Profile
Blog
Photos
Videos
Meget er sket siden sidst og vi vil forsøge at få det hele med.
Sidst vi skrev var vi i Leon i Nicaragua, og der oplevede vi en masse. For det første gav vi os i kast med en ny sportsgren kaldet "volcano boarding", som i bund og grund går ud på at bestige vulkanen Cerro Negro og derefter køre ned af den på et board. Vi følte os aldeles godt tilpas da det minder en del om hvad vi som ægte danskere kender som at kælke. Leon er det eneste sted i verden hvor det er muligt at udføre denne disciplin. Vi må indrømme at vi gror mere og mere sammen her, og derfor valgte vi selvfølgelig (som de eneste) at køre på et dobbeltboard. Det var ikke alene meget besværligt at bære det de 45 minutter til vulkanens top, men vi vandt også en utrolig respekt blandt garvede volcano-boarders, for som vi måtte erfare er det både meget hurtigere og meget sværere at kontrollere end et normalt board.
Af flere grunde, bl.a. et lille besøg hos den lokale tatovør, valgte vi at blive i Leon et par dage mere, hvad der også trak os i den retning var den berygtede og længe ventede Halloween-fest på vores hostel. Vi brugte formiddagen på at finde det perfekte outfit i byens mange genbrugsbutikker og efter flere timer følte vi os klar til at indtage dansegulvet som to meget velklædte 80'er-chicks.
Med noget tunge hoveder begav vi os videre mod en lille paradisisk og ikke mindst øde ø. Vi boede på "surfing turtle lodge" som praktisk talt lå i vandkanten og vi nød en afslappende dag i fantastiske omgivelser - på dette tidspunkt var vi endnu ikke klar over hvad natten ville bringe. Vi startede aftenen med at se de første 10 min af Broen, men måtte erkende at den slags gyser ikke egner sig til en nat med mange kilometer til den nærmeste by. Vi valgte derfor at lægge os til at sove men fandt hurtigt ud af at det var ønsketænkning, vi delte værelse med mutant-myg totalt resistente overfor alle former for myggespray, og hvad endnu værre var - flagermus som i ny og næ styrkdykkede i retning af vores seng. Vi fik praktisk talt ikke lukket et øje den nat og selvom vi havde betalt for næste nat også, var vi ikke i tvivl om at vi ikke skulle tilbringe én nat mere her.
Vi er som før nævnt blevet en stor familie undervejs, og med vores israelske del af familien tog vi videre til Granada dagen efter. Her boede vi på et hyggeligt hostel, fint sted, nok hovedsageligt på grund af bananpandekager til morgenmad. Granada er en smuk by hvor vi brugte et par dage med at slentre rundt i gaderne.
Med vores tyske og amerikanske del af familien rejste vi videre til Ometepe, en vulkanø som ligger i midten af en stor sø. Færgeturen på tre timer blev en luksuriøs oplevelse da vi opdagede at man kunne leje solstole på skibets dæk, her sad vi og nød en fantastisk solnedgang og funderede lidt over livet.
Ometepe er et specielt sted, meget lokalt og tæt bevokset med jungle. Vi tog en lynhurtig meget lidt gennemtænkt beslutning og valgte da at bestige endnu en vulkan, med vores kondi i topform og vores første vulkan-succes i tankerne. Ejeren af vores hotel forsikrede os om at unge mennesker som os kunne vandre op og ned på 5 timer, og med hans nevø som guide ville det umuligt blive et problem. Så i højt humør startede vi turen kl. 5 næste morgen. Efter tre timers klatring på stejle stier var vi klar til at nå toppen, men vores guide fortæller os at der stadig var fire timer endnu - og forresten var han heller ikke nevø til ejeren af vores hotel. Vi valgte at sige tak for denne gang, og som et lille plaster på såret besøgte vi i stedet en naturlig swimmingpool med vand fra bjergene. Da vi havde erkendt nederlaget var vi parate til at sige farvel og tak og næste morgen satte vi kursen mod San Juan del Sur, en lille surferby på den pacifiske kyst. Vi blev hurtigt forelskede i den lille by, og efter et par afslappende dage på stranden besluttede at vi ville tage en uge på en spanskskole. Sammen med Hannah og Amanda flyttede vi ind hos Martha og Salvador. Her boede vi en uge og blev ved siden af studierne forkælet med lækker nicaraguansk mad og kultur. Skolen viste sig at være et godt valg men efter en uge var vi alligevel klar til at tage videre til Monteverde i Costa Rica - nu med en masse spanskgloser i kufferten.
Efter en dagsrejse - sidste del i en lokal bus på en konstant opadgående bjergveje ankom vi igår til Monteverde og et overraskende men glædeligt gensyn med vores fire israelske familiemedlemmer: Paz, Inbar, Tamara og Shira. Nu sidder vi og hygger med lørdagsslik (selvom det er mandag, man er vel på ferie) og aften-the, og tænker tilbage på en utrolig oplevelsesrig dag i Costa Ricas regnskov. I dag har vi erfaret at alle har en lille Tarzan gemt indeni. Monteverde er primært kendt for at huse verdens første zip line (svævebane) og det var også derfor vi valgte at rejse hertil. Oplevelsen var fantastisk og indeholdte bl.a. 12 forskellige svævebaner, en af dem Latin Amerikas længste - 1590 m , som
man gennemfører i supermandsposition, vandret med hovedet først. Som afslutning på dagen i trækronerne var det nu tid til at slippe vores indre Tarzan løs. Vi havde hørt om den såkaldte Tarzan swing, men da vi ankom til en lang hængebro midt i ingenting og vi fik at vide at herfra skulle vi fortsætte én og én til broens ende, blev vi en smule utrygge ved situationen - og med god grund. For enden af broen var der en låge og på den anden side et frit fald på 40 m. De spændte os fast linerne, åbnede lågen og gav os et lille skub udover kanten, herfra fløj vi nedad indtil linen greb os og vi svingede frem og tilbage som Tarzan gør det bedst. Det var en ubeskrivelig oplevelse og vi fik at vide af en der flere gange har bungee-jumpet at det føles på samme måde. Med adrenalinen pumpende i kroppen kørte vi hjemad mod vores hostel. Her til aften har vi holdt dansk aften, vi har kokkereret lækre frikadeller og er nu ved at være klar til at gå i seng. I morgen drager vi mod La Fortuna hvor vi forbereder os på mere action evt. med lidt river rafting indover, ikke dårligt. Vi vender tilbage når oplevelserne bliver så mange at vi får brug for at skrive dem ned.
Besos!
- comments