CHISOMO:I de 3 uger vi har tilbragt på Chisomo Childrens Club, har vi haft en masse spændende og lærerige oplevelser. Det er umuligt at skrive dem allesammen ned, så her er nogle udvalgte guldkorn. MADALO ALFONSO:Da vi ankom til Chismo tirsdag i den anden uge, sad der en lille syg dreng udenfor. Vi gav ham en masse vand og noget smertestillende. Madalo var allerede dukket op i Chisomo sammenhæng fredagen inden, derfor han havde også været igennem deres council og fortalt at han var fra Salima. Det blev besluttet, at Steve og Ida skulle tage til Salima sammen med drengen dagen efter, og lede efter familien. Meget tidligt næste morgen tog vi bussen mod Salima (2 timer fra Lilongwe), den var næstem allerede fyldt op, da vi kom, så vi var nødt til at stå op hele vejen. Tilgengæld kørte den efter ”kun” 45 minutter. Efter videre tur med/på ladbil, begyndte vi at lede efter familien Alfonso, eller nogen der kendte dem, eller kendte til den skole, Madalo sagde han havde gået i. Men ingen viste noget, eller kunne genkende nogen af de navne vi nævne. Så vi to tilbage igen. Denne gang med cykeltaxa, af den slags hvor man sidder bag på, på en lille pude. Derefter videre med en minibus, hvor der var et par store kurve og kasser med fisk, derfor var gulvet ret klamt og der lugtede heller ikke at roser. Da vi kom tilbage var Madalo stadig meget skidt, og vi stoppede jagten på familien Alfonso for idag. Madalo havde allerede fortalt, at begge hans forældre var døde, og at han havde haft en bror, men han var også død. Det skulle dog ikke forhindre os i at finde nogen der skulle tage sig af ham,( for familiebåndene i Malawi er meget stærke. Onkler og tanter har ansvaret for deres niecer og nevøer). Dagen efter var Madalo rigtig skidt, og kastede op i et væk, så Ida og Irene tog ham på hospitalet, for at få ham testet for Malaria. Efter at have ventet på en læge der fortalte os at vi skulle have taget en blodtest mod Malaria, skulle vi vente på at få taget en blodprøve. Svaret på denne lod vente på sig, for strømmen var lige gået i Lilongwe, men efter 2 timer kom det endelig. Det han var negativ, men lægerne antog, at det nok var pga. parasitten var fosvundet, da vi tidligere på ugen havde givet ham noget medicin mod malaria. Derfor fik vi en hel masse malaria medicin til ham. Madalo blev nu anbragt på et børnehjem, mens jagten på hans familie fortsatte. På børnehjemmet fik de nogle informationer ud af ham om hans skole. De ansatte på Chisomo kunne fortælle, at der er en skole i udkanten af Lilongwe med dette navn. Vi tog derfor begge med på skole besøg hvor vi fandt en lære, som Madalo havde fortalt om, og hans klassekammerat og nabo Julias. Julias tog os med ud til deres landby hvor vi mødte Madalos onkels kone, der bekræftede at Madalo plejede at bo hos hende. Problemer er, at Madalo stjæler meget, og fra tid til anden også løber hjemmefra. Denne gang havde han tømt huset for mad, og var ikke kommet tilbage.Situationen er nu, at hun ikke er sikker på at hun vil have ham tilbage, men hun vil hjælpe, med at finde nogle andre relaterede som måske vil. Her ender historien for os. Den har rørt os meget, især Ida der fra tid til anden har overvejet at putte Madalo i rygsækken og tage ham med hjem. School og family visits: Vi har været med på et par skole og familie besøg. Det der gjorde størst indtryk på os, var klart det første skole besøg. Vi var med Lillian ude i udkanten af Lilongwe for at besøge en skole og lave opfølgning på 3 Chisomo børn. Denne skole, som så mange andre, har ikke lokaler nok til at al undervisningen kan foregå indenfor, derfor sidder mange i skolegården. Da vi trådte ind i skolegården kunne vi høre nogle viske ”azungu” (hvid mand), og i løbet at ingen tid havde ordet om de to azungu piger tilstedeværelse bredt sig. Dette resulterede i at mere end 100 børn samlede sig og løb hen i en rundkreds om os og sang ”AZUNGU HEY – AZUNGU HEY”. Det var meget overvældende, og vi følte os som nogle popstjerner der havde skrevet et hit med dette navn. Lillian, som vi fulgtes med, bad dem om at sætte sig ned, hvilket de også gjorde – i en rundkreds om os. Situationen lignede nu et tilbedelses ritual. Da vi fik mulighed for at kunne gå videre, tog vi et lille kamera op af tasken, for at tage billeder af den absurde situation. Dette var måske en fejltagelse, da samtlige børn begyndte at hoppe og skrige. – de billeder kan ses på Lines facebook profil. MANDAGSMOEDER: Ugen startes på Chisomo Childrens Club med et mandagsmøde. Her mødte vi en mødetruktur, som var langt fra den vi kender i Danmark. Her er en kort beskrivelse af hvordan et af de møder forløb.Folk kom dumpende ind i mødelokalet. Mødet skulle være startet kl otte, men ved ni tiden var vi klar til at begynde. Det startede med at vi skulle have skrevet bønner ned til Gud. Alle fik derfor på skift lov til at fortælle hvad de gerne ville have vi skulle bede for. ”Bed for min onkel, som måske skal være høvding i sin landsby!”, ”bed for høsten bliver god!”, ”bed for min syge svigermor!” osv osv. En lang række bønner blev skrevet op og fordelt i blandt os og så skulle der ellers bedes. Med hænderne foldet, øjnene lukkede og mæssende stemmer sad alle og bad i flere minutter. Herefter var det tid til nogle spirituelle sange og lidt bibeloplæsning, efterfulgt af prædiken, og så var vi klar.Nu kunne det egetlige møde begynde. En meget detaljeret gennemgang af sidste uges bedrifter blev skrevet ned og herefter blev den kommende uge diskuteret og skrevet ned. Det var i sig selv en meget produktiv fremgang, men med deres behov for at fortælle selv de mest nyttesløse detaljer blev mødet trukket i langdrag og var utrolig kedeligt. Men vi endte alligevel med at være til møde tre mandage i træk, og vi fik da også bedt for både vores videre rejse, Lines lillebrors eksamer og Idas families helbred.. AFSLUTNING: Hver tirsdag og fredag kommer børnede ned på Chisomo. Her bliver der afholdt Life Skills Lesson og bagefter får de en måltid mad som er sponsoreret at Lilongwes største hoteller. Den sidste dag vi var der, skulle vi arrangere Life Skills Lesson, og som alle ved er fordbold en vigtig skill her i livet. Der udover er der intet som fodbold der bringer folk sammen. Dette kunne vi især mærke da vi efter kampen sad og drak sodavand og spise slik. Børnene var åbne på en måde vi ikke tidligere havde set, og stillede os en masse spørgsmål som vi forsøgte at besvare så godt som muligt. Men det var ikke kun børnene vi skulle tage afsked med. Vi er kommet tæt ind på livet af de ansatte på Chisomo, og det var derfor sørgeligt at skulle sige farvel til dem. De 3 uger på Chismo har været fyldt med oplevelser. Selvom nogle af dem har været hårde, ville vi ikke bytte det for noget andet.