Så er vi ved vejens ende af vores tur i Indien. Vi har i 22 dage rejst med et backpackerselskab kaldet Gap Adventures, og det har været en helt fantastisk oplevelse.

Vi ankom til Delhi dagen før turens start, så vi havde to dage for os selv. Den første dag fik vi udforsket byen på egen hånd, hvilket bestemt ikke var nemt. Kulturen og hele byen var enormt anderledes, end hvad vi er vandt til og har set indtil videre. Gaderne vrimlede med folk, Tuk Tuks, cykeltaxaer, biler og vilde hunde, hvilket tilsammen skabte et vanvittigt kaos. Der er absolut ingen færdselsregler i Indien, og hvis der er , bliver de ikke fulgt. Vi følte, at enhver køretur igennem byen nemt kunne være vores sidste, så man var altid meget taknemmelige, når man nåede helskindet frem til den givne destination.

Deres måde hvorpå de kommer fremad i trafikken er at bruge deres bilhorn. Ingen tænker på andre end sig selv, og der er bestemt ingen form for vigepligter eller hjælpsomhed.

Vi startede med at tage ind til Connaught Place, som er centrum i New Delhi. Her var kaos intet mindre end i trafikken. Når inderne ser en hvid person, tænker de straks penge. Derfor kunne vi ikke gå 10 meter uden at blive tilbudt det ene og det andet, imens tiggende børn og mødre hev i vores tøj, i håb om at vi smed en skilling. Efter en lang rejse, var vores tålmodighed ikke helt i top, så vi søgte tilflugt på en restaurant, hvor vi fik frokost, hvorefter vi tog tilbage til hotellet. Til næste dag, vidste vi, at vi blev nødt til at lave en konstrueret plan over, hvad vi ville se - ellers ville vi aldrig komme ordentlig rundt i Delhi.

Vi valgte at købe en taxa for en dag, hvor vi dermed så Delhis highlights. Først fik vi set Delhis største moske, hvor vi blev iført lange kåber - hvilket I kan se billeder af. Selvom blot 10 % af den indiske befolkning er konfronteret til Islam, er der fuld gang i moskeen - og det er blot en ud af mange i byen.

Herefter ville vi på krydderimarked i Old Delhi. Vores taxachauffør blev ved med at sige, at det var lukket - men det var nok i et forsøg på at slippe for at gå igennem det enorme kaos i Old Delhis gader. Her var de moderne køretøjer erstattet af køer, heste og æsler som trak gamle trævogne fyldt med både mennesker og last. Ikke kun dyrene arbejdede hårdt, også mennesker trak rundt med store læs, hvorpå der var langt flere kilo, end hvad vi selv kunne klare. Det var som at komme til en helt anden tidsalder. Solen varmede enormt og støvet, menneskemyldret og trafikken gjorde, at det tog os en time at nå markedet. Men det var det hele værd - det var enormt charmerende med alle sækkene med forskellige farver af krydderier, som står i den ene bod efter den anden. Vores taxachauffør havde meget travlt med at undskylde sin løgn resten af dagen, som gik med at se et par hindutempler og Humayuns Tomb (et palads), som blev bygget i 1500 tallet af en muslim for at vise, at muslimerne skulle have mere magt end hinduerne, så det var selvfølgelig stort og smukt. Det var en lang dag, og det var stadig hårdt at rejse på egen hånd, så det var enormt lettende endelig at mødes med vores gruppe om aftenen.

Vores gruppe bestod af 9 personer, hvor af vi repræsenterede mange forskellige lande. Bridget fra New York, Sarah fra London, Nora fra Schweiz, Gill fra Belgien, Lis fra Holland og Mark og Jenny fra Irland. Vores aldre lå i intervallet 20 til 35 år, men det lod os slet ikke bemærke. Vores guide var en rigtig indisk fyr, Adi på 30 år med cykelstyrs-mustage. En virkelig god guide, som selv er 100 % inder og derfor ved alt om kulturen, livsstilen og landet. Det stod til at blive en rigtig god tur!

Den næste dag havde vi en lille byvandring med Adi, som viste os den virkelig lokale og fattige side af Old Delhi, som igen gav os mange nye indtryk. Små "butikker" på 2 kvadratmeter, sovende folk på gaden, tiggere, mænd samlet om en kop chai te, kvinder i deres farvestrålende saris, de mange forskelligformede turbans, mænd i hvide klæder med sabler i bæltet - ja virkelig en helt anden verden. Stræderne er 1-2 meter brede, og alligevel har folk travlt med at passere på deres motorcykler med det hylende horn. Fluerne sværmer overalt i de små køkkener og over os hænger et virvar af ledninger og kabler på kryds og tværs, hvori aber og fugle holder til. Det er svært at beskrive stemningen med ord, så her vil jeg henvise til vores billeder. Det var simpelthen så nemt og betryggende at gå i hælende på Adi, vi kunne virkelig slappe af og nyde de spændende omgivelser. Vores sidste stop var ved et Sinkhs' tempel, hvor de fattige og hjemløse kunne komme og bede, og derefter få et gratis måltid mad - en enormt vigtig faktor for mange menneskers overlevelse.

Vi skulle nu med nattoget til en landsby, kaldet Bikaner, hvorfra vi skulle på 2 dages kamelsafari i ørkenen. Det er vigtigt at have meget lave forventninger til alt i Indien - især transporten. Toget var meget beskidt og meget trængt. Sæderne var bare bænke, som ikke var komfortable. Alligevel havde vi det rigtig hyggeligt. Vi lærte de andre at spille præsident og røvhul, hvilket blev det mest spillede kortspil på resten af turen. Herudover kunne vi snakke i flere timer, hvor vi fortalte om hinanden, om vores lande osv. Nu passerede vi grænsen til staten Rajastahn, hvor størstedelen af vores tur kom til at foregå.

Vi ankom til Bikaner klokken 5 næste morgen, hvor vi nu igen trådte ind i en helt ny verden. Køer lå og gik overalt i gaderne, kameler travede af sted med varer læsset på ryggen og her er alt arbejde gjort i hånden uden hjælp af maskiner, hvilket er enormt charmerende. Vi blev bragt til det smukkeste, hyggelige hotel med en frodig have, som lå i kontrast til bylivet, hvor tørken ikke har lagt noget grønt bag sig. I træerne hang drager, da der lige havde været "dragefestival", hvilket betyder at hele byen flyver med drager - en virkelig sjov tradition.

Efter et opfriskende bad og morgenmad i haven, blev vi hentet af jeeps og kørt på "landet". Her boede folk i små ler- og stråhytter, hvorom gederne holdt til. Kamelerne lå og ventede på os. Vi fik en kamel hver og kom hurtigt af sted. Det var enormt varmt i den bagende sol, hvilket ikke er så underligt, da det lige nu er den varmeste tid på året, hvor dagstemperaturen kan blive op til de 46 grader. Vi lignede alle østens folk, da vi var viklet ind i tørklæder for at undgå solens stråler - dette gjorde ørkenstemningen endnu bedre. Efter to timers ridning, blev vi læsset af under et træ i skyggen in the middle of no where. Under et andet træ sad 6 mænd med turbans og kokkererede vores frokost over små trangiaer, hvis man overhovedet kan kalde dem det. Her i Indien er hvert et måltid en overraskelse for, om man ender med at få en såkaldt "Delhi Belly" - altså dårlig mave - så det er altid spændende at se, om man kommer succesfuldt igennem et måltid. Men maden i ørkenen var rigtig god indisk kokkerering. Næste strækning var 3 timer på kamelryg, og vi kunne efterhånden mærke ømheden i hele kroppen. Man kunne ikke tillade sig at klage, når man så ejeren af ens kamel, slentre af sted ved siden af i små klipklappere i heden. Nogle af drengene var kun 12 år, gik ikke i skole, men tjente deres penge på denne måde. Deres familier ser hellere, at de hjælper til med farmen frem for skolegang. Det er sørgeligt at tænke på - og igen som at være tilbage til starten af det forrige århundrede.

Da solen var ved at gå ned i horisonten, kunne vi endelig skimte en række telte midt i al sandet - vores lejr for natten. Der var virkelig hyggeligt , et spisebord midt i ørkenen, et bålsted og en række farverige telte - det kan I igen se på billederne. Aftenen brugte vi på hygge, spisning og snakken om bålet, hvorefter vi faldt i søvn i stilheden under en åben stjerneklar himmel - simpelthen fantastisk. Dog måtte vi rykke ind i teltene midt om natten pga. sandstorm og regn. Næste dag blev vi fragtet tilbage til byen på ladet af en kamel. Vores bagpartier var heller ikke klar til kamelryg, så det var meget rart.

I Bikaner var vi på byvandring med en lokal guide, som førte os rundt i de lokale gader, hvor vi smagte på grøntsager, krydderier, gadekøkkenmad og chai te. De lokale ville enormt gerne have taget billeder med os, og de var i det hele taget meget åbne for at give os alt, da de ikke var vandt til at se hvide folk, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere fantastisk.

I solnedgangen fik vi lov til selv at flyve med drager fra taget af vores hotel. I byen havde folk stadig travlt med at sende drager til vejrs, så det var et meget magisk syn.

Fra Bikaner tog vi et dagstog til Jaisalmer, som er en by bygget omkring et stort fort lavet af sandsten, hvilket har lagt grundstilen for resten af byen. Derfor er også dette et enormt smukt sted. Vi var efterhånden blevet vandt til alle dyrene og traffikken i gaderne og kunne nu tage den med lidt ro. Dette var heller ikke en by med den vanvittige trafik, hvilket gjorde den mere behagelig at færdes i.

Igen var vi på gåtur rundt i byen med Adi, men dagens højdepunkt var solnedgang fra en slags "ruin" af et gammelt palads, som aldrig blev færdiggjort. Solen gav sandstenene en rødlig glød, og det var virkelig smukt. To indiske brudepar var ved at få deres velsignelse. De lignede prinser og prinsesser i deres farvestrålende, guldbelagte, glitrende tøj. Stemningen var enormt smuk, bortset fra en flok små drenge som tiggede om 10 rupees, selvom de absolut ikke var fra den fattige del. Det så vi desværre meget af, og det er til at blive vanvittig over.

Næste dag fik vi en lokal guide til at vise os rundt i byens fort, som er det eneste fort i Indien, som er beboet. Der er enormt farverigt i de små stræder på grund af de små boder, som sælger tæpper, tøj, saris, tørklæder, lædervarer osv. Specielt er det, at der ud for hver en dør, er malet en elefant (betyder held og lykke på hindu) hvorover brudeparrets (som bor der) brylleupsdag står skrevet. Det er ret hyggeligt. Vi fik set et tempel i midten, hvor alt var lavet af sten - meget fascinerende. Vi føler bare snart, at vi har set så mange templer, at det ikke føles så enormt fantastisk mere. Det som er spændende er at se, hvordan hinduerne trofast beder hver eneste dag, og man bebrejder dem ikke, da de har meget af bede for.

Denne dag var det Sarahs 35 års fødselsdag, hvilket vi fejrede om aftenen, først ved at tage på en slags bar, hvor vi havde udsigt over et kæmpe indisk bryllup, så det var virkelig sjovt. Herefter tog vi på en tagtop restaurant, hvor vi sang fødselsdagssang og havde sørget for lagkage - det var virkelig hyggeligt og vi tror, hun havde en rigtig god dag.

Næste destination var Jodhpur, som ud over et stort fort, ikke var sådan helt vildt interessant, derfor var vi har kun en enkelt nat. Vores udflugt til fortet skete på en af de varmeste dage, og når menneskene på museet havde mere travlt med at kigge på os og tage billeder i snu, frem for udstillingen og selve fortet, blev vores tålmodighed hurtigt opbrugt. Derfor slog vi os ned på en tagteresse resten af dagen, hvor vi også fik vores aftensmad.

Herfra fik turen til Udaipur i bus. 8 timers bumpende rejse, da der ikke var meget vej belagt med asfalt. Busserne er bygget, så der over sæderne er "bokse" hvori hele indiske familier sidder. Det er meget trængt, men også en sjov oplevelse. Udaipur er en helt anderledes by, da den er omgivet af søer, hvilket gør luften mere frisk og "ren". Vores første dag var en "fridag", hvor vi slentrede lidt omkring i byen for at få et overblik. Om aftenen så vi indisk dans, hvilket var en oplevelse i sig selv, da nogle af dansende er meget opfindsomme og andre ikke. En dame dansede rund med 10 krukker stablet på hovedet - rimelig godt gået. Her i Indien bruger mange deres hoved til at bære tunge ting - det ser ikke specielt behageligt ud.

Næste dag blev travl, og vi startede morgenen med at gå ned til søerne, hvor kvinderne var i fuld gang med at vaske sig selv og en spandfuld tøj i den beskidte sø. 20 meter længere henne, hyggede mændene sig med at bade - virkelig kønsfordelt. Men det var et magisk øjeblik, som igen bekræfter os i, hvor anderledes alt er her i Indien. Kan ikke nævnte en eneste ting, som foregår som i Danmark, og det er nok også en af grundene til, at det har været så spændende.

Louise tog på tegnestue med Sarah og Lis imens Stine gik lidt rundt i byens gader. På tegnestuen lærte vi at male indisk kunst, hvilket er meget, meget detaljeret. Heldigvis skulle vi ikke kaste os ud i det helt store, så Louise holdt sig til at male en kamel, hvilket i sig selv var udfordrende nok, og sjovt at prøve.

Senere skulle vi alle på kokkeskole. Det bestod i, at en indisk dame havde stillet et "tv-køkken" op, hvorfra hun kokkererede og fortalte på livet løs om, hvordan man laver traditionel indisk mad. Imens sad vi med tungen lige i munden og noterede opskrift og fremgangsmåde. Vi lærte bl.a. at lave Samosa (små lukkede tærter med kartoffelfyld), Chai the (te som er kogt på løg og ingefær) og Biryani (risret med krydderier og grøntsager). Indisk mad er meget stærkt, og heldigvis havde hun lavet det mildt for os. Det smagte fantastisk og blev vores bedste indiske måltid.

Herefter gik nogle lidt rundt i byens gader, imens Louise, Jenni og Mark fik lavet henna på fødderne (de rødlige tatoveringer i flotte mønstre, som mange hinduer har på både hænder og fødder). Jenni er meget vild med at gå til "spåmænd", så vi fandt en mand, som læste hendes hånd. Vi sad i hans soveværelse, som var et lille lyserødt rum, hvoraf det nok var det eneste rum han ejede. Han var ikke særlig god til engelsk, så det var ret svært at forstå ham. Alligevel var det ret spændende, han sagde nogle ting som kunne passe - men det kan de jo altid bilde en ind.

Om aftenen mødtes vi alle til bådtur ved solnedgang, hvilket var rigtig smukt, da der er bygget smukke paladser midt ude i vandet. På vores tur har vi set mange solned og -opgange, men det er aldrig ens og de minder absolut ikke om de danske. Her forsvinder solen i et støvlag før den når horisonten, hvilket også er meget flot.

Nu skulle vi til Pushkar, som er en meget hellig by, da den har en hellig sø, hvortil flere hundrede tusinde pilgrimme kommer hvert år, for at få et magisk bad. Pushkar er en by fyldt med boder, så vi blev selvfølgelig fristede.

Det mest fantastiske var, da nogle af os valgte at få undervisning i at bede af en guru (hindupræst). Vi sad ved søen lige før solnedgang, gentog hindubønner efter ham, ofrede blomster, ris og krydderier til søen (guderne), og fik renset vores karma samt bragt held og lykke til alle vores familiemedlemmer, venner og bekendte (så hvis I har følt jer heldige på det sidste, ved I hvorfor) J Det var en rigtig fantastisk oplevelse at blive indviet i hinduernes verden og lære, hvad de udfører hver eneste dag. Han velsignede os og faktisk følte man sig en del "lettere", efter bønnen. På nogle af billederne har vi en rød plet i panden med ris, hvilket vi fik her - det bringer os held og lykke sammen med et armbånd, som vi også fik. Det skulle vi bære resten af rejsen.

I Pushkar stod vi op 04.45 en morgen for at bestige et bjerg, hvor der på toppen var et tempel. Herfra så vi en smuk solopgang, endnu engang i de hellige, magiske omgivelser. Spadsereturen krævede nærmest blod, sved og tårer, men det var det hele værd.

Næste stop var Jaipur, hvor vi lavede mange af de samme ting som tidligere; så byens fort, palads, tempel osv. Den største oplevelse her var, at vi skulle i biografen og se en vaske ægte Bollywoodfilm. Vi skulle se en aktionfilm kaldet Tezz. Heldigvis foregik den i London, hvilket hjalp os meget, da der udover de manglende undertekster og det ukendte hindusprog, faktisk også blev talt lidt engelsk. Derfor forstod vi det meste - Adi hjalp os med de små pointer, som vi ikke forstod. Forskellen fra en normal film, til en Bollywwodfilm, er, at publikum er aktivt. Man råber, griner, klapper og græder når timingen er passende - nærmest som en fodboldkamp. Biografen var enormt stor, nærmest som et palads. Man går lige fra gadens fattigdom til de fineste lokaler, hvilket er lidt underligt. Men det var en virkelig sjov oplevelse! Bollywood er ikke lige vores stil, det er meget overdrevet og plat, men bestemt sjovt!

Alle har hørt om Taj Mahal, og selvfølgelig var næste stop i Agra derfor et absolut højdepunkt. Byen i sig selv er ret trættende, da man igen ses som det hvide, rige menneske, hvoraf alle prøver at trække penge ud af os midt i byens kaos.

Men Taj Mahal er mægtigt, fantastisk, stort og prægtigt! Det må være en af de steder i verden, hvorfra der er taget flest billeder. Det er utroligt, at så smuk en bygning er blevet opført for 400 år siden - kun på baggrund af kærlighed, hvilket gør det hele endnu mere yndigt. Som I kan se, fik vi også taget en masse billeder her, man kan simpelthen slet ikke få nok, og det kunne de andre turister heller ikke, hvilket godt kunne blive en smule irriterende. Igen ser man rigdommen lige ved siden af den ekstreme fattigdom med børnene på gaden, som har hunger-maver. Det er forfærdeligt at se, og man får en meget dårlig smag i munden, når man lige har brugt den samme mængde penge på at se Taj Mahal, som disse mennesker kunne have levet for i en måned. Men det er også en af de mange ting, man bare bliver nødt til at vænne sig til i et land som Indien. Fordelingen af penge i samfundet er enormt uretfærdig. Der er få vanvittigt rige, som med deres penge kunne redde det meste af befolkningen, imens de fleste skal vende og dreje hver en mønt, hvis de overhovedet har en. Ja, i sådan et land, giver det mening, hvis man er socialist, da ingen her kan få hjælp fra statskassen.

Sidste destination, før vi vendte tilbage til Delhi, var Varanasi. Varanasi er nr. 7 over de mest hellige byer i hinduismen og samtidig den ældste. Der går en kanal igennem hele byen, som man mener, at guderne har skabt. Langs denne foregår kremationer 24 timer i døgnet, hvor lig bliver brændt på bål i al offentlighed, hvoraf det kun er familiens mandlige medlemmer, som må se brændingen.

Hver aften og morgen samledes flere tusind hinduer til bøn, hvilket nærmest foregår som et kæmpe show - det er virkelig en speciel oplevelse. Det er normalt at sejle en tur i den hellige kanal, hvilket vi både gjorde i solopgang og solnedgang. Ved solnedgangen overværede vi brændingerne, hvilket var meget ubehageligt. Man føler sig lidt påtrængende, da søen også bruges til at smide asken i, hvorefter folk bader der, for at vaske alt "ondt" af sig efter en "bisættelse". Vi fik hver tændt et flydende lys, hvortil vi måtte ønske, som vi lod forsvinde op ad kanalen.

Det var denne dag, Louises familie blev nødt til at tage afsked med Martha, på grund af uhelbredelig sygdom, og derfor blev et lys tændt for hende. Det var en meget smuk oplevelse.

Igen ved solopgang om morgenen havde alle travlt med at bade, vaske tøj og bede ved det hellige vand. Man føler, at man er til en slags festival, men dette er bare dagligdagen i Varanasi. Helt fantastisk, at de går så højt op i deres religion. I Danmark ville man føle, at det var tåbeligt, men her giver det mening. De har intet sikkerhedsnet og de fleste har ingen hjælp af hente, hvis de er født fattige. Deres eneste håb er deres guder, derfor forstår man godt, at de går så højt op i religionen, og det er virkelig fascinerende.

Tilbage i Delhi og vi skulle snart sige farvel. Den sidste oplevelse blev en gåtur rundt i New Delhi, hvor vi "lærte" om livet som gadebarn igennem en organisation kaldet Salaam Balaak Trust . Man ser mange børn på gaden, beskidte og udsultede, som samler plastikflasker for at tjene lidt til overlevelsen. Når de har tjent penge, bliver de nødt til at bruge dem hurtigst muligt for ikke at blive rippet - derfor køber de ofte lim og sniffer, for at holde sulten nede. Det er sørgeligt, men heldigvis viste det sig, at de faktisk har en udvej med denne organisation. Vores guide på denne tur var selv en gadedreng, som flygtede fra sit hjem, da hans far havde slået hans mor ihjel igennem tæsk. Da han også bankede børnene, valgte drengen at finde sin egen vej. I fem år levede han på gaden og troede, han skulle dø. Men han fandt frem til en organisation, som sørger for, at gadebørn kan komme og få mad og undervisning, og sådan har han fået sit liv tilbage. Han ved ikke hvor gammel han er, men om en måned skal han på universitetet i San Francisco - helt fantastisk. På turen besøgte vi stedet, hvor børnene sad og fik undervisning. Da vi kom blev de helt euforiske, og de ville alle lege klappelege, lægge arm osv. - de var meget glade for at lege med os. Det var meget rørende , og vi endte med at støtte organisationen, for der er ingen tvivl om, at de redder mange liv og giver fortabte børn en lys fremtid.

De 22 dage er gået meget hurtigt, men alligevel føler vi, at vi har været i Indien i flere måneder, da man får så mange nye indtryk og oplevelser hver eneste dag. Vi har oplevet utrolig meget, og denne blog er blot få udpluk af, hvad se har set og prøvet.

Indien har været en øjenåbner for mange ting. Danmark er et FANTASTISK land! Man får et helt nyt syn på sit eget liv efter at have oplevet dette. Nu kan det lyde som om, at vi begge sidder med glorie over hovedet, men det er noget, som skal prøves.

Selvom landet er fattigt, beskidt, ulækkert og man derfor har mange grunde til at hade det, domineres alt det negative af den smukke hverdag, som præges af kvinderne i deres farverige saris, mændene med turbans, de glade, hilsende børn, alle bønnerne som slippes fri i templerne og ja, hele folkets håb og glæde i en dagligdag, som er ofte er hård at komme igennem.

I går sagde vi farvel til alle, da de fortsætter deres rejse videre eller tager hjem, og det var faktisk ret sørgeligt, da man på tre uger hurtigt danner tætte bånd. Især når vi alle har hjulpet hinanden igennem sygdom, Delhi Bellies, manglende tålmodighed og hvad der ellers kan præge ens humør på en sådan tur. Vi har haft det virkelig sjovt, lært meget om hinanden og ja - bedst af alt deler vi en masse, selvom vi blot er kommet ind og ud af hinandens liv på ingen tid.

Som I kan høre, har det været en fantastisk rejse, en virkelig god gruppe, en fantastisk guide og vi er enige om, at Indien har været det bedste so far.

I morgen tidlig flyver vi til Nairobi, hvor safari, Masaistammer og en helt ny kultur venter os. Vi glæder os enormt meget til igen at få nye oplevelser, men er også glade for, at der nu kun er 23 dage til, at vi lander i Danmark. Vi savner jer, den danske kultur og den danske mad!!!

Ha' det så godt til vi snart ses!