Så blev det vidst til det aller første blogindlæg, omkring mit liv mens jeg er her på Island. Jeg ankom til Reykjavik lørdag d. 3 januar omkring kl 16.00 dansk tid. Frida som jeg skulle have fulgtes med, var dersværre blevet syg og skulle derfor ind på hospitalet.

Så der stod jeg ganske alene i Reykjavik lufthavn. Det skal lige siges, at jeg aldrig i mit liv har været på Island før og Frida som jeg skulle have været fulgtes med, havde været der før og vidste præcis hvor vi skulle hen og hvad vi skulle gøre.Frida havde heldigvis sendt mig en sms, om hvad jeg skulle gøre. Først skulle jeg købe en billet til Bus Terminal BSI, og det kunne jeg gøre på flyet. Jeg vidste hverken hvad BSI stod for, og hvor bussen kørte mig hen, men stolte trygt på hende. Men så da jeg skal til, at købe billetten tog de ikke imod mit kort, men de sagde heldigvis, at jeg kunne købe billetten i lufthavnen. Så indtil vi landede sad jeg nærmest og bedte til, at de ville tage mit kort i lufthavnen.

Jeg fik hentet min kuffert og kunne se, at den havde været igennem security, havde jo ridetøj med, så var så bange for de havde taget det hele. Men det havde de heldigvis ikke!

Lige inden jeg kom helt ud af lufthavnen, så jeg en lille bitte bod hvor der stod "bus" på og skyndt mig derhen. Fik sagt noget med "Bus Terminal BSI" hvorefter ham der sidder i den lille bod, giver mig en billet og sig derefter et meget højt beløb "1099 isk" tænkte ikke videre over det, og betalte.

Da jeg endelig kom ud til busserne var der 4 busser, og der var kun en af dem der gik til BSI. Finder så endelig bussen efter, at have spurgt en million mennesker. Da jeg så endelig kom hen til busser, fik jeg at vide, at der desværre ikke var pladsog jeg blev nød til, at vente til den næste.. Sukkede blot. Men efter lidt tid, kommer en tyk mand hen til mig og sage "come come" han tog mine kufferter og jeg gik ind i bussen.

Bussen kørte til Reykjavik og BSI var ende stationen.

Jeg stod ud af bussen, og vidste egentligt ikke hvad jeg skulle efter jeg var ankommet hertil.

Jeg gik ind og snakket med en, som sad og så meget klog ud. Hun fortalte mig, at jeg skulle ikke regne med, at kunne komme til Hömluholt i dag. Var lige ved, at begynde, at græde. Hvor skulle jeg sove, jeg kendte ikke nogen og havde ikke råd til et hotel.

I ren panik ringede jeg til min mor og sage "gør noget" hvorefter jeg gik ud og tog en taxa. I håb om den kunne køre mig til et sted, hvor jeg kunne tag en bus til Hömluholt.

Min mor ringede til Jófríður, som er datteren til dem, som jeg skal bo ved. (Helga og Gisli) Jófríður fortalte, at hun ville spørger sin bror om, han ikke kunne hente mig. Så da jeg sad i taxaen på vej ud af Reykjavik, ringede min mor "Frederikke bliv på stationen, du bliver hentet" jeg bedte taxachuføren om, at køre mig tilbage.

Jeg blev hentet af dem jeg skulle bo ved (Gisli og Helgas) søn. Han var helt vildt sød, og kørte mig hjem til ham. Så fik jeg lidt at spise, også kørte han mig ellers til Höluholt.

Island var dækket af sne over alt, sad med åbenmund mens vi kørte forbi, de smukkeste bjerge. Selvom det var mørkt kunne jeg alligevel tyde de snedækket bjergtoppe. Det var så magisk, var ved første blik fuldstændig forelsket i Island. Selvom vejene var fyldt med is, så kørte vi alligevel 110 km/t. Sad og håbet på han ikke kørte galt, men heldigvis blev jeg nemt distraheret af den smukke natur.

Da jeg nåede helt til Hömluholt, hilste jeg på Helga, Gisli og deres yngste datter Jófríður. Jófríður bor alene i Reykjavik og er ved, at uddanner sig til bager, så hun er kun hjemme hver anden weekend. Hun var ellers den eneste der kunne tale engelsk.

Vi lagde noget rent sengetøj på, også snork sov jeg.
Det var den første dag, jeg vil opdagtere herinde meget ofte.
- Frederikke