LA PAZ - Uge ingen idé - blog 10-11 stykker?

Part one:

Fear and loathing in La Paz!

*ADVARSEL*: PARENTEL ADVISORY EXPLICIT CONTENT!

Det eneste vi stod tilbage med den aften var en haandfuld sindsyge stjerner, en psykedelisk kareokebar, kongekroner fra en skreammende Burger King, en jagt paa et fantasislot, en uendelige bro og Tony Hawks kommende skater park - ogsaa lige en paradebraekning. Ustyrlige dage i La Paz - tunge ben og syner paa vaegge, der fortaeller os, vi kun er for forrykte! Er dette verdensbilledet vi har ville finde?

Reunion nummer henholdsvis fem og tre: Tre styks traette unge maend saetter sig en tidlig torsdag morgen paa flyet med kurs mod Bolivias berygtede hovedstad La Paz. Daniel havde paa forhaand prediket om hvilket raedselskarbinet der ventede os - og vi blev solgt med det sammen, forelskede, skraemte, hoeje - ja for fanden her, omringet blandt alle disse bjerge, i forureningens taette taagesloer, skulle slaget staa. Vi var i sandhed fortabte foer slaget begyndte! Vi finder Lawrence, Dean (Fra bl.a. carnevallet i Encarnacion) og Kev siddende foroverboejet over morgenens insisterende helgen: tre kopper kaffe. Kaffen forblev dog blot et hurtigt daekke, og snart efter skulle den staa paa formiddagsbajere og gibbernakkertikkertakker (tid er en illusion).

Fulde og med mod paa mere af livet fremfor tanken om det - presenterede Kev os for den berygtede San Pedro Kaktus - en psykedelisk drikke der i foelge eksperter foerer til saakaldt 'idiotic hedonestic abandonment'.. et par timer senere......

Evigt trippende kaerlighedserklaeringer. Denne nat kan ikke beskrives. Mens vi bedst staar og tror vi har taget trappen til stedet lige under himlen - observerer vi at de omkringstaaende brikker som ubevidst formaar at overgaa vores magiske teater forestilling.. Her sidder bolivias Godfather (klaedt i klinisk stilrent hvidt) og hans svigersoen: Jaafar, f*** up paa coke - her poserer bolivianske alt alt for gammel kvinder, der insisterer paa at slikke Lawrence i oeret mens de forklarer os, at man siger l'haim pa tysk (sproget man taler i Danmark) - her er galante tjernere der mest af alt hoerer hjemme i en fjern fortid der kan tilskrives Humpfrey Bogart's i Casablanca (i et stille sekundt saetter Logstrup cigaretten til mundvigen - og SAADAN BUM er tjerneren klar med sin servicemindede lighter). For ej at glemme de bolivianske japanere, trippende haender, en mindevaerdig version af Bohemian Rhapsody og et naevnevaerdigt tilfaelde af slem paranoia, men det er altsammen laengere historier, vi holder for os selv.

Dagen derpaa boed paa biffen, hvilket blev kendetegnet for hele opholdet paa vores irske Hostel Wild Rover.. Den ene dag boed paa drukmaase, den naaste paa biffens sarte skrumring. Den er en haard erkendelse at biffen efterhaanden er det eneste sted, der ikke har stole der kan dreje som barstole kan.

La Paz rummer, foruden soevnloeshed, 'The Worlds Most Dangerous Road'. For fulde droen stroeg vi afsted paa mountainbikes. Med start i over 4000 metes hoejde og maal i Beni Yungas junglens lavland var scenen sat for hasarderet Jan Ullrich (anno 1999) koersel. Heldigvis for vores eget overmod skulle vi holde os bag guiden der rutineret fortalte os hvad bremsen var til for. Med nemesis undgaaet kunne vi efter etapen goere status over en intet mindre en fantastisk dag med hoej adrenalin, frustrerende defekter, traette ben med forstaerkede muskler og en efterfoelgende helt naturlig toerst.

Part two:

Only fear in La Paz

Vi har altid frygtet den dag, hvor ingen frygter dommedag - vi haaber den er vaerd at vente paa.

Da Kev en toemmermandsmorgen besluttede sig for at foreslaa os at bestige et bjerg paa over 6000 meter (hoejere end tre af verdens syv tinder), var der blandende miner at spore hos vores udsendte. Specielt toemmermandsramte Daniel syntes en anelse skeptisk, nok mest fortabt - men meget skulle aendre sig, og to dage senere stod vi i basecamp 4600 m. over havets overflade. Uden at vide af det stod vi nu overfor at tage forsmag paa den kommende dommedag. Havde vi paa forhaand kendt til den smerten vi stod overfor, er jeg personligt ikke sikker paa, vi ville have gjort det.

70% klarer ikke turen til toppen af Huyani Potosí, nogle opgiver saagar allerede paa anden dagen da den uundgaaelige hoejdesyge pludseligt indtraeffer. Men vi holdte humoeret hoejt da vi naaede til Camp Rock 5100 m. oppe. Her fik vi for foerste gang lov til at skue udover Huyani's sneklaedte tinde - et skraemmende syn der bevidnede om at kilometeren vi manglede opad betoed over 10 km. henad.. Afgang var kl. 1 samme nat, af sikkerhedsmaessige aarsager var vi noedsaget til en saa tidlig afgang, da vi skulle naa toppen inden kl. 8. Uden den noedvendige soevn og totalt fejlernaeret blev kl. 1... og den blev 2 - vores udstyr (pigsko, sikkerhedsliner, pandelamper osv.) var simpelthen i en saa ringe forfatning at vi blev alt alt forsinkede. Udenfor var vejret paa trods af den naturlige bindende kulde (minus 15 grader ved Camp Rock, minus 25 paa toppen) godt og stjerneklart - saa vi vidste det ikke var der, undskyldingen maaske skulle findes.

Bundet sammen to og to begav vi os afsted. Aldrig tidligere havde vi oplevet noget mere ekstremt, mere udmattende, mere nervepirrende end dette. Den konstante mangel paa ilt, den bidende kulde og en isglat aftand paa faa centimeter til en skraent, der boed os paa et fald paa flere kilometer var nogle af de ting vi gik igennem - inden vi omsider klokken 7:30 naaede Hyuani Potosí's top 6088 m. over havets overflade. Vores fingre var naesten for kolde til at tage nogle billeder, men et par stykker blev det dog til - de traette forpinte smil paa vores hoveder afspjeler dog langt fra den foelelse vi stod med - og langt fra den udsigt vi havde. Det var som vi forestiller os de graeske guders Olympe - vi var om nogen paa toppen af verden (So I can stay the tallest man in your eyes babe), og da solopgangens spaede morgenstraaler pludseligt viste sig over de andre lavt liggende vise bjergtinder, var vi mere end i live paa en doed afkraeftet maade - nu kunne vi maerke os selv efter dette vidunderlige trip... Det var en modbydelig oplevelse, en fantastisk modbydelig oplevelse vi aldrig nogensinde glemmer.

Og midt i rusen over endelig at have naaet toppen, lykkelige, krammende, naesten graedende - gaar det pludseligt op for én, at man skal ned igen... Aldrig har vi vaeret saa raedselslagne, med en stigningsprocent paa omkring 70% begyndte nedstigningen - et fejltrin fra én af os og vi ville alle ryge med i det fald, der uomtvisteligt betoed den visse doed.

Ned kom vi, mere doede end i live - varmen har vi faaet tilbage i kroppen, men oemheden kan stadig spores i vores ben i dag..

Oem-stadig-droemmende-hilsen,

De tre smaa filantroper