Profile
Blog
Photos
Videos
Landet i Paradis - Bangkok, Chiang Mai og nu Phi Phi
Hej alle sammen
Så blev det tid til en opdatering, som bliver skrevet, mens Signe sidder og fylder sig med nachos, og jeg må kæmpe for at få bare en smule af portionen. Vi kom for et par dage siden til Phi Phi, og vi har ikke tænkt os at flytte os ud af stedet lige foreløbig. Tjek billederne og så forstår I hvorfor :)
Sidste gang vi skrev, var lige inden vi tog fra Phnom Penh til Bangkok, hvor vores reservation på Royal Hotel ikke var gået igennem. Vi landede derfor på et lille hotel lige ved Khao San Road. Et hotel af den lidt mere skumle type, hvor et skilt informerede om, at hvis man tog en thai-lady med på værelset kostede det 100 bath ekstra. Almindelige gæster og ladyboys var helt forbudt…
Den første hele dag var vi i Wat Pho og fik thaimassage, og om aftenen var vi ude på Siam Square, hvor vi gik i biografen. Vi købte VIP-billetter, og så fik man dælme sin egen sofa og et tæppe.
Desværre blev Signe syg om aftenen - lad os sige det sådan at folk i Khao San Road formentlig troede, at hun havde drukket tæt hele dagen :)
Hun var også syg næste dag - bikinikuren kalder hun det nu - så der passede jeg mig selv, inden vi næste dag tog nattoget til Chiang Mai, hvor det så var min tur til at have det småskidt de første par dage. Super timing.
I Chiang Mai boede vi på et rigtig lækkert hotel med en hyggelig pool og 100 meter væk lå en lille café med verdens bedste morgenmad og kaffe.
Vi havde fem overnatninger i Chiang Mai, hvor vi blandt andet var rundt og se byen og et par gange på det store natmarked. Vi lavede også to ture.
Den første var ud til Chiang Mai Night Safari, som var et af den tidligere premiereminister Thaksins store projekter. Den zoologiske have blev bygget i en nationalpark, hvilket gjorde at mange protesterede mod projektet, men flot er det. Der var en sti, hvor man selv kunne gå og se på nogle af dyrene, og da det var blevet helt mørkt, var vi med to busser rundt og se de større dyr - hvide tigere, løver, giraffer, krokodiller osv.
Den største oplevelse i Chiang Mai var en tur i en elefantlejr, hvor vi skulle være mahoutter (elefantpassere) for en dag. Efter at have fodret elefanterne, lærte vi forskellige kommandoer til at "styre" vores elefanter med. Det virkede nu til, at elefanterne vendte det døve øre til det meste, man råbte.
Efter frokost red vi et par timer i junglen på elefanternes bare behårede rygge. Og det er altså ikke bløde menneskehår :) Vores elefant brugte det meste af turen på at sprøjte os til med noget, som duftede og smagte af snot men vist nok var vand, den bruger til at køle sig ned med. Da vi kom tilbage til lejren fik vi lov til at bade elefanterne - dagens oplevelse.
Lejren køber elefanter fri fra steder, hvor de ikke har et godt (arbejder hårdt eller bliver brugt til at danse og male) og man kunne mærke, at elefanterne havde det godt.
Nu er vi på Phi Phi, hvor det vildeste, vi har lavet, er at slappe af og ro en tur i kajak.
PS: Vi kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der kommer og besøger os. Vi har masser af plads i vores hytte med havudsigt :)
- comments