Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag den 17/11.2012
I dag er vi 8 piger fra platformen som har vagt at tage på baboon walk ca. en times kørsel fra platformen, vi har valgt at leje en matatu hele dagen da det var billigst.
Det var en rigtig smuk udsigt vi mødte og vi kom helt tæt på bavianerne, vi skulle så lige klatre lidt ned af et bjerg for at komme hen til dem, det gik nu ok, bort set fra der er kaktuser overalt. Hehe efter denne vandre tur, mente vores chuffør at han vidste hvor der befinder sig en elefant, så vi kom på off-road tur i den her meget gamle og ødelagt minibus, men jeg synes nu det var meget sjovt og vores chuffør havde ret og vi fik set en elefant.
Vi kørte tilbage til platformen og havde 2 timer inden vi kørte videre. Her brugte jeg tiden på at vaske mine meget mudret sko og få pakket så jeg er klar til at rejse til Nairobi i morgen.
Kl 14 køre vi ud til et lille spise sted som hedder " trout tree" hvor vi fik lidt mad, det specielle ved det her sted er at det er en restaurant som er bygget oppe i et træ, så aberne svinger sig omkring os mens vi spiser. Det var rigtig hyggeligt og rigtig smukke omgivelser, og vi fik set en masse forskellige aber.
På vejen hjem skal vi på en lille mini safari sammen med vores chauffør, og vi får set samtlige dyr som man kan finde på savanen, giraffer, zebraer, antiloper, vordesvin, og en leopart. Og sikkert også flere dyr jeg ikke lige kan huske.
Så er det bare at få pakket færdig så vi kan komme videre til Nairobi.
Søndag 18-11-2012
WMCA hustel, her skal vi lige bo i 2 dage, det er fint men ingen bruser til os, dog et badekar hvis man følte for det, men nej tak hehe...
Vi skal ud og se slummen i dag "Kibera". Vi har jo set en slum i Nakyki men det her er så bare lige lidt værre. Der bor ca 1 mill i det kvarter, og børnene samler sig omkring os og prøver at tage vores hænder. Der lugter virkelig af afføring og urin og det ligner bare en kæmpe losseplads. Vores guide fortæller os at grunden til at det ser sådan ud er fordi de ikke har en losseplads i Nairobi. Vi ser små børn der sidder og urinere i alt det her skrald. Ganske forfærdeligt, jeg har lyst til at give dem alle sammen det bad og noget rent tøj...
Efter denne oplevelse, så skal Nairobi opleves på en lidt anden måde, så vi skal i shopping center og have lidt at spise og handle lidt ind til de næste par dage. Det ligner meget det der hjemme, dog går strømmen ret ofte i det center vi er i. Men Christina, Sanne og jeg bliver enige om at vi skal have kinesisk og spise og så bare tilbage til huslet og soveJ
Mandag den 19-11-2012
I dag har vi møde med Mary som er koordinator, vi har gennemgået hvor vi skal hen og får telefon nummere på vores værtsmor og vores vejleder på hospitalet.
Og Action Aid dem som vi rejser med, har sørget for god frokost, det var vidst lige hvad vi havde brug for allesammen, mad uden bønner hehe..
Det blev så lige til endnu en dag i et andet stor center og så tilbage på huslet og nasse et bad fra nogle af de andre medstuderende der havde været så heldige at få et værelse med bruserJ Så pakke og klar til at rejse mod Kisumu i morgen tidlig. Det vi har ventet så længe på.
Tirsdag de 20-11-2012
Klokken 8.30 skal vi være klar nede ved matatuen, så vi kan blive kørt hen til busholdepladsen, hvor bussen mod Kisumu holder. Kl. 8.00 bliver vi ringet op at nu skal vi skønne os, for der er meget trafik på vejene i Nairobi, så vi skal afsted hurtigt så vi kan nå bussen. Stress... men vi når det selvfølgelig uden problemer, for bussen til Kisumu er 40 min forsinketJ
Mary vores koordinator følger os hen til der hvor bussen går og snakker med en sikkerhedsvagt og fortæller at vi skal bare hoppe på bussen mod Kisumu og hun skal videre med dem der skal til Mombasa. Så står vi langt om længe 3 tilbage og nu nærmer vi os snart det vi har ventet så spændt på.
Ca 7 timer senere ankommer vi til Kisumu, vi kommer ud og kan straks mærke at det er en helt anden varme... nu er det rigtig varmtJ vi ringer og fortæller vores værtsmor at vi er ankommet og hun fortæller hun er på vej og vi skal bare lige vente på hende. Ca 20 min senere kommer hun, hun er faktisk næsten lige som jeg havde forstillet mig. Jesinta som hun hedder.
Vi kommer frem til hendes hus og hun fortæller hele vejen hvad vi skal huske når vi skal om til hospitalet i morgen, hvad de forskellige ting hedder. Jeg sidder bare og kan ikke huske halvdelen af hvad hun siger, da jeg sidder og prøver at forstå hvad jeg helt præcist har lokket mig selv ud i?! Vi kommer ind i hendes stue til at starte med og tænker at det ser da meget pænt ud, og værelserne er også helt fine... men der er intet loft i hele huset, så man kan høre alt og vores toilet er et hul i jorden. Men man vender sig vel til det...
Men vores værtmor virker rigtig sød, men også lidt skæmmende. Forstået på den måde at hun er meget troende og man bliver lidt bange for at sige noget forkert og der er bordbøn inden man spiser og igen bøn og sang inden sengetid.
Men godnat og sov godt, der skal vidst lige soves på alle de her indtryk.
Onsdag den 21-11-2012
Vi står tidligt op og gør os klar til vores første dag på sygehuset og Jesinta køre os der ind, så hun er sikker på vi kommer der hen til tiden og det passende med hun også lige skulle på arbejde.
Vi ringer til vores vejleder og spørg hvor vi skal møde ham, vi går op til adminstrationen og her møder vi Efram. Han spørg hvorfor vi først kommer i dag, han havde ventet os i mandags... Hov den havde vi ikke hørt noget om, men nu er vi her.
Vi bliver sendt ud for at vente på en oversygeplejerske og der sidder vi så i halvanden time. Men så kommer hun og spørg hvad vil har lyst til og hvad vores mål er! Vi viser hende vores mål vi har fået med hjemmefra, og hun ser imponeret ud og spørg hvordan vi vil få svar på dem, og vi svare at vi selvfølgelig vil snakke med personalet på afdelingen og finde noget litteratur i forhold til de forskellige mål, tror vi alle er enige om vi skal ikke rode os ud i for meget med hvordan vi ellers vi få opfyldt vores mål. Hvor efter hun sige ja eller kan i snakke med jordmødrene... Ja det er jo så lige et vi har sagt ved at nævne personalet, men ok! Vi bliver så vidst rund på hospitalet og vi finder hurtigt ud af tingene går absolut ikke lige så hurtigt som der hjemme.
Men vi kommer så ind til vejlederen igen og vi får aftalt at jeg starter på Labor ward, det skal nok bliver spændende.
Da vi er færdige for i dag tager vi ind og får handlet lidt vand og lidt ind til frokost.
Og vores vært mor laver god mad, selvfølgelig er det kenyanske retter. Så det er jo bare at spise hvad der kommer på bordet.
Her til aften har jeg fundet på 100 måder at dræbe en hane, den galer både nat og dag... endnu en ting man skal vænne sig til.
Torsdag den 22-11-2012
Første dag i praktik, på Labor ward.
Jeg møder op og får skriftet til uniform og finder noget personale, der er åbenbart ingen der er klar over jeg skal være der. Men de mandlige sygeplejersker har meget travlt med hvor jeg kommer fra og vil rigtig gerne snakke med mig og høre alt om Danmark og om jeg ikke vil giftes med en da dem, har må jeg jo sige tak for tilbudet men nej tak, før bare fremover jeg siger at jeg har en der kæreste der hjemme.
Jeg følger bare efter ved morgen stuegang, føler dog virkelig at det er upassende, men om vi er 20 eller 21 mennesker om patienten det kan vel være det samme. Over-sygeplejersken står og fortælle alle at denne kvinde er så og så udvidet og er kommet ind alene, hvad hende blodtryk er og hvis hun er HIV positiv bliver dette selvfølgelig også fortalt foran alle os og de 10 andre patienter der ligger på stuen. Og patienten skal absolut ikke spørge om noget eller komme med kommentare når der er stuegang.
Efter stue gang præsentere over-sygeplejersken mig og jeg bliver sendt op til at stå vi 2 brikse med et lille gardin for hver af dem. Bag det ene ligger en kvinde der skal føde tvilliger. Den mandlige sygeplejerske sidder på en havestol og venter. Jeg går ind og præsenterer mig for kvinden, men hun forstår mig ikke. Jeg giver hende min hånd og et venligt blik, hvilket får hende til at smile, selvom tårene triller ned at hendes kinder. Føler selv opgaven er løst under omstændighederne. Efterefter kalder hun nemlig sister muzungu da jeg går igen, hvilket betyder sygeplejerske og hvidt menneske, så kunne hurtigt regne ud det var mig hun kaldte på, og hun må da have forstået at jeg er her for at hjælpe hende så godt jeg kan med de kompetancer jeg har.
Men hun begynder at sige på engelsk hun føler hun skal dø og beder gud om nåde.
Der går ca en time, så beslutter sygeplejersken sig for at hun skal køres på operations gangen for hun har ligget i 18 timer nu. Han vender sig om til mig og siger at det er hårdt at skulle føde. Ja det må du nok lige sige. Men ikke en eneste gang på de næsten tre timer der er gået, har sygeplejersken lyttet til babyerne, mærket på maven eller taget noter på veer. Jeg prøvede at spørge lidt ind til det, hvor han bare svare at babyerne skal nok komme når de vil, og det er noget som gud er med til at bestemme.
Bare den første dag har givet stof til eftertanke. Men alt i alt en rigtig god dag, men kan ikke lade vær med at tænke godt det ikke er mig der er gravid g skal føde på et kenyansk hospital.
Da jeg kommer hjem kan jeg virkelig godt mærke jeg er træt, det må være alle de nye indtryk, hernede spiser vi først aftensmad omkring kl 19.30 så efter det var det bare på hovedet i seng
Fredag den 23-11-2012
Ja man skulle tro det var fredag den 13 men nej det er bare mig der er uheldig igen øv øv øv.. Vi går ned for at tage en matatu (minibus) til hospitalet og vi kommer med en hvor der lige er pladser nok, men efter ca 10 min er der en mand bag ved mig som skal af, og derfor jeg skal ud af matatuen, og i det jeg kommer ud er der et hul lige der hvor jeg træder. Så jeg vrikker rigtig godt og grundigt om på min ankel L
Der er rigtig mange der gerne vil hjælpe mig op igen, og jeg kommer ind i matatuen igen, og jeg siger til de 2 andre at jeg kan mærke den er helt gal og jeg bliver nødt til at en tur på skadestuen, for det her gør usandsynligt ondt. Og ja måske jeg er lidt pivet men det gør alt for ondt og jeg begynder selvfølgelg også at tude... hehe
Vi står af matatuen ved hospitalet og Sanne går ind og siger på vores afdelinger at vi ikke kommer idag fordi jeg lige skal på skadestuen og vi ringer og siger det til vores mentor som er meget sympatisk og forstående. Alle der kommer forbi vil have os ind på deres skadestue, men Christina er i fuld gang med at ringe til forsikringen, så vi er sikker på at den dækker og høre hvor de vil have os hen.
Forsikringen vil have os på et privat hospital, så får jeg da æren af at opleve det.
For at reflektere lidt over det at være patient, bliver jeg mødt at en smilende sygeplejerske som fortæller mig hvad der skal ske, hun vil give mig en injektion med smertestillende også vil der komme en læge og kigge på det, tænker det at da overhovedet ikke slemt de er da rigtig søde hernede der er da masser af empati. Lægen kommer og siger bare vi skal have et billede af det. Jeg bliver kørt over til x-ray hvor vi venter i 20 min også kommer jeg ind og radiologoen har meget travlt med at spørge ind til Danmark og han mener bestemt at det ligger i Holland!? Og dette er han meget svær at rette i. Undre mig dog lidt over at lægen ikke har rørt ved min fod vrikket lidt på den eller?! Men hvad ved jeg om de gør det i DK har jo ikke ligefrem prøvet at forstuve en fod før.
Jeg kommer ud og vi venter igen, men jeg begynder faktisk at blive lidt irriteret fordi at sygplejersken går til Christina og fortæller hvad lægen siger og hvad vi venter på. Men ok hvis de er vant til at snakke med de pårørende i stedet for patienten så må det være sådan.
Sygeplejersken fortæller at lægen mistænker en fraktur og de vil have et nyt billede. Så vi venter yderligere, og pludselig kommer der en læge ud og kalder mit navn. Vi kommer hen bag et gardin og her siger lægen så at han har fået en anden læge til at kigge på billederne og der er ingen fraktur, Så det er bare hjem og op med benet i en lille uges tid... For pokker Lotte Jacobsen, men det kunne jo være gået meget værre. Med den trafik der er her nede kunne en af os være blevet kørt ned, så tror bare vi skal være glade for det ikke er værre.
Men vi ringende også til Jesinta vores værtsmor, som havde skønt sig hen til privat hospitalt for at se til mig, hun var godt nok bekrymret for migJ
Da vi kunne tage hjem fandt vi en taxa, som lige ville køre os om et supermarkede, og vi fandt Anton som nok bliver vores faste chauffør hernede.
Så er de bare op med benet og 2 pamol og 2 ipren og håbe på det snart går over.
Lørdag den 24-11-2012
Ja for mig bliver det så en dag i sengen og benet oppe. Mens de 2 andre er taget på markede for at handle ind så vil Sanne lave aftensmad i aften chilligryde mmmmm.
Så er så lykkelig over min dejlige svigerinde har lagt nogle film på min computer, 10000 tak søde Lisa.
Søndag den 25-11-2012
Endnu en dag i sengen med benet oppe, øv øv øv. Det er bare træls og vil meget hellere ud og opleve Kenya som planlagt L Er i rigtig træls humør i dag, men det bliver man når man bare skal ligge for at ligge.
Men jeg får da læst lidt så det er positivt.
Men familien er i kirke i dag og Christina er taget med. Ville faktisk også gerne have været med bare for at opleve det, men som Jesinta siger skal jeg nok når det. Men hvis det stod til hende skulle jeg i kirke hver søndag.
- comments