Profile
Blog
Photos
Videos
Så har jeg været på Java i indonesien i en uge. Vi fløj til Javas hovedstad Jakarta. En kæmpe by med 10 mio indbyggere, som vi desværre ikke fik tid til at udforske for dagen efter havde vi en 8 timers togtur sydpå ned til byen Yogjakarta. Vi blev indlogeret på et virkeligt lækkert hotel og det var fantastisk endelig at kunne se tv igen ;)
Den første dag var vi ude i en lille landsby, hvor vi fik hilst på de lokale og fik set hvordan de knoklede i rismarkerne sammen med okserne. Udsigten over rismarkerne med vulkaner i baggrunden var helt fantastisk. Senere den dag besøgte vi Borobudur, som er verdens største buddhistiske tempel. Vores meget snakkende og smilende guide Sony fortalte ivrigt om Buddhas livshistorie og det var faktisk meget sjovt at høre om. Det er blevet tid til at være lidt kulturel her på Java :)
Dagen efter var vi ude ved en vulkan og se boblende svovlsøer. Vi gik igennem tåger af svovlgasser, så vi lugtede dejligt af rådne æg resten af dagen. Vi så også en mineral sø, som var helt tyrkisblå pga sulfat fra undergrunden, rigtig flot og specielt at tænke på hvordan jordens indre er levende.
Vi har også været ude ved foden af Merapi, som er en af de 20 aktive vulkaner her på Java. Merapi var sidst i udbrud i 2010, og det har sat sine spor på omgivelserne. Vi kørte forbi mange små og udbrændte træer og huse som stadigvæk stod i ruiner. En lille tur på vulkan museum blev det også til den dag. Desværre var det svært at se vulkanen, da det regnede rigtig meget.
Ellers har vi været på et sølvværksted, hvor vi så hvordan de lavede smykkerne. Et rigtigt håndarbejde som kræver masser af tålmodighed, og fik da også købt lidt:) Vi har også været til indonesisk ballet, besøgt et underjordisk tempel, været på lokale markeder, set et kæmpe vandfald og en masse andet. Vi bruger rigtig meget tid i bussen, men til gengæld får vi set og oplevet rigtig meget her på Java - ja kan nærmest ikke huske alt det vi ser. Landet er fantastisk flot og de lokale er rigtig søde. De ser os nærmest som kendisser og vil hele tiden have billeder med os. Ret sjovt :) og nårh ja så er det også meget fedt at kunne kalde sig mange millionær, for en million rupiah svarer ca til 600 dkr :)
Nå men det var alt for denne omgang, skriver snart mere. Hav det godt og god påske til jer!
- comments