Rotoruatirsdag d. 16/2:

Vi skulle køre fra vores fine hus i dag og det var svært at komme af sted, for manden var venlig ogsnakkkesalig og ville gerne fortælle om deres camper ( til 6 personer hvor de synes der var lidt for lidt plads til 2…) og han ville gerne fortælle om sit land og om hvordan vi kom mest sikkert frem uden indbrud i bilen m.v. Han mindede mig lidt om min far- jeg sad inde i bilen og han stod i døråbningen, så det var først da Brian kom og sagde der var morgenmad at jeg kom af sted.

Vi kørte til et af de mange termalske områder udenfor byen , som hedder Wai o Tapu. Her var der rigtig mange andre mennesker, så vi gik langsomt frem og lod alle de store selskaber gå forbi os. Pigerne fik hver en brochure som beskrev de 25 steder af særlig interesse som vi gik forbi og så oversatte de for os andre- på den måde fik de øvet deres engelsk og fik 3 timers engelskundervisning.

Det var et rigtig fint område og bestemt seværdigt. Desværre regnede det og var overskyet så farverne på f.eks The Champagnepoolvar ikke helt så flotte som vi havde set på billeder. Men det var en god formiddag med god hygge og stemning selvom tiden fløj og vi derfor kun nåede at se dette ene termalske område.

Herefter kørte vi sydpå mod lake Taupo. Vi stoppede undervejs ved et vulkansk aktivitetsmuseum, lille men fint og med masser af god info. Vi ved efterhånden en del om tektoniske plader….

Vi stoppede også ved onrådet " Craters of the moon"- et stort dampende område man kunne gå rundt i en times tid, men ikke særlig flot - kun lidt bekymrende at tænke på hvor foranderligt det hele er og hvordan det hul man står og kigger på pludselig kan blive til en kogende kedel. Vi har aldrig før været i et område med så stor nutidig termalsk aktivitet ,aktive vulkaner jordskælv og jordskred.

Vi stoppede også ved det mest sete vandfald i New Zealand, nemlig Huka falls. Stort , sprøjtende ( Huka betyder skum) og fuldstændig krystalblåt og klart. Meget smukt.

Vejen gik så videre i meget gråt vejr til lake Taupo, New Zealands største sø på størrelse med Singapore.

Den skulle vi dog bare køre langs med, for vi skulle den til et af de områder som vi havde glædet os aller mest til at se og var meget spændte på , nemlig Tongariro national park.

Vi havde ste mange flotte billeder både hos helle og Torben og fra guidebøger som viste de tre aktive vulkaner i parken. Vi havde også gjort os rigtig mange overvejelser over, hvilken af de mange vandreruter i parken vi skulle tage. Vores ønske var at gå den bedste heldagsvandretur på nordøen nemlig The tongariro crossing en 18 km tur over vulkanerne. En hård men meget smuk tur som vi havde læst en del om.

Vi havde også handlet ind til at gå ture idette område, her skal man nemlig medbringe både huer, vanter, regntøj, 3 lags tøj, kompas , masser af vand.

Vi var usikre på om vi kunne klare Tongariro crossing, så vi havde en anden 17 km tur i kikkerten som ikke gik helt så meget opad men som var lige så lang. Hvis vejret var ustabilt var det et bedre bud, da tongariro crossing kræver godt vejr og vejret skifter meget hurtigt oppe på vulkanerne så selvom der er klart på p. pladsen kan vejret være vådt og tåget på toppen.

Vi havde aftalt at vi ville køre lige til visitorscenteret og få dem til at hjælpe os med at vælge den rigtige tur og vi havde sat en held dag af til vandreturen og derfor bestilt to overnatninger på den lille campingplads lige ved foden af bjerget i whakapapa.

Da vi kørte ind i parkenvar det regnvejr og diset og det eneste vi kunne se var får og de nærmeste små bakker. Humøret faldt stille og roligtfor vi havde glædet os enormt meget til at komme kørende til parken og se de tre bjerge i lige linje efter hinanden med sne på toppen. Men ingenting kunne vi se.

Vi kørte ned til den lille by , forbi det store Chateau som ligger for foden af bjerget Ruapehu og fandt visitorscenter. Det var lukket for den dag men vejrudsigten for næste dag stod på en tavle- masser af skyer på alle niveauer, regn spredt over hele dagen og frost over 4 km. Højde……Endnu mere skuffelse, det lød som om aat selv den lavere liggende lange gåtur kunne blive svær at gennemføre.

Vi fandt vores plads og brugte aftenen på at skrive dagbog, lave kryds og tværs, lave geografi rapport og boganmeldelse. Senere gik vi i fælleskøkkenet hvor pigerne fik internettid og vi fik lagt noget tekst på bloggen og læst hilsener hjemmefra.

Vi kravlede til køjs i regnvejr og krydsede alt som krydses kan for, at vejret ville være bare lidt bedre dagen efter.