Sidste dag på Yao Noi, det har været et forholdsvis begivenhedsrigt ophold, og jeg har slet ikke haft tid til at skrive.
Thors nye beslutning om at spise kød, holdt ikke natten over - og det gjorde mit gode helbred heller ikke. Natten til fredag fik jeg ikke meget søvn; det løb så at sige ud af mig i begge ender. Måske de rejer jeg spiste i landsbyen? De var ihvertfald så stærke, at det var svært at smage, om de var friske.
Thomas kunne godt se, at jeg virkelig havde brug for fred og ro og noget søvn næste morgen, så han lejede en knallert med sidevogn og tog på eventyr ude på øen med ungerne. Jeg lå brak i vores smukke hytte. Det viste sig at være en lidt dyrt købt hviletid, for da de endelig kom hjem,havde de været ude for en mindre ulykke og var alle tre ret forskrækkede:
De havde været vidt omkring på den lille ø, og haft det skønt, men tilsidst var de nået ned af en vej, som Thomas fortrød lidt. Idet han ville vende knallerten og køre tilbage, mistede han herredømmet og væltede med hele pivtøjet ned i grøften. Begge unger skreg i vilden sky og i de første sekunder var Thomas lettere panisk, idet han kiggede rundt og så at alt var øde og forladt; hvordan skulle han få knallerten op på vejen igen? Var børnene okay? Osv.
Ud af det blå dukkede i midlertid en hel skoleklasse i små skoleuniformer og også flere voksne mennesker op. De snakkede allesammen i munden på hinanden og gjorde forvirringen total. Ungerne holdt dog hurtigt op med at græde, og Thomas fik tjekket, at de ikke havde fået en eneste skramme (vi har dog senere opdaget en hudafskrabning på Thors ene knæhase og tre blå mærker på Ronjas ryg). En gammel kone blev ved med at hive i Thomas og sige: "Hospital!" og pegede på hans knæ. Først nu opdagede han at det blødte, men takkede alligevel nej til hospitalet, det var bare en mindre skramme.
De fik hjulpet ham med at bugsere maskinen op på vejen igen, og så gik turen tilbage til Lom Lay, selvom ingen af de tre havde meget lyst til at køre mere på knallert:-(
Om lørdagen kørte vi ind til en lidt større landsby og forsøgte at få styr på vores næste tur herfra og til Hua Hin. Det var lidt af et hyr, som der stadig ikke er helt styr på her mandag aften - blir en spændende tur i morgen:-)
Da vi kom tilbage til resortet lejede vi en kano og sejlede ud til den lille ø Kao Nok, som ligger lige ud for vores strand. "Lige" er måske misvisende, for da vi var nået næsten halvvejs, var vi ved at dø over, hvor hårdt det var. Der var meget strøm og vi vejer ret meget alle fire tilsammen. Så mor her tog en rask beslutning og hoppede i vandet, for at lette byrden. "Ik noget problem, Thomas! Jeg kan også sagtens svømme tilbage igen, når vi skal hjem!"
Det første stykke var skønt; vandet er jo dejligt:-) Men efterhånden gik det langsommere og langsommere, og et par gange måtte jeg hægte mig på kanoen og ta et hvil i slipstrømmen fra Thomas´ stærke åretag. Men frem nåede vi, og vi havde et par hyggelige timer på den lille sandstrand. Tog en lille sejltur rundt om den lille ø, som var smuk hele vejen rundt.
Da vi slæbte kanoerne ud, stødte Thomas sin (i forvejen meget forslåede) tå ind i en skarp sten. Stemningen var på nulpunktet på turen hjem.
Om aftenen gik vi ind til en lille landsby. Det lykkedes kun at overtale ungerne til projektet ved at love, at vi tog en taxa hjem. Desværre var der ingen taxa, så det var igen det ene ben foran det andet - i mørke...
Som kompensation holdt vi en hjemmedag om søndagen og hyggede i hytten og på stranden.
Idag har vi været på en helt fantastisk tur. Kun os, en lokal guide og en skipper til longtail-båden. Startede med at sejle ud til en ø, der vist hed Phang Nga-øen. Her smed vi kajakerne i vandet og padlede ind til den første grotte. Udstyret med pandelygter vuggede vi ind i den tæt befærdede grotte (mange turister og endnu flere flagermus) og pludselig brød lyset igen frem og vi gled ind i en smuk lagune. Eneste måde at komme derind er igennem denne smalle passage med en kano. Vi sejlede ind i yderligere 3-4 laguner, som vi fik helt for os selv. Det er et fuldstændigt betagende syn at komme igennem sådan en smal passage og komme ind i midten af det, der udefra ligner en helt massiv klippeø, og så finde sådan en smuk blå "sø".
Senere sejlede vi hen til en øde strand, hvor vi spiste en dejlig frokost. Det var en supervenlig børnestrand - og guiden havde endda en vollyball, som vi kunne låne. Vi rundede også øen Kho Nok igen - den som vi i forgårs, nær aldrig var kommet hjem fra. Med vores egne erfaringer i hukommelse, forbarmede vi os over nogle tyskere, der havde svømmet derud, men ikke havde kræfter til at svømme tilbage til Yao Noi igen. De fik et lift med "vores" longtail-båd;-)
Da vi kom tilbage til vores egen ø, tog vi en tur forbi hospitalet, for at få en sygeplejerske til at rense Thomas´ knæ, som har været ret snasket og hævet hele dagen. Det var en oplevelse i sig selv at se sådan et thailandsk ø-hospital indefra - og vi slap med den nette pris af 70 danske kroner (20 kroner for behandlingen og 50 for antibiotika og smertestillende).
Var dog rørende enige om, at det ikke ville have været nær så sjovt, hvis det havde været mere alvorligt! - Det var et meget slidt hospital.