Indonesien - welcome to the real asia

d. 6 februar havde vi fridag og jeg besluttede at tage til Indonesien med Møller, Anne og Louise. Vi mødtes om morgenen ved havnen. Her gik vi igennem sikkerhedstjek, paskontrol og det hele, som om vi var i en lufthavn. Vi blev stemplet ud af Singapore og kom med den lille færge som satte kurs mod Indonesien.

Da vi ankom til Indonesien var det med et nyt land under fødderne. Vi fik Visum, blev stemplet ind i landet, alt i mens jeg prøvede at lære indonesiske gloser af paskontrollørerne.

Da vi kom ud af paskontrollen, kom vi ud til et sted, hvor det eneste vi kunne se var noget der lignede et mall og en byggeplads. Vi var godt klar over, at vi skulle finde en taxi, men vi anede ikke hvor man kunne tage hen. Vi fandt en taximand med meget dårligt engelsk og fik ham forklaret, at vi overhovedet ikke kunne lide turistting, ressorts eller ting i den retning. Vi ville gerne på marked og ikke i Mall. Endelig forstod han at vi gerne ville til traditional market og vi sagde pænt ja.

Vi var virkelig kommet til det rigtige asien, der var scootere over det hele, mennesker der sad i vejkanten, dårlige veje og tilråb fra de mange mænd og kvinder der beundrede det lyse hår. Det var en helt anden verden selvom vi kun var 50 min fra Singapore.

Vi hævede 800.000 rhubin tilsammen (som svarer til 120 kr til os hver). 3 min efter vi var begyndt at kigge på markedet fik jeg det første kys på hånden. Vi var virkelig kommet til landet hvor vi blev tilbedt. Vi gik ned af en lille markedsgade, mens alle vi gik forbi kiggede på os, kom med tilråb og sagde hej. De var venlige og meget imødekommende.

Mændene sad og pudsede sko, syede, reparerede ting og hang ud, mens kvinderne lavede mad, vaskede op på jorden eller lå og sov bag deres lille butik. Vi gik igennem de små butikker, hvor det var tydeligt at se, at de solgte tøj, sko og sager til deres egne. Alle kiggede på os, som om at de ikke havde set lyshårede piger de sidste 10 år, og de mange der passerede på scootere, råbte alle hej og vinkede.

Vi gik igennem gader med huse, hvor der hang masser af vasketøj på de små terrasser, vi så kokosnøds udskæring og gik igennem et meget lokalt marked.Det var tydeligt at ingen turister plejede at komme her. Der var tørrede fisk, kyllinge fødder, hjerter, kæmpe fisk, levende fisk, ko lever og 100 forskellige andre slags kød med fluer omkring. Folk stod og skyllede sig bag ved boderne. Da vi kom til frugten købte Louise og Møller helt små babybananer, som var rigtig søde.

Vi kom ind i et kvarter hvor det lignede at der var en masse små boder med genbrugsbutikstøj, men som nok var deres rigtige små tøjbutikker. Jeg købte to badeagtige dragter til træning for 9 kr. pr. stk. Det var virkelig et scoop. Ellers var der ikke så meget spændende tøj. Jeg faldt i snak med nogle børn (selvom de ikke kunne engelsk). Vi lærte dog hinandens navne ved hjælp af tegn og fakter og fik taget et billede af dem, som de synes at det var vældig sjovt, at man kunne se på kameraet bagefter.

Vi gik ned mod nogle små køkkener og fandt et lokalt sted hvor vi kunne købe mad ved mange lokale boder. Vi havde ikke rigtig forstand på det og pegede derfor bare på noget af det, de lokale spiste (som så rimelig spiseligt ud), hvorefter de pegede på der, hvor det var købt. For 8000 rhubin, hvilket er ca. 4 kr. fik vi et ret lækkert måltid med ris og kylling. Mums.

Derefter fik vi udforsket et ståtoilet, købte nutella til 30.000 rhubin og satte kursen mod en taximand der kunne køres os et nyt sted hen. Dette var dog lettere sagt end gjort. Vi kunne ikke finde nogen der kunne snakke engelsk, og da vi ikke vidste præcist hvor vi skulle tage hen, kunne vi ikke bare pege på et kort. Efter lang tids "snak" med mange mænd der vil køre os forskellige steder hen, og efter at have stået ud af en taxi, kommer der en mand der kan lidt engelsk. Vi forklare at vi gerne vil ud til vandet og han siger et navn og peger på et kort. Derefter tager han fat i hans nærmeste ven, som ikke kan et ord engelsk og fortæller ham hvor han skal køre hen med os. Vi hopper ind i taxien og håber det bedste. Efter 15 min kørsel er vi lidt urolige for hvor vi er på vej hen. Det vi kører i ligner ingenting. Pludselig stopper den meget hullede vej, og vi ankommer til et åbent sted i mellem alle træerne. Her ligger gamle ødelagte huse, murbrokker og dæk over det hele. Hist og her går en ged og spiser gamle sager, og imellem disse murbrokker sidder de lokale. Det her er de lokales strand. Stranden er også fyldt med murbrokker og bildæk, men børnene leger i sandet, bader, sejler på bananbåd og oppe på græsset sidder der mennesker under små telte der er sat op. Der er rigtig mange mennesker der er samlet her, og vi tror måske at dette er det eneste sted de lokale må være. Ellers er resten nemlig bare aflukkede ressorts, som ejer det stykke strand under dem, og som man overhovedet ikke kan komme i nærheden af.

Vi bliver kigget RIGTIG, RIGTIG meget efter her. Folk tænker måske, at vi er kommet på den helt forkerte side, da vi jo egentlig burde høre hjemme på et af de fine ressorts. Vi går lidt rundt og pludselig vil en del unge drenge og piger have taget billeder med os. Vi beslutter at vi snart skal køre, da vores taxi har ventet på os. En lille indonesisk kvinde kommer hen til mig og beder mig flere gange om jeg ikke vil danse med hende. - bare 2 min. Vi havde egentlig aftalt at køre, men alligevel ender det med at vi siger 2 minutters dans. Jeg bliver trukket med ind under et af teltene og begynder at danse stille og roligt med kvinden. Møller og jeg danser med hende og lærer indonesisk dans, med bede, buddah hænder. Pludselig er der 30 mennesker omkring os 4 piger, der alle vil danse med os, røre ved os og tage billeder med os. Der er vildt mange mobiler der bliver taget frem for at tage billeder af de danske piger og vi stiller storgrinende op ved siden af de ellevilde indonesere, børn, mænd, kvinder, drenge og piger, både gamle og unge. Da vi er på vej til at gå kommer en kvinde med et spædbarn og rækker det til mig. De skal da lige have et billede af deres barn i mine arme. J Ihh hvor er det sjovt at være tilbage til det rigtige asien. J

Vi kører tilbage til færgeterminalen, hvor jeg bliver sat af da jeg skulle tidligere hjem og til night Safari med Christina. Det var pludselig lidt mindre trygt kun at være 1 pige, så jeg søger hurtigt ind til færgeterminalen. Her bestiller jeg billet til kl. 5 og venter 20 min før jeg kan tjekke ind. Jeg får dog besked på at det kan jeg ikke endnu. Jeg prøver 20 min senere igen, men kan stadig ikke. Det undrer mig da det står på billetten, indtil de indonesiske mænd viser mig at kl. er en time bagefter mit eget ur. Indonesien og Singapore er nemlig ikke samme tidszone. Øv! Det endte derfor med 3 timers ventetid i indonesien og en times forsinkelse til Singapore.På vej hjem på færgen snakkede jeg med en fillipinsk og en indonesisk kvinde. Den fillipinske var maid hos en kinesisk familie med 5 børn. Hun synes overhovedet ikke at det var sjovt og ville gerne tilbage til filli. Det er lidt rørende at høre sådan en historie, og jeg får helt ondt af den søde pige.

Da jeg kom hjem om aftenen (efter at Chris og jeg også lige havde været til night Safari) var jeg meget træt, men meget glad for at jeg var taget med til Indonesien. Det er utroligt at der 50 min væk fra det nymoderne og internationale Singapore kan være sådan en fattig verden, hvor folk ingen engelsk kan og hvor kulturen er helt sin egen. Sådan en kulturel dag var lige hvad jeg trængte til. J