Ohoej!

Saa sidder vi i Hanoi efter mange mere eller mindre ubehagelige oplevelser paa rejsen hertil. Foerst fandt vi ud af, at vores bagage ikke ville komme hele vejen til Hanoi, saa vi skulle naa at checke den ind igen i Hong Kong, hvor vi i forvejen kun havde lidt over en halv time, til at finde flyet til Hanoi. Heldigvis var der en soed dame i Heathrow der fik det lavet om...at bagagen saa alligevel ikke dukkede op samtidig med os, var vist bare et uheld. Heldigvis blev den leveret paa vores hotel, som i oevrigt er ret fint og fancy. Det vaerste ved turen herover var dog, at vi fuldstaendig havde misforstaaet vores rejse-arrangoer og visumreglerne, saa vi fik at vide, at vi kun maatte vaere i Vietnam i 15 dage. Heldigvis har vi i dag faaet arrangeret det saadan, at vi faar et forlaenget visum fra d. 20. Vi bliver saa noedt til at vaere i Hanoi paa det tidspunkt, og kan derfor ikke rejse helt som planlagt, men vi synes alligevel det er bedre, end et vietnamesisk faengsel. Saa i det hele taget er den daarlige stemning fra igaar vendt 180 grader

I dag har vi set Hoan-Kiem (en soe inde i centrum af Vietnam) og vi gik over Solstraalebroen til Ngoc Son-templet. Vi saa ogsaa Skildpaddetaarnet, hvor der eftersigende skulle bo en masse skildpadder inde. Vi saa nu kun en udstoppet en af slagsen, men det var altsammen meget spaendende. Sidst paa dagen gik vi op til den gamle bydel, hvor der eksisterer et sandt kaos. Der er folk, kanllerter, cykler og biler overalt, og man gaar ikke 5 meter uden at blive tilbudt alt fra mini-bananer til cykelture...isaer hvis man har lyst haar og blaa oejne. Vi har fundet ud af at man skal passe paa med at smile for meget til de lokale, for det kan ende med at koste dyrt. For eksempel fik vi i dag lov at fotografere en gadesaelger, som efterfoelgende forfulgte os gennem det meste af Hanoi, fordi hun mente det var fair, at vi saa koebte nogle af hendes smaa og halv-raadne bananer. Vi fik hende dog rystet af ved hjaelp af snedige smutveje.

Praktiske som vi er havde vi i dag forladt hotellet uden at tage adressen med, saa det var aerligt talt ikke saerlig nemt at forklare taxa-chauffoeren hvor han skulle koere hen. Det endte da ogsaa med at vi maatte ind paa et andet hotel, som fik organiseret over halvdelen af sit personale til at ringe rundt og forsoege at finde ud af hvor vi egentlig boede. Lad os bare sige, at det ikke var saerlig nemt, da vores navne ikke kan udtales paa vietnamesisk. Men det beviser altsammen, at vietnameserne er rigtig soede og hjaelpsomme...dog er de UTROLIG daarlige til engelsk, og Anne er derfor taet paa sammenbruddets rand. Der er ikke meget taalmodighed tilbage... :)

I morgen skal vi se Ho Chih Minhs mausoleum, og saa skal vi proeve at laegge en plan for de naeste par uger. Vi har det begge rigtig godt, og haaber at alt gaar godt derhjemme.

Mange knus Anne og Sofie