Profile
Blog
Photos
Videos
Jamen hold da op, nu er vi i Thailand og det var lige før vi troede vi ikke kom af sted. Der var så meget stress på med rengøring og flytning fra Schødtsmindevej og indflytning i kolonihaven. Kolonihaven er et stort rod, så til april når vi vender hjem starter vi ud med oprydning der.
Flyet fra Billund til Frankfurt var forsinket to timer, så vi nåede med nød og næppe flyet fra Frankfurt til Bangkok. Flyveturen var meget behagelig og pludselig var vi i Bangkok. Med taxi til hotellet, som var rigtig lækkert. Vi var sultne så det var direkte ud i byen for at spise. Varmen og maden var som vi huskede det og tilfredse gik vi i seng og fik en god nattesøvn.
To dage i Bangkok og vi tog toget til Hua Hin. Togturen var på 2 klasse, varede næsten fem timer og kostede den nette sum af 25 kr. pr. person. Undervejs blev Lone sulten og købte en stor bakke mad for 5 kr. Men så var det også så stærkt, at det kun var risene der blev spist.
Inden vi tog fra Bangkok havde vi igennem et bureau booket og betalt syv overnatninger i Hua Hin. En dejlig bungalow midt i byen med egen terrasse. Ja, ja der blev vi snydt. Bungalowen lå syv kilometer fra byen et sted hvor der ikke findes ret mange turister. Men her er skønt - fred og ro og kun lyden af forskellige insekter. Vi har lejet en lille motorcykel, så det er ikke noget problem at bo så langt fra byen.
Vi har selvfølgelig været inde i Hua Hin i vores vanlige gade for at spise god mad. Det lyder utroligt, men to af pigerne kunne genkende os uden vi havde sagt noget. Den ene fra restauranten og den anden fra hotellet. Det var da dejligt og på restauranten var det med knus.
Regnen hører I om i Danmark og det regner meget om aftnen og natten. Oversvømmelser så vi kun lidt til i Bangkok og kun tæt på floden, men de gjorde klar mange steder med sandsække. En thai fortalte at Bangkok i 97 eller 98 var oversvømmet under en Michael Jackson koncert og det havde man lært af, så han mente ikke at den ville blive oversvømmet.
Her til slut bliver vi nødt til at berette om vejret i skrivende stund. Det tordner og lyner så meget, at vi kan mærke vibrationerne indenfor. Lidt skræmmende og vi kører på batteri, da elektriciteten er noget ustabil.
- comments