Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en koeretur fra Cabanaconde til Puno der endte noget anderledes end planen var det tid til at forlade Peru og krydse graensen til Bolivia. Bolivia har vaeret et af de lande som jeg har set allermest frem til og det var derfor med store forventninger at vi koerte mod Copacabana, som var vores foerste stop i Sydamerikas fattigste land. Turen fra Puno til graensebyen Yunguyo foregik i minibus (en saakaldt micro) sammen med alle de lokale. Som saa ofte foer havde vi valgt den billige loesning med flere og mindre transportmidler frem for turistbussen, der koerte direkte fra Puno til Copacabana. Paa den maade faar man set det rigtige Bolivia og transporterer sig rundt som de lokale goer.
Ved ankomst til Yunguyo fik vi brugt de sidste soles paa en frokost og prajede derefter en taxa til at koere os de 2km til graensen. For foerste gang paa turen proevede en taxichauffoer at snyde os ved at koere os til den forkerte terminal. Da jeg paapegede at vi skulle til terminal sur og ikke terminal terrestre kraevede han flere penge end vi havde aftalt, men jeg afslog. Da vi steg ud fik han det vi havde aftalt fra starten uden noget brok.
Selve graensen var meget afslappet med det saedvanlige politi-stempel i en bygning og saa udgangs-stemplet i en anden. Sjovt nok var samtlige gringos vi saa paa vej den modsatte vej af os og vi saa saaledes absolut ingen paa vej mod Bolivia. Det er dog en tendens jeg har bemaerket mere og mere paa det sidste. Da det gradvist er ved at blive vinter sydpaa (Chile og Argentina), rejser de fleste mod varmere himmelstroeg som nord-peru, Ecuador og Columbia.
Paa den anden side af graensen sad vi et stykke tid i en collectivo (dele-taxi) og ventede paa flere passagerer, men inden laenge naaede vi Copacabana. Byen ligger paa en halvoe og er faktisk kun forbundet med Peru. Det fandt vi dog foerst ud af et par dage senere.
Planen var at tage en enkelt overnatning i byen og saa drage med baad ud til den beroemte oe Isla del Sol for at vandre og slappe af. Ved ankomst fik vi hurtigt stablet en lille konkurrence paa benene. Vi aftalte et moedested og den person der efter 10min havde fundet det bedste (laes billigste) sted at sove, vandt. Jakob vandt idet han og jeg havde fundet et hver til samme pris, men hans havde koekken inkluderet.
Lad mig sige det med det samme. Varelserne var nogenlunde til prisen, men resten var bunden af bunden. Efter at have set koekkenet, hvor der af ukendte aarsager var spredt en 500-600 efterhaanden godt raadne broed ud over gulvet og paapeget for ejeren at hostellet var helt tomt, fik jeg pruttet prisen ned paa 50 bolivianos for os alle tre (svarende til 14,5kr pr naese). Vi synes at de 29kr vi havde betalt i Puno natten foer var virkelig billigt, men nej :)
Naeste morgen efter en nat i en udmaerket seng (vel og maerke uden bed-bugs eller lignende) snuppede vi baaden mod Isla Del Sol kl 8.30.
Dagen foer var jeg ved et tilfaelde rendt ind i Arthur fra Holland for fjerde gang og vi besluttede os at tage turen sammen med ham og hans to rejsefaeller fra henholdsvis Tyskland og Brasilien.
Det var saerdeles flot saadan at sejle paa Lake Titicaca, som jo er verdens hoejest beliggende soe, men ogsaa en koelig fornoejelse. Heroppe i 3800m`s hoejde naar temperaturen sjaeldent over 14-15 grader og vandet endnu mindre. Efter et par timers sejlads naaede vi havnen i syd og blev sat af. Planen var at gaa til nord-siden, tage en overnatning og saa drage tilbage mod fastlandet samme dag. Jeg havde forinden troet at oeen var flad, men maatte tro om. De smaa bakker paa 100-150m tager ganske enkelt livet af en oppe i denne hoejde. Det fik jeg specielt at maerke da jeg glemte min solcreme og maatte loebe tilbage efter den mens de andre fortsatte. At indhente dem igen var sin sag.
Oeen er beboet af et par tusinde mennesker og lever af de turister der kommer til oen aaret rundt. Der er skatter for at faa lov til at gaa paa stierne og netop som man lige er blevet forsikret at DENNE billet giver adgang til hele oeen, staar man ved en ny bod og skal koebe en ny. Hmm...
Vi naaede frem til Challapampa paa nordsiden i loebet af eftermiddagen, fandt os et hostel og brugte egentlig resten af dagen paa at slappe af. Jakob, Arthur og Martin hoppede i det iskolde vand. Antibiotikaen var grael ved mig og jeg foelte mig konstant traet og lidt skidt tilpas, saa jeg valgte at blive ved kanten og tage billeder.
Hen paa aftenen gik vi paa restaurent med nogle af Arthurs venner som ogsaa var paa oeen. Vi fik laekker fisk fra soeen og god betjening.
Naeste morgen begav vi os tilbage til fastlandet for at vaere med til Fiesta de la Cruz, som er en lokal lille festival her i Copacabana. Der var dog ikke meget gang i byen, lidt optog her og der, men vi havde forventet mere. Naeste morgen tog vi derfor afsted mod La Paz. Efter en lille times koersel i det meget bjergrige saa jeg en masse prikker nede i soeen langt under os og undrede mig over hvad det mon kunne vaere. 10min efter fandt vi ud af at vejen stoppede og man skulle med baad over paa den anden side til fastlandet af Bolivia. Paa opfordring af chauffoeren stod vi ud af bussen og blev gelejdet hen til passager-baaden, mens bussen sejlede over vandet paa en ponton-flaade med motor paa. Det var et noget spektakulaert syn at se en 15-20 fartoejer midt ude i soeen i faerd med at blive transporteret den ene eller anden vej. Som sagt kom vi med passager-baaden, en lille faldefaerdig skude der blev proppet med mennesker. Over kom vi dog, godt forgiftede af den meget osende motor og naaede at faa os en lille frokost ved en bod inden vores bus ankom.
Turen gik videre og inden laenge var vi i forstaderne til La Paz. El Alto virker uendelig foerste gang man koerer igennem den, men pludselig fik vi os noget af et syn, da downtown La Paz dukkede op, 300-400m under os. La Paz skulle vise sig paa mange maader at vaere en by med store kontraster. Mere om det i et af de naeste indlaeg...
- comments