En dag som fremvisningsgenstande
Fredag d. 7/9 var endnu en bemærkelsesværdig dag i "Riget I Midten". Vi havde siden vores ankomst til skolen, tirsdag d. 4/9, undret os over, hvorfor vi skulle møde på skolen 6 dage før vi skulle undervise.
Men det blev hurtigt klart.

Den næste dag, uden af vide hvad der skulle ske, blev vi pludselig hentet fra vores værelse og ført ned til skolens indgang, hvor en samling af ca. 15 mennesker var samlet, og rummede de fineste lærere på skolen, fotografer og en kameramand. Noget stort var altså i vente. Men hvad?
Det viste sig, at der var besøg af en leder fra distriktet eller Shandong-provinsen (vi fandt aldrig rigtig ud af det) og i den forbindelse skulle der diskuteres "leadership & management" - på kinesisk.
Det vi kunne bidrage med var derfor at sidde høfligt til højbords. Den næste time kunne vi derfor blot betragte det flotte brune træbord der var dekoreret med blomster og diverse slags frugter, men som ingen rørte - æstetikken skulle jo alt i verden ikke forsvinde.
Og der sad vi så. Hørte på kinesisk "diskussion", som i realiteten blot var 2 forberedte taler, og hvor vi sad og vidste ikke hvad de snakkede om, eller hvor lang tid de ville snakke, men blot sad og håbede på, at vi snart kunne begynde på frugten…
Desværre måtte vi bare sidde med rank ryg og smile høfligt til "lederen" hver gang vi i en eller sammenhæng var blevet nævnt - tolket ud fra gestikulationer og efterfølgende blikke. Men formålet med mødet var helt tydeligt - vi skulle vises frem og repræsentere skolens ambitioner om en global velfungerende skole, der gjorde noget for at integrere engelsk i skolens dagligdag.
De mener åbenbart at alle engelsk-talende personer fra vesten pr. definition er kloge og besidder en eller anden form for indre rigdom… Denne skulle selvfølgelig implanteres i skolens visioner og altså vises frem til mødet.

Men vigtigere var vi da heller ikke, for da mødet (endelig) var færdig, og lederen skulle vises rundt på skolen, kunne vi godt gå ind på vores værelse igen. Vi havde gjort vores job…
En meget pudsig oplevelse.

Bearbejdningen måtte imidlertid komme lidt senere, for blot 2 timer efter mødet blev vi nu, uinformeret endnu en gang, sendt ned til en bil, som igen var fyldt med et journalist-hold. Vi skulle bare ud og se en anden skole blev det sagt, meen hvorfor skulle et kamerahold så sidde med???
Hvad udflugtens reelle formål var, kom derfor først til udtryk efter 30 minutters kørsel og indbefattede en præsentation af et selvvalgt emne foran en kinesisk klasse (fuldstændig uforberedt - igen!).
Heldigvis havde vi alligevel lidt tænketid at forberede os i, da vi ved ankomst til skolen blev mødt af skolens headmaster og tilbudt væske og frugt - vi afslog ikke…
Skolen var meget primitiv med gamle borde og stålbørste som tavleklud uden nogen form for elektricitet.
Alligevel var det en god oplevelse fordi man kunne mærke at eleverne virkelig gerne ville lære engelsk - eller også skyldtes deres store opmærksomhed de mange voksne der stod bagerst i lokalet og observerede situationen. Præsentationen gik fint og vi fik efterfølgende gaver af alle elever i form af tegninger. Hvis bare de af fri vilje var kommet på den idé… Det var helt sikkert ikke tilfældet.

Efter undervisningen skulle vi medvirke i et interview, dog udenfor normalitetens rammer.
Der var ikke nogen spørgsmål, blot et udleveret stykke papir, hvor der stod (på kinesisk ?!) hvad vi skulle sige. Efter 2 x oversættelse var vi nu klar til at rose begivenheden, der var tilegnet begivenheden "Teachers Day" - en dag til ære for lærerene….

Hele begivenheden var utrolig iscenesat og det der skulle ligne et møde ml. den vestlige og østlige verden, blev umiddelbart en mekanisk og stift sammenkomst, men som garanteret, efter video-redigering, kommer til at se levende og interessant ud. Mon ikke de finder på noget, når 95 millioner kinesere kommer til at se det indslag…?

De opstillede rammer blev ikke mindre komisk og alt andet end impulsivt, da klasserne blev stillet op i rækker foran den lille skole, hvor vi blev placeret forenden ved en rød dug, hvor der nu blev holdt taler… Igen måtte vi sidde og ja… bare være til stede… fysisk i hvert fald..
Efter diverse kruseduller i børnenes hæfter gik turen hjemad. Men selvfølgelig skulle vi spise undervejs, og det foregik endnu en gang ved på karakteristisk kinesisk manér, hvor diverse små retter blev båret ind og hvor der blev hyppigt skålet i øl under små ønsker/taler/hilsner. En hyggelig begivenhed, der dog blev en anelse anstrengende, når man egentlig var rigtig træt og måske ikke havde lyst til at udfordre sin mave med fortsat ukendte spisevarer, larver mm. i en tung 1½ times tid.
Da vi kom hjem i mørke var der derfor ikke megen snak: den flotte, men hårde, seng stod klar.

Lørdag d. 8/9 tog vi ind til centrum af Linyi for at se hvilken by vi faktisk befandt os i (det er umuligt at finde et kort over byen og turist-venlige informationer er i det hele taget en mangelvare), sammen med en af de kinesiske journalister vi havde mødt dagen før og som var nogenlunde forståelig på engelsk-området. Kinesere er åbenbart ikke vant til at gå på opdagelse i byerne på samme måde, som vi er vant til, så det han kunne vise frem var radio-bilerne, shopping-centeret og indkøbscenteret. Heldigvis hjalp han os med at få købt et simkort, så vi nu kan bruge vores telefoner i Kina. Dvs. vores gamle nr. er sat standby.
Men det er tydeligt at man er på fremmed jord. De fleste kinesere har aldrig set en "hvid" person før, hvilket tydelig kan registreres når folk vender sig på gaden efter en, vinker når de kører forbi, eller stopper deres igangværende aktivitet for en stund, for at se hvem pokker der kommer gående. Heldigvis er opmærksomheden udadvendt og interesseret.

Mandag gælder det første undervisningsdag, så i morgen (søndag) står den på forberedelse og forberedelse.. Jonas har fået 2 3-klasser, 4-klasser, 5 5-klasser.
Mads har fået 6 3.-klasser 1 5-klasse og 6. 6-klasser

Lad os håbe der er lige så stor interesse for at lære engelsk, som der er for at få vores opmærksomhed…