.000 i Cipoletti og det er kun en flod som skiller dem.
Mange ting er også lidt forskudt hernede i forhold til DK. Fx spiser man først aftensmad engang mellem 20-24.00 alt efter, hvornår det lige passer bedst ind i programmet. Og da vi var til privatfest lørdag, ankom folk først fra kl. 02.00, hvilket var også var meget normalt. Det med tidspunktet gik igen mandag, da vi med et par af Catriel's venner var ude at bowle. Disse ankom først hertil omkring 21-tiden, hvorefter vi da lige skulle have nogle øl inden vi skulle af sted. Inden vi kom i gang med at bowle var den 23 og først efter bowling, skulle vi finde noget at spise. Alle skulle op på arbejde dagen efter, men det var ingen hindring.
Jeg er noget overrasket over landet, som jeg egentligt troede lignede Europa mere. Selvom området ikke er specielt fattigt er der alligevel lidt op til europæisk standard - så man begynder bedre at kunne forstå det kulturchok han fik, da han kom til DK. Fx har alle boliger har enten skodder eller tremmer for vinduer og døre. Mange ting er kun gjort halv færdigt, detaljerne springer de let henover hvilket får det til at se lidt trist og slidt ud, uden nødvendigvis at være det.
I hverdagene går jeg samme med Catriel i pæreplantagerne/vinmarkerne. Vin-området er på 40 ha. men der er kun plantet vintræer på 8 ha. hvoraf 7 ha. er taget i brug. Den sidste hektar blev plantet sidste år og er endnu ikke bruges til produktion. Løbende som der er kommet gang i produktionen er planen at produktionen udvides til den resterende del af arealet, som ikke er taget i brug endnu. Druerne fra de 7 ha. vintræer gav sidste år ca. 17.100 liter vin og vil i en af de kommende måneder være klar til at blive tappet. De laver endnu kun vin som har gæret et år, da de trætønder, som vinen skal opbevares i såfremt de skal gære længere tid koster 500€ pr. stk. Pt. opbevares vinen i ståltanke og disse skal også bruges til opbevaring af vinen i den kommende høst omkring februar/marts. De tre typer druer som de anvender, er Melbec, Merlot og Cabernet-Sauvignon. Jeg har været anvendt som mundskænk og den kan sagtens drikkes - det er gur! ;) Der udover ejer de i et andet område en pæreplantage på ca. 11 ha. Disse giver et "udbytte" på ca. 200.000 kg. hver sæson. De sælges hovedsagligt som eksport til Europa.
Alt i alt er det rigtigt godt "so fare" og hans venner er rigtigt flinke. Det er desværre kun 2 af hans venner her i området, som snakker engelsk, så mere eller mindre alt foregår på spansk, så man kan godt føle sig lidt ensom indimellem. Så jeg prøver at lære lidt spansk og de prøver at lære lidt engelsk. Sommeren er ikke for alvor kommet endnu, så om morgen er der som regel lidt koldt, men op på eftermiddagen, som solen står højere, bliver vejret som regel rigtigt godt og varmt. Vejret skulle også blive bedre de kommende uger.
- comments