Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til lufthavnen i Cebu kl. 04.00 til den mindste lufthavn nogensinde. Vi fandt ud af på vejen, at vi først havde booket overnatning fra dagen efter, men vi tog chancen og fik et 4-mands deluxe værelse med garden view til færre penge, så der blev vi bare indtil vi skulle videre. Filippinerne var ret overvældende lige da vi kom, så den første dag tilbragte vi på hotelværelset og nød godt af roomservice :)
Dagen efter havde vi mod nok til at udforske byen, som slet ikke var så skræmmende som først antaget. Vi fandt hurtigt shoppingcentrene og var oppe i noget, der hedder skytower, hvor der var en fantastisk udsigt over byen. Vi så en meget skræmmende 4D-film om en mand, der styrtede ned med sit fly i en jungle.
Så blev det tid til cruise.
Vi mødtes ved et resort og blev kørt til skibet, der lagde ved havn de første 6 timer vi var ombord. De skulle vente længere tid end beregnet på brændstof til både skib og bemanding. Vi fik nogle fine værelser med eget badeværelseog lækre velkomstdrinks :D
Vi fik 3 fantastiske dyk på cruiset i løbet af ugen, men vi var lidt uheldige, da en anden gruppe fik set en hvalhaj på samme tid og sted , hvor vi dykkede, uden at vi så den.
Vi blev sejlet ind til mange forskellige små øer, hvor vi mødte en masse lokale små samfund. Vi kom forbi nogle skoler og så hvordan de blev undervist, vi så hvordan de levede og tjente penge til føden. På en af øerne så vi også, hvordan de underholdt sig selv hver søndag ved at udstyre to haner med knive på fødderne og lod dem kæmpe til døden. Der blev oddset penge på hvem der vandt. Det var forfærdelig klamt at se på! De havde heldigvis også andre interesser, såsom basket og der blev afviklet flere kampe mellem skibet og de lokale.
Vi fik os lidt motion ved at svømme tilbage til skibet fra de forskellige øer. Efter en af svømmeturene følte vi os overmodige og kravlede op på skibet, for at lave udspring derfra. Vi hoppede ca. 4 meter ned, og da vi kom op til overfladen havde Lisa anskaffet sig monobrun, da hun fik et par ridser mellem øjenbrunene, der nu har udviklet sig til flotte ar. Øv øv.
En af dagene skulle vi ud at se et vandfald, hvor vi blev kørt afsted i jeeps og man kunne vælge at sidde på tagene hele vejen. Det valgte vi selvfølgelig for at få en flot udsigt. Det gjaldt om at følge lidt med, for ellers fik man en gren i hovedet. Vi badede under vandfaldet og fik lækker mad serveret derude.
Generelt var maden over alt forventning under hele cruiset. Vi fik både omelet, brød, morgenmadsprodukter og frugt til morgenmad. Der var varmt mad til frokost hver dag, samt 3-retters menu hver aften. Vi har nok aldrig spist så mange mangoer på så kort tid, men de var helt fantastiske!
Besætningen havde forberedt en volleyturnering til os, så der blev kæmpet til stregen, men vi var dog ikke iblandt vinderne. Buuh.
Vi fik udforsket en grotte, hvor der både var hoppende edderkopper, flagermus og slanger. Alt dette gik vi igennem for at se en eller anden konge sten, for derefter at vende om og gå den samme, mørke vej tilbage.
Om aftenen havde vi beachparties, hvor vi selvfølgelig fik udsøgt god mad (helstegt pattegris for at bare at nævne en enkelt ting). Efter festmåltidet var der fællessang med guitar spil fra vores kære pirater - hyggeligt!
Lisa fik endelig trumpfet spillet, nerds, igennem og alle blev total opslugt af spillet. Det endte med, at vi holdt nerdsturneringer, der blev lige så stor en begivenhed som volleyturneringen.
Vores sidste måltid var lidt specielt, da vi spiste ligesom soldaterne under krigen. Et kæmpe bord belv dækket med palmeblade og fyldt med ris rundt i kanten. I midten lå der fisk, spareribs og noget farsbrød-lignende kød sammen med en masse grøntsager. Sovseskåle var placeret ned langs bordet. For enden af bordet var der en kæmpe skål fyldt med chokoladesovs og lige så meget kage som du kan forestille dig. Så var det ellers bare at spritte fingrene af og gå i krig med de bare næver. Det smagte fantastisk, men man skulle ikke tænke for meget over hygiegnen. Ingen blev dog så vidt vi ved syge efterfølgende.
Vores ophold blev lidt dyrere end forventet, da baren var fyldt med udsøgte drinks, og hvem kan lade dem være i happy hour?
Så nu har vi også prøvet at få en regning på 20.000 f***!
Men cruiset var virkelig alle pengene værd ! Super fede oplevelser med en masse dejlige mennesker. Det kunne ikke have været bedre !!!
Samme dag som krydtogtet var færdigt fløj vi videre til Hong Kong.Vi havde heldigvis en del af dagen sammen med Amelia og Pernille, så vi kunne få sagt ordentligt farvel.
Vi havde i løbet af dagen kontaktet Kilroy, for at høre om det var muligt at finde overnatning, når man kom til Hong Kongs lufthavn kl. 1.00 om natten. Det skulle absolut ikke være noget problem, men alligevel havde alting i lufthavnen sjovt nok lukket, da vi kom frem. Vi fik at vide af flere, at det ville blive meget besværligt at finde et sted at bo, for alt ville være fully booked. Det endte med, at vi sov i lufthavnen, hvilket var lidt af en prøvelse, da Karina var blevet syg og vi begge havde paranoia over vores bagage. Vi fandt heldigvis et stille sted med gulvtæppe - sikke en luksus.
Dagen efter brugte vi et par timer på at finde et forholdsvist billigt guesthouse, for alt det billige var booked.
Den første dag blev desværre tilbragt på værelset, da Karina formåede at sove hele dagen. Vi kom heldigvis lige ud for at få lidt aftensmad.
Dagen efter tog vi til Disneyland, hvor vi så en parade og nogle flotte shows. Det var en rigtig hyggelig dag med lidt under 20 grader. Efter Disneyland så vi et lysshow ud over byen og derefter hjem i seng.
Den sidste dag i Hong Kong var vi på sightseeing med de røde turistbusser. Det blev til en lidt stresset tur uden nogle stop, da vi havde et fly vi skulle nå, for herfra skulle vi videre til New Zealand :D
- comments
Tina Hvor lyder det altså spændende alt det i oplevere, man får helt rejsefeber, glæder mig til at høre mere :)