Profile
Blog
Photos
Videos
CAIRNS, DAINTREE & CAPE TRIBULATION, 18.-25. november
Dagen efter skulle Maj og mig ALT for tidligt op for at nå vores fly til Østkysten. Vi havde glædet os helt vildt til østkysten, så vi var super glade, da vi landede i Cairns om eftermiddagen d. 18. November. Vi brugte resten af eftermiddagen på at gå rundt og kigge lidt på Cairns, handle ind og slappe af - indtil vi om aftenen skulle mødes med Raphael - en schweizer fra vores 4-dages Rock Tour, som også var kommet til Cairns.
Den næste dag havde Maj og mig med vilje absolut ingen planer lavet. Vi startede med at sove længe og gik derefter ned og lagde os ved den kunstige lagune, som ligger lige ned til vandet i Cairns - hvor alle samles om dagen, da man halvdelen af året ikke kan bade i havet pga. stingers. Har lå vi og solede os, fik en dukkert i poolen og nød at have en "fridag", da jeg pludselig fik øje på James fra vores 20-dages Great Western Safari. Da vi havde snakket lidt med ham, ville Maj og mig ud at kigge lidt mere på Cairns, men aftalte at mødes med ham igen om aftenen. Om eftermiddagen gjorde Maj og mig os tidligt klar til en bytur, inden vi gik i den lokale videobutik og bottle shop, hvor vi lejede Twilight og købte rødvin, som vi nød sammen med Raphael, mens vi alle 3 sad og så film på hostel. Maj og mig tvangsindlagde Raphael til at se den, da han også skulle med os i byen om aftenen, og Maj og mig absolut ville se Twilight (nr. 1), inden vi skal se New Moon (nr. 2 i serien), som udkom i biffen d. 19. november. Efter Twilight gik vi alle 3 videre til James hostel, hvor vi festede med nogle af hans veninder osv.
D. 20. november skulle vi endnu engang tidligt op - surprise - da vi havde bestilt en 2-dages tur til Daintree og Cape Tribulation - et regnskovsområde nord for Cairns. Vi startede med at køre i et par timer ad endnu en supersmuk rute tæt på havet og i et bjergrigt område, der ledte op til verdens ældste regnskovsområde. Det særlige sted ved Cape Tribulation er, at det er et sted, hvor regnskoven møder havet, hvilket skaber en flot natureffekt. Vores første begivenhed på turen var en wildlife cruise på Daintree River, hvor vi så en masse flot natur og en lille baby krokodiller. Derefter var vi ude at gå en tur i regnskoven på en "boardwalk" - et hævet træplateau i regnskoven. Højdepunktet var da vi så en cassowari, som er en af verdens største fugle - hunnen kan blive over 2m høj. Vi havde fået at vide, at vi ville være meget heldige, hvis vi så en, da der kun er 70-80 tilbage her i området og kun omkring 1000 i hele Australien, så det var selvfølgelig dejligt at vi så en, selv om vi også var lidt bange. Guiden havde sagt, at vi skulle væres meget forsigtige med ikke at bruge blitz osv., da de hurtigt kan blive irriterede, hvilket ikke er noget, man har lyst til, da cassowaries er verdens mest dødelige fugl (den kan åbenbart sparke ret hårdt)!! Efter vores regnskovstur blev vi sat af i vores Jungle Village, hvor vi skulle overnatte. Vi hoppede straks en tur i poolen, inden vi tog på en times gåtur ad stranden til Cape Tribulation beach, som var supersmuk. Her faldt Maj og mig i søvn, da vi havde haft et par hårde nætter op til - ups. Ved skumringstid begav vi os ud på en anden 1-times tur ind i regnskoven på endnu en boardwalk. Vi startede med at fare lidt vild, så det nåede at blive noget mere mørkt end planen var, så Maj og mig var lidt skræmte, da vi gik igennem en halvmørk regnskov med en masse lyde, indtil vi kom i "sikkerhed" på stranden igen. Den mest skræmmende var, da vi skulle "springe over" en kæmpeedderkop på stien, som havde bestemt sig for at følge efter Maj, som løb skrigende gennem regnskoven.
2-dagen af regnskovsturen prøvede mig noget rigtig fedt, nemlig "jungle surfing", som gik ud på, at man blev "svunget" gennem regnskoven lige under trækronerne fra platform til platform (se billeder på facebook, så er det lettere at forestille sig). Dagen startede med den sygeste køretur nogen sinde op ad en smal sti i regnskoven, inden vi kom frem til vores bestemmelsessted. Her fik vi udstyret på samt uddelt en hjelm hver. Alle hjelmene havde i forvejen et navn på sig, og man blev tildelt hjelm alt efter, hvilken hjelm, instruktørerne synes, passede til en. Maj fik "Mini Me", og da det blev min tur, sagde instruktøren "This is almost TOO easy", og så fik jeg da lige Barbiehjelmen på, øv øv. I løbet af formiddagen mest vi jungle surfede, tog de rigtig meget pis på os, og vi hyggede os rigtig meget. En af de andre piger, havde fået Harry Potter hjelmen, og hun var ret nervøs, så den ene guide råbte fra den ene platform til guiden på den anden platform: "Winston, Harry Potter is nervous", hvilket var ret sjovt ligei øjeblikket - men man skulle nok have været der. Udover selve jungle surfing'en, så vi også en type "dragon" - en slags firben i et træ, som er lidt sjælden at se, så det var meget fint. Ved frokosttid fik vi os en jungle burger i den jungle village, vi boede i, inden vi begav os tilbage mod Cairns med nogle stop på vejen, bl.a. Alexandra Lookout, Mossman gorge og Port Douglas. Vel tilbage i Cairns var Maj og mig i biffen og se den nye Twilight film (NEW MOON), og vi var selvfølgelig helt vilde med både Edward og Jacob - super film!
De næste 2 dage stod på fridage i Cairns, hvor vi brugte tiden på at shoppe, solbade ved lagunen og slås i vandet med James og Raphael fra to af vores turer. En af dagene havde vi lyst til en kold øl ved lagunen, og Maj og mig havde selvfølgelig lykkelig glemt alt om episoden i Darwin, hvor vi fik ballade af en vagt, som sagde, at vi ikke måtte drikke på gaden, og at vi skulle skynde os at få den øl væk ellers ville vi få en kæmpe bøde, så øllen blev derefter hurtigt smidt ud og vores geniale hyggeplan gik i vasken øv øv.
Den første af vores friaftener mødtes vi med nogle af Majs venner hjemmefra. Vi fangede dem i lagunen og syntes, det kunne være super hyggeligt at gå i byen med dem. Om aftenen kom de ud til vores hostel, hvor vi sad og drak, inden vi smuttede i byen på bl.a. Gilligans og Woolshed, som er nogle af de mest kendte steder. Den anden nat delte mig og Louise os op. Jeg tog i byen og ud at spise med Raphael og hans dykkergruppe, mens Maj tog et smut i byen med James og nogle af hans venner, hvilket var super sjovt, det blev dog ikke så sent, da Maj og jeg skulle tidligt op for at komme ud og dykke dagen efter.
Et af højdepunkterne i Cairns var helt sikkert bådturen til Great Barrier Reef, som er et absolut must, når man er downunder. Vi tog med selskabet Down Under Dive, som havde en fin båd, hvor vi kunne ligge foran på dækket og nyde solen på vej ud til nogle af koralrevene. Maj og mig havde overvejet at tage dykkercertifikat men fandt ud af, at vi ikke havde tid og penge nok til det, så vi nøjes med en endagsdykkertur, hvilket også var rigtig fedt. I løbet af dagen nåede vi nemlig både at snorkel og få 2 introduktionsdyk. Ved det første dyk om formiddagen skulle vi lære de forskellige fagter, som man bruger til at kommunikere med under vandet, fx "stop f***ing around", "shark", "f***ing big shark coming at you from behind", "i'm okey", "Nemo", "turtle", "i have problems with …", "i want to go up" osv. (demostrerer for jer, når jeg kommer hjem). Derudover skulle vi også demostrere, at vi kunne finde ud af at tømme vores maske for vand og puste vand ud af vores mundstykke, hvis vi fik havvand i munden. Da vi havde overstået denne del, svømmede 4 af os ned til 8-10 meters dybde - mig med instruktøren og Maj "interlocked" i hver arm - en ny regel som er kommet i Australien, og som bestemmer, at man ved første dyk ikke må dykke selv. Om eftermiddagen fik vi dog lov til at svømme selv, efter at vi om formiddagen havde bestået vores introduktionsdyk. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse at se Great Barrier Reef, selv om Maj og jeg var overraskede over, at vores snorkeloplevelse på Koh Tao i Thailand faktisk var smukkere end vores dykkeroplevelse i Great Barrier Reef- mere farverige koralrev som i en tegnefilm ala Nemo og den lille havfrue. Vi fik dog set en masse farvestrålende regnbuefisk, cramps, søagurker og søstjerner og VI FANDT NEMO IGEN IGEN! Selve bådturen var også ret sjov i det der var en entertainer med, som de kaldte Elvis, og som blev ved med at drille mig, bl.a. når jeg skulle på toilettet, og han prøvede at få mig til at underholde med pole dancing. Da jeg gik fra borde grinede han og sagde "Sorry for picking on you", og jeg sagde bare "No worries". Efter bådturen tog Maj og jeg i byen i Cairns for sidste gang. Vi mødte nogle danske fyrer samt Majs 3 danske venner igen, som vi festede med på Woolshed, bl.a. ved at danse tossed på bordene. Ved en 2-tiden ville vi have Raphael med i byen, og jeg forsøgte at bryde ind på hans hostel (Gilligans) for at vække ham, men kom igen i problemer med en sikkerhedsvagt, som sendte os tilbage på natklubben.
- comments