Profile
Blog
Photos
Videos
Saa kan jeg ikke laengere klage over at jeg ikke har saa meget nyt at skrive om! Jeg har nu endelig forladt keri keri og kiwi'erne og har begivet mig afsted paa nye eventyr. Og det har virkelig taget fart! Saa meget fart at jeg ikke engang har haft tid til noget som helst, og da slet ikke til at logge paa internettet. Saa nu er det pludselig den 7. juli, og der er kun en maaned til at jeg lander i Danmark. Fordi der er sket saa absurd meget den sidste maaned ( er det virkelig en hel maaned siden jeg skrev sidst? ) saa bliver jeg nok noedt til at lave flere seperate blogindlaeg. Mest for ikke at forvirre mig selv. Saa foerste del bliver fra Keri Keri til Waitomo.
Efter en lidt trist afsked med Hone heke lodge og Casper hitchhikede jeg soendag formiddag tilbage til Paihia med en 80-aarig dame og indlogerede mig paa mousetrap backpackers. Efter omkring 5 min moedte jeg Bernie, Martin, matthew, Marina og Rafael og saa foelte jeg mig ikke saa alene mere. Det maa absolut vaere en ny rekordtid for at faa nye venner, men saadan er det jo med hostels. Heldigvis! I Paihia brugte jeg et paa dage paa at slappe af, og tage paa dagsture rundt i omraadet. Jeg fik endeligt set whaitangi som er det sted hvor "treaty'en" mellem maorierne og englaenderne blev underskrevet i 1840. Og hvor hone heke aabenbart var den foerste til at underskrive. Sjovt tilfaelde. En anden dag brugte vi paa at tage paa en dagstur til en lille by der hedder russell som ligger 12 min med faerge fra paihia. Vejret var aegte new zealandsk og skiftede hver 5 minut mellem regn og fuld solskin, saa dagen gik mest med at tage jakken af og paa. Der var ikke rigtigt noget at se i selve byen, saa i stedet fandt vi frem til en lille sti der foerte os op og ned, og op og ned, og op og ned rundt i et regnskovsagtigt omraade, som kun blev smukkere og groennere naar det regnede, til vores laegge braendte (hvert fald pigernes) og vi stoennede opgivende ved synes at endnu en trappe.
Den sidste dag brugte vi paa at spille matador og scrabble og drikke varm te, og jeg gik i gang med planlaegningen af min videre rejse. Som jeg naevnte sidste gang havde jeg udset mig et magicbus pass som saa ud til at vaere en god maade at komme rundt paa. Efter naermere research endte jeg med at koebe en billet til kiwi experience ( et andet selskab), som gaelder for baade nord og sydoen i stedet for. DEN ABSOLUT BEDSTE BESLUTNING I MIT LIV. Kiwibussen fungerer saadan at en masse unge, eller hvem der nu melder sig til, hopper ombord paa en stor groen bus, og saa koerer den ellers alle de steder hen som man alligevel havde planlagt at besoege. Foerst var jeg lidt i tvivl om jeg skulle goere det eller ej, fordi mange sagde at det var en "turistet" maade at goere det paa. Og de har til dels ret. Man rejser rundt sammen i en stor gruppe og guiden booker glaedeligt overnatninger og oplevelser for dig. Men tilgengaeld faar man saa ogsaa omkring 10-30 % paa de fleste oplevelser og diverse grupperabatter. Og alle chauffoererne er indfoedte kiwi'er og de har alle sammen deres forskellige maade at introducere NZ paa, og man stopper steder man aldrig ville have fundet alene. Bussen fungerer saadan at man kan hoppe af og paa som man vil paa de forskellige stop, og jeg regnede med at skulle af og paa en del gange. Specielt fordi jeg jo rejste alene, saa der ikke var nogen der holdt mig paa bussen som saadan. Tro om igen. Fordi vores bus er den bedste kiwibus der har eksisteret er vi 13 mennesker der hopper af og paa sammen fordi vi ikke kan undvaere hinanden. Og det paa trods af at vi er sammen 24/7. Naaja, og saa har jeg jo helt glemt den del hvor vi fester HVER ENESTE aften. Man kan sove naar man bliver gammel. Man skulle tro at det ikke var til at klare, men jeg har efterhaanden fundet ud af at den bedste kur mod traethed og toemmermaend er en gaatur i et landskab smukkere end noget andet man foer har set, eller en kold dukkert naar man riverrafter. Men nu springer jeg i tiden, og det gaar ikke. Vi tager den fra starten af, den skaebnesvangre dag i Paihia hvor jeg stod paa en graesplaene med nogle forkoelede sommerfugle i maven og ventede paa at blive hentet af en bus fuld af fremmede mennesker.
Paihia - auckland:
Omkring kl 14 saa jeg den for foerste gang, den store groenne bus der skulle blive mit hjem de naeste 3 uger. Jeg faar smidt min rygsaek ind sammen med de andres og finder mig en plads i bussen. Langsomt begynder bussen at fyldes op, og det foerste jeg hoerer er at de to drenge bagved mig taler dansk. Og gaet engang hvor de kommer fra. Naerum. Og den ene af dem - alexander - har gaaet i klasse med Casper de sidste 3 aar. Det maa vaere her man bruger udtrykket "verden er lille"! Og ikke nok med det, der var endnu en dansker, en pige fra jylland, og to drenge fra faeroerne. ( Det lyder som om man siger fairyislands naar man udtaler det paa engelsk. Tihi. Det synes jeg er lidt sjovt. Sidespring) Saa fra at jeg ikke har moedt nogle andre danskere end Casper, saa var vi nu pludselig 6 dansktalende ombord paa bussen. Naesten alle andre var fra UK, saa det passede mig helt fint. Resten af dagen var bare en stille og rolig bustur med nogle film paa skaermen ned til Auckland. I auckland tjekkede vi alle sammen ind sammen og saa brugte vi resten af aftenen paa at snakke og laere hinanden lidt bedre at kende.
Auckland - Hot Water Beach and The Coromandel Peninsula:
Naeste morgen tog vi afsted kl halv 8 og startede med en lille tur rundt i auckland og en gaatur i "wintergardens". Lidt alla en lille botanisk have. Herfra gaar turen oestpaa mod Coromandel. Coromandel er et naturomraade med strande og generalt bare smuk natur. Allerede i bussen paa vej derhen begyndte det at gaa op for mig at det ikke var en kedelig bus jeg var kommet paa. Selv dem der rejste sammen var aabne og snakkede med alle og stemningen var rar og humoeret hoejt. Da vi endelig kommer frem omkring middagstid faar dem der har lyst mulighed for at tage paa kayaktur ud i det marinereservat der omfarvner kysten, og det sagde jeg selvfoelgelig ja til. Udover en engelsk pige, var det kun drenge der skulle med saa Emma og jeg brugte halvdelen af vores tur i dobbelkayaken paa at synge " we rule the world, girls girls" (beyonce). Og det gik ogsaa meget godt indtil vi stoedte paa grund og sad fast paa en klippe. Heldigvis stroeg guiden os til undsaetning, dog efter at have stoppet op for at tage et billede af os. Vejret var fantastisk og vi saa baade kaemperokker og saeler og noget der hedder cathedral cove, som er to grotter der gennem tusinder af aar er groet sammen til en stor katedralagtig hule/tunnel.
Om aftenen efter vi havde tjekket ind, ventede vi spaendt paa at det skulle blive sen aften. Vi skulle nemlig ned til hot water beach. Ifoelge diverse rejseguides og lokale, skulle det vaere muligt, naar det er lavvande, at grave bare et par cm ned og finde varmt vand. Saa vi gravede og vi gravede. Og gravede. Efter 15 min besluttede vi os for at gaa lidt laengere ned af stranden, og saa skete der pludselig noget! Vandet var ikke bare varmt, det var decideret kogende, som i vandet-bobler-og-braender-dine-foedder-kogende. Hvis man regnede den rigtigt ud kunne man grave et lille hul og soerge for at det kolde havvand loeb ind i hulet og paa den maade faa den perfekte temperatur. For det meste skiftevis froes og braendte vi os i stedet. Men skaegt var det. Og jeg saa personligt 4 stjerneskud den nat.
Hot Water Beach - Waitomo:
Efter en lang aften, og ikke saerligt meget soevn ( da vidste jeg endnu ikke at det skulle foresaette saadan i lang tid ) satte vi kursen mod Waitomo. Jeg skal lige sige, at naar jeg let springer hen over de mange timers busture, saa er det ikke fordi der ikke sker noget. Det er det der vi synger, larmer, sover, stopper i frokostpausen, te pausen, tisse efter te pausen og gaar smaa ture ud i landskabet. Vi sidder sjaeldten i bussen mere end halvanden time ad gangen foer vi skal ud af en eller anden mere eller mindre obskur grund. Der er bare saa mange smaa ting at jeg ikke har plads og taalmodighed til at skrive det hele. Og saadan har det vaeret gennem hele rejsen. Saa ved i det! Omkring middagstid ankommer vi til Waitomo, som er endnu en lille landsby der kun eksisterer paa grund af en attraktion, i dette tilfaelde Waitomo caves. Der var flere forskellige maader at komme ind i hulerne paa, hvor den kedelige var at staa paa et platform. Vi valgte selvfoelgelig "The labyrinth" som indebaerer vaaddragt og gummiringe som det kan ses paa billedet. Man kunne ogsaa vaelge at "The Black abyss" for den nette sum af kun 100 dollars ekstra! Den var for de helt ekstreme med absailing og andre sjove ting i moerket. Men de fleste af os valgte labyrinten som vi havde faaet beskrevet som " at vugge rundt paa gummiringe i vandet ". Nemlig. Det foerste der sker efter at vi har faaet udleveret baderinge er, at de beder os om at stille os paa kanten af en flodbred, holde vejret, og saa hoppe 1,5 meter baglaens ned i floden. Saa var tonen ligesom lagt an. (Kan man sige det? Mine danskkundskaber er svindende.) Derefter fulgte 3 timer i iskoldt vand inde i hulerne. Noget af tiden kravlede vi rundt, andre gange vuggede vi og en gang i mellem hoppede vi baglaens ud fra et lille vandfald. Men det bedste var da de bad os slukke pandelamperne. Fra relativt moerke aendrede det sig nu til baelgmoerke og saa alligevel ikke. I stedet var det som om vi havde bevaeget os udenfor og stjernehimlen bredte sig over os. Tusindsvis af glowworms var pludseligt synlige. Det var det hele vaerd. Vi gik fra at huje og goe ( der er spoegelseshunde i hulerne) til komplet stilhed paa faa sekunder og selv vores stivfrosne fingre var glemt for en stund.
Til slut da alle endeligt var kommet ud af vaaddragten og efter megen forvirring omkring badene (der var drenge i pigernes. Deres egne var aabenbart kolde, saa i stedet valgte de at overtage vores og lade de forfrosne piger staa udenfor i 5 grader og vente. Aegte engelske gentlemen!) var der varm suppe, og aftenen blev sluttet af med maner paa den lokale pub.
Jeg ville oenske at jeg kunne blive ved med at skrive, fordi der er saa meget jeg gerne vil fortaelle. Men jeg har hverken mere tid eller internet lige nu, og jeg har endda kun berettet om en 4. del af den rejse jeg har foretaget indtil videre. Lige nu er jeg fysisk i queenstown nede paa sydoeen, saa der er lang vej endnu. Men det skal nok komme! Lad mig slutte af med at sige at jeg har det fantastisk og at jeg snart er loebet toer for penge. Og at fleet foxes er et super band at lytte til naar man skrive blog om NZ.
Sweet as bru!
- comments
Sys Skønt at høre fra dig igen, Lise. Hvor lyder det bare helt fantastisk, det du er i gang med lige nu! Håber, at du får en masse flere spændende oplevelser. Mange hilsner Sys
Inger Warming Hej Lise. Godt at få mere detaljeret forklaring på dine fine billeder! Vi genkender din beretning, dog lige bortset fra pub-crawlings! Nyd livet, vi glæder os til næste kapitler. KH Morfar og Mormor
Marie Det er simpelthen så underholdende at læse dine beskrivelser lise :b glæder mig rigtig meget til at høre om dem i levende live når du engang kommer hjem (forhåbentlig også i levende live). Jeg er som sagt i gang med eksamenerne her hjemme og kunne godt bruge min søster her, men kan da godt læse mig frem til, at det du laver er en del mere spændende :) savner dig Marie
Torsten Dejlgt at høre at du er at opleve noget. Lyder som én langt fest med masser af oplevelser- kan det være bedre. KH Torsten