Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have rejst i ca 35 timer fra Hong Kong til LA var vi noget flade, da vi endelig fik vores bil og kom hen til vores hotel i Santa Monica.
På vores halvanden dag i LA kørte vi en tur på Mulholland drive, kiggede på nogle af walk of fame stjernerne på Hollywood Blvd, kørte et smut til Malibu beach og spiste morgenmad på ihop (international house of pancakes). Umiddelbart var Los Angeles ikke så stjerne-agtig og fantastisk, som man kunne have troet, og vi satte efter et par dage kursen mod San Francisco, med et par indlagte stop i henholdsvis Solvang og Monterey.
I den lille by Solvang brugte vi et par timer i selskab med Dannebrog, H.C. Andersen, bindingsværkshuse og rugbrød, hvorefter vi kørte til Monterey og overnattede.
Næste morgen kørte vi "17 mile drive" - en rigtig flot køretur helt ude ved kysten, inden vi fortsatte videre mod San Francisco.
I San Francisco havde vi fire hele dage, som vi bl.a. brugte på SFMOMA, San Francisco Museum Of Modern Art, en tur til Alcatraz fængslet, en tur over Golden Gate broen til Napa Valley, et smut op i Coit Tower, hvorfra der er udsigt over byen, og så shoppede vi i butikkerne ved Union Square. Simon fik udviddet sin garderobe i Levi's, vi fik begge nye sko i Nike-butikken, og så købte Simon en Macbook Air og Signe en iPhone 4S i Apple-butikken.
Fra San Francisco gik turen mod Yosemite National Park, hvor vi brugte en dag i de smukke og storslåede omgivelser. Vores oprindelige plan var, at køre tværs gennem parken, fra vest til øst, og vi havde derfor booket en overnatning på et motel på den østlige side af parken. Vi havde på nettet set, at der gik en vej gennem bjergpasset i parken, og tog vi denne ville turen til vores motel tage ca 2,5 time. Da vi ville finde denne vej, fandt vi imidlertid ud af, at bjergpasset var lukket pga. snefald, hvilket betød, at vi i stedet for at køre tværs gennem parken nu var nødt til at køre hele vejen ovenom. Vores 2,5 timers køretur blev således til en 6,5 timers køretur, og klokken blev lidt i 2 om natten inden vi kom frem til vores motel.
Næste dag kørte vi videre mod Las Vegas, og på vejen kørte vi gennem national parken Death Valley, som mest af alt er kuperet ørkenlandsskab. I Vegas havde vi en enkelt overnatning, på et utrolig fint hotel, inden vi satte kursen mod Flagstaff og Grand Canyon.
På vejen til Flagstaff stoppede vi ved Hoover Dam, en stor dæmning. Mens vi udforskede Grand Canyon boede vi i Flagstaff, på et ganske billigt motel. Eneste minus ved stedet var receptionisten, han var som taget ud af en amerikansk motelgyser, med langt fedtet hår, et slesk smil og sorte tænder. Signe sov derfor bedst med en stol foran døren, bare sådan for en sikkerhedsskyld (:
I løbet af vores første dag i Grand Canyon gik vi 9,6 km. Vi satte bilen og gik nedad South Kaibab Trail. Vi gik ned til Skeleton Point, den fjernest anbefalede destination for et dagstrek. Vi gik de 9,6 km, 620 højdemeter, på 3 timer. På parkens anbefaling stod der, at denne strækning ville tage 4-6 timer. Det var en rigtig flot tur nedad den stejle sti, og ved Skeleton point var der udsigt til Colorado River.
Dagen efter gik vi 14,8 km, 925 højdemeter, nedad Bright Angel Trail. Denne tur klarede vi på 4 timer og 20 minutter. På parkrangernes anbefaling stod der om denne tur, at den ville tage 6-9 timer. Denne tur var mindst lige så flot, og hård, som den første, og vi var da også noget trætte i benene, da vi satte os ind i bilen og kørte hjem til vores motel.
I dag, den 29/4, tjekkede vi så ud af motellet i Flagstaff og kom i eftermiddag tilbage til det lækre hotel i Vegas, hvor vi har tre nætter, inden vi skal aflevere vores bil og afsted mod Inge og Pierre.
- comments


